Hilda Heick: Lov ikke en hel legetøjsbutik, hvis du kun kan levere en brandbil

Før jul mødte Pio med Hilda Heick. En dame med skarpe mening om ret, pligt, respekt og regeringen.
Interview og foto af Martin E. O. Grunz og Frederik Andreas Jørgensen

Julefreden har ramt Valby. Men nede ved Nordisk Film er der fest. I verdens ældste filmstudies marketenderi byder Hilda Heick venligt indenfor. I den anden ende af lokalet holder Go’ Morgen og Go’ Aften Danmark juleafslutning. En forventningsfuld stemning af familieferie tager til i takt med de afknappe kapsler.

Hilda er opvokset i Valby, og filmstudiet stod der også i hendes barndom. Selvom Nordisk Film har ændret sig står mange af studiets bygninger stadig som for 80 år siden. I takt med at de store industrivirksomheder er flyttet fra Valby, er talrige film- og TV-produktionsselskaber flyttet ind som naboer til ”Isbjørnen”. Valby er stadig det nærmeste man kommer et dansk Hollywood – i dag bærer selv vejene de gamle filmpionerers navne.

Fakta om Hilda
Født 19. maj 1946
Hr. og fru Danmark blev gift i 1968. Opvokset i Valby.
Uddannet som merkonom, arbejdede 18 år hos Lundbeck & Co. Sangerinde siden 1976.
Hits: Do You speak English (Hildas debut), Vi skal gå hånd i hånd og mange flere.
Flyttede i 2011 til Skåne sammen med Keld.
Ved siden af bor datteren Annette med hendes mand Jesper og børnene Eliot og Storm.

Respekten er forsvundet
Hilda er en af den store efterkrigsgenerations mest kendte stemmer. Hun blev født i et klassisk socialdemokratisk arbejderhjem i 1946, hvor arbejderbevægelsens værdier var hverdagens selvfølgelige pejlemærke. Pligter og rettigheder hang sammen. Hendes far var oprindelig mejerist i det københavnske opland, men flyttede familien da han fik job ved Lundbeck i Valby.

Verden har ændret sig meget siden hendes barndom. Hilda ærgrer sig over unge danskeres alkoholkultur, som hun oplever over hele landet, når hun og Keld er ude at spille:

”Jeg synes at det er trist at forældrene har så lidt tjek på deres børn, at ungerne som 14-15-årige er stangdrukne, og render ude om natten til 1-2 stykker. Jeg kan endda forstå at man måske kan gemme sig i København – men det sker også i små provinsbyer!”.

Sådan var det i hvert ikke da Hilda voksede op – det slår hun fast med syvtommersøm. Og hun har også et klart svar på hvad der har ændret sig: ”Vi har mistet respekten for hinanden”.

Danske forældre har i misforstået godhed glemt at sætte grænser for deres børn, mener hun. ”De orker ikke at tage diskussionerne – men der skal diskussioner til. Børn og unge mennesker prøver altid at køre situationerne helt derud hvor forældrene skriger: ”NEEEEJ”. Sådan er unge - de prøver grænser af. Og grænserne har flyttet sig meget siden jeg var ung. De har også flyttet sig for langt”.

Ifølge Hilda viser man respekt for andre ved at sætte grænser. Med hendes ord er den almindelige danske opdragelse blevet for ”loose”:

”Unge mennesker kan jo få stoffer og sprut lige så tosset de vil. Jeg er helt sikker på at de synes at det er sjovt og skægt – bortset fra dem der bliver presset. Men de unge lader sig følge med fordi de alt for tidligt skal være voksne. Dér synes jeg altså, at forældrene er slappe når de ikke siger: ”stop, venner!”.

Jeg kan ikke forstå, at forældre til børn i en skole- eller gymnasieklasse ikke af og til mødes og spørger hinanden om, hvilke retningslinjer de har for at sige nej”.

Den medmenneskelige respekt mellem forældre og børn som hun efterlyser, handler blandt andet om retten til at dumme sig og pligten til at hjælpe.

”Det nytter ikke noget bare at være sur, man må forklare sine unger hvorfor man er så bekymret for dem. Det kan ikke bare være noget enkeltstående – de skal vide hvilke værdier der er i hjemmet, og værdierne skal være gennemgående fra børnene er små. De kan ikke bare proppes ned over hovedet på dem når de fylder 15. Mange dumme ting, fra tyveri til stoffer, begynder i sjov og ballade. Naturligvis kan det være sjovt både 1, 2 og 3 gange – men i længden fører det altid noget skidt med sig, og det må man forklare. Stille, roligt og kærligt skal det fortælles til børnene. Og forældrene skal være parate til at hjælpe. Hjemme hos os har vi har altid sagt: ”fortæller du hvad dine problemer er, lige meget hvad du har gjort, så skal der ikke blive nogen ballade. Så står bag dig uden råb, skrig og smækkede døre!”.

Hilda bemærker, at danskerne siden ungdomsoprøret har fået mere frihed, men at det er sket på bekostning af kernefamilien. Men hun ser god fornuft i folkeskolereformerne, når nu familiemønstret har ændret sig. Heldagsskolen kan balancere tiden. Ligesom i hendes barndomshjem skal familien tage sig tid. Det er ikke noget man får. Hverdagene er fyldt op med arbejde. Derfor må familien tage sig tid i weekenden, og de rammer kan heldagsskolen være med til at skabe.

Mormor til Øresundsborgere
Hildas egne børnebørn vokser også op i et familiemønster der er ganske anderledes end 1950ernes fast definerede rammer. De bor sammen med deres mor, Annette Heick, hendes mand og bedsteforældrene Keld og Hilda i Skåne. I 2007 købte Annette Heick med mand og børn et hus syd for Malmø i Skåne, og så fulgte bedsteforældrene også med. Sådan da, for arbejdslivet og vennerne i Danmark gør det nødvendigt at bibeholde en lejlighed der.

”Og så har vi nået en alder, hvor vi ikke ved hvad dag Vorherre synes at vi skal fejle et eller andet. Vi har et hastigt tempo, og der er ingen der lover os at vi springer raske rundt til vi er 93”, forklarer Hilda. ”Der kan ske os noget den dag i morgen – og hvad så? Jeg skal ikke sidde på et svensk plejehjem og ikke kunne falde til. Jeg vil kunne forstå hvad de siger, men der vil alligevel mangle meget at tale om. Jeg har jo ikke samme sproglige nuancer, personlige historie, politiske system eller kongehus tilfælles med svenskerne”.

Børnebørnene er dog ved at blive svenske, selvom de i praksis er tosprogede. ”De taler svensk til højre og dansk til venstre. De er meget integrerede og går i kirke både i Sverige og Danmark. På den måde er de virkelig Øresundsborgere. Skolegangen har de selvfølgelig kun i Sverige – men de begår sig fint mellem både svenske naboer og venner i Danmark. Det er ikke til at sige om de vælger et liv i Danmark eller Sverige, når det engang er tid til at de skal vælge”.

Øresundsregionen er dog endnu ikke sammenvokset – og forskellene på svenskere og danskere kan sagtens ses i dagligdagen. ”Svenskerne er lidt mere reserverede”, fastslår Hilda. ”De holder sig mere tilbage, og render ikke fulde rundt på gaderne som mange danskere gør. Heller ikke de unge svenskere, selvom en del af dem godt nok tager til Danmark og gør det”.

Udsat for politisk vold
Hilda og Keld Heick har i årtier optrådt for danskere i alle aldre og livssituationer. At de er mennesker med klare holdninger er en af årsagerne til deres folkelige popularitet. Netop den popularitet gør dog også at holdningerne skal balanceres – i hvert fald når de nærmer sig det politiske.

Uden at nævne navne, så kender jeg mange der bare har fyret de store penge de har tjent af på fis og ballade, rejser og fede møbler. At de så ikke som pensionister kan leve det liv de har vænnet sig til… Ja, det synes jeg kun de kan takke sig selv for. Det lyder måske hårdt – men jeg mener det!
Hilda om efterlønnen.

Duoen har ikke et mål om at missionere, nærmere at repræsentere. Hilda udtrykker, at hverken hun eller Keld har et fastnaglet politisk standpunkt. Bortset fra at de ikke er glade for yderligtgående holdninger. Når man som offentlig person tager et politisk standpunkt kan det have store omkostninger. Det mærkede Hilda Heick, da hun ville vise sin enighed med Poul Nyrup Rasmussen i hans efterlønsreformer.

”Jeg støttede Nyrup ved valget i 2001, hvor han desværre tabte. Jeg syntes at han havde ret i, at alle ikke bare kunne få efterløn – ikke mindst fordi vi jo hører til de store årgange der blev født efter 2. verdenskrig. Det burde ikke være kommet bag på nogen, at så mange ældre – hvis ikke de havde sparet op til deres alderdom – ville være en stor belastning for samfundet. Og jeg syntes ikke at man kunne forlange at de unge på arbejdsmarkedet uden videre skulle betale for ældre, der selv kunne have lagt til side. Jeg synes at man har en pligt til selv at lægge til side hvis man kan. Og det kan de fleste med et job i hvert fald,” siger Hilda. For hun mener ikke det er sundt at få det hele serveret på et sølvfad. Det bider sig selv i halen.

”Uden at nævne navne, så kender jeg mange der bare har fyret de store penge de har tjent af på fis og ballade, rejser og fede møbler. At de så ikke som pensionister kan leve det liv de har vænnet sig til… Ja, det synes jeg kun de kan takke sig selv for. Det lyder måske hårdt – men jeg mener det! Men jeg mener også, at alle de der har haft eller har en rigtig ringe løn – dem skal vi række en hjælpende hånd”.

Hilda Heick støttede Nyrup fordi hun mente at efterlønsreformen var både modig og rigtig. Udover at støtte i ord, genindspillede Hilda og Keld også deres gamle hit ’Ganløse, Vanløse’ og stillede det til rådighed for valgkampagnen. Men det var bestemt ikke hele Keld og Hilda Heicks publikum der delte Hildas holdninger til efterlønnen. Deres bil blev vandaliseret flere gange. Vinduesviskere knækket af. Dæk skåret op. Jobs aflyst i kølvandet på støtten til Nyrup.

Men det er nu ikke kun personlige hensyn der gør, at det at det hører til undtagelserne at Hilda Heick markerer sin støtte til en politisk sag. Hun og Keld er folkelige kunstnere, hvis arbejde er at formidle glæde, sammenhold og fællesskab. Det skarptskårne politiske splitter, men Hildas holdninger og iagttagelser fra danskernes dagligdag deler hun med glæde.

Legetøjsbutikker og brandbiler
Hvordan ser arbejderpigen som blev folkets sangerinde på, at Danmark har fået en kvindelig statsminister – endog fra det gamle arbejderparti som for mange stadig er ensbetydende med røde seler, cerutter og håndbajere?

Man skal ikke love et barn at ”i morgen får du hele legetøjsbutikken”, og når det så kommer til stykket sige ”nå ja, det blev så kun til en brandbil”. Så bliver barnet altså ikke glad for brandbilen.
Hilda om regeringens løftebrud.

”Jeg synes at det er både sjovt, dejligt og fantastisk at en kvinde kan blive statsminister. Den mulighed har kvinder i Danmark. Og så er Helle Thorning-Schmidt jo en præsentabel pige at sende ud i verden på Danmarks vegne. Der er vist ingen herrer der er i tvivl om hvem Helle Thorning er! Man kan måske så nok sige, at hun i sit tøjvalg er af den dyre klasse og måske ikke… helt rendyrket socialdemokrat”, kommer det med et grin fra Hilda.

Eftertænksomt fortsætter hun: ”det havde man måske ikke tænkt hvis Helle Thorning havde været statsminister fra Venstre, men der ligger nok en anden tilgang og nogle andre forventninger til hvordan socialdemokrater er”.

Det gjorde der i hvert fald i Hilda Heicks barndomshjem, hvor hun husker at det var en sorgens dag da statsminister H.C. Hansen døde. I øvrigt lægger Hilda Heick vægt på, at hun ikke har en fast partipolitisk overbevisning, og at hendes kryds ikke sættes samme sted valgdag til valgdag. Med hendes baggrund og erfaringer i erindring, fortæller hun dog gerne hvordan hun ser på den aktuelle regeringsførelse:

”Socialdemokraternes store problem i dag er – selvfølgelig – at de kom til regeringsmagten ved at udstede løfter som de ikke kunne holde. Egentlig synes jeg at regeringen griber de udfordringer der er i en krisetid fornuftigt an. I det store og hele gør de ting som man som ansvarlig er nødt til at gøre. Men det var bare ikke det de lovede, og heller ikke det de gik til valg på. Og selvfølgelig er det altid upopulært at love hvad man ikke kan holde. Man skal ikke love et barn at ”i morgen får du hele legetøjsbutikken”, og når det så kommer til stykket sige ”nå ja, det blev så kun til en brandbil”. Så bliver barnet altså ikke glad for brandbilen”.

Hverdagens spejl
Hildas sammenligninger handler om hjemmet og hverdagsoplevelser – ligesom de sange hun optræder med. Sproget er genkendeligt for mange, og rummer én af hemmelighederne bag dansktopduoens succes. Hilda bryder sig ikke om paroler, som hun mener alt for nemt udarter sig til fanatisme. ”Man skal give andre mennesker lov til at have den tro og den politik de har. Det vigtigste er at kunne tale sammen, så kan det jo være at man i fællesskab kan finde en løsning. Når Keld og jeg optræder, så er det ikke for at slå folk i hovedet med noget politisk. Vi vil gerne underholde, give folk en fælles oplevelse, lade dem synge med og efterlade dem lidt gladere efter 1 ½ time”. En stor del af Hilda og Kelds stampublikum tilhører samme generation som dem selv. ”Når vi er ude at optræde for dem, så møder vi en masse mennesker der er glade for deres liv og er tilfredse. Det er noget smukt og skønt. Vi i vores alder har haft et godt liv – og helt sikkert også bedre end de tidligere generationer. Det håber jeg også at de unge mennesker får, samt at de får et godt arbejde. Det er vigtigt at have noget at stå op til hver dag. Forleden så jeg Clement Kjersgaard interviewe Simon Kvamm. Jeg har ærligt talt ikke haft det store forhold til hans musik, men da jeg hørte ham tale slog det mig: ”sikken dog en fornuftig og velargumenteret ung mand”. Og jeg blev så glad for, at han med den position han har, turde sidde og sige hvad han gjorde”.

’Keld og Hilda’ er med årene blevet en folkelig dansk institution, som kan opleves på de mest forskellige spillesteder. Men en skønne dag bliver scenelyset slukket en sidste gang for duoen. Vil den populære og almindelige sangskat overleve den store efterkrigsgeneration?

”Popmusikken vil nok leve altid, men den ændrer sig – og der bliver mindre syng-med-halløj. De unge menneskers musik er ikke så sangbar som vores. Men de unge kunstnere er folkelige alligevel – på en anden måde! Det er folkeligt når mange gerne vil være sammen om en kunstner som Medina. Hende spejler de sig i, lytter til og finder et fællesskab omkring. Kunstnere fungerer som spejl for deres publikum og – jeg ved at jeg lyder gammeldags – har derfor en forpligtelse til at tænke sig om”.


Kommentarer fra Facebook

Annonce