Annonce

Hillary brød igennem loftet

Hillary Clinton vandt Demokraternes nominering og bliver den første kvinde, med en reel chance for at indtage Det Hvide Hus.
Kvinder kan stræbe efter de højeste poster, selv blive præsidentkandidater i Amerikas Forenede Stater.

Det står nu klart, efter at Hillary Clinton nu helt officielt har fået det nødvendige antal delegerede bag sit kandidatur og hun vil som den første kvinde, står øverst på stemmesedlen for et af de to store partier, ved valget til november.

De amerikanske nyhedsmedier havde på forhånd taget lidt af festligheden, ved mandag aften at konkludere, at Hillary Clinton nu havde opbakning fra 2.382 af partiets delegerede, nok til at vinde nomineringen som partiets præsidentkandidat.

Hun fulgte sejren i pressen op med at vinde primærvalgene i Californien, New Jersey, New Mexico og South Dakota og hun øgede hendes - i forvejen pæne - forspring til Senator Bernie Sanders. Siden Sanders tabte en række primærvalg på østkysten tilbage i april måned, har de fleste eksperter set hvorhen det bar hen, men Sanders og hans kampagne valgte at kæmpe videre, selvom det så sort ud.

"Der er stadig lofter tilbage at knuse for kvinder, mænd, for os alle, men ingen skal fortælle dig, at store ting ikke kan ske i Amerika," sagde en højstemt Hillary Clinton efter at sejren var i hus. "Denne kampagne handler om at sikre, at der ingen lofter er, ingen grænser er for nogen af os og dette er vores tid til at stå sammen."

 

Nu går spekulationerne på hvornår eller hvordan Sanders skal forlade scenen. Om det skal være ved at kaste sine arme (og sin politiske kapital) om Clinton eller skal konventet i Philadelphia ende i et stort slagsmål om hvem der skal have taletid hvornår og hvad der skal stå i partiets valggrundlag. Clinton-kampagnen og hovedparten af partifællerne håber på det første, men frygter at Sanders og hans støtter vælger at gøre det sidste.

Politico har en virkelig god artikel om Sanders-kampagnens sidste dage og om overvejelserne som man gør sig i kampagnen om en "exit-strategi" for Sanders.

Plads i historiebøgerne sikret, der er valget ikke
Som det indimellem er med de store historiske gennembrud, så er det ikke altid noget man i øjeblikket oplever som noget stort. Og at hun er den første kvinde, er jo ikke noget som Hillary Clinton kan bruge til så meget nu, andet end det ser meget godt ud i historiebøgerne, ved siden af facts som at George Washington var den første præsident til at optræde på et frimærke, at Martin van Buren var den første præsident der var født i USA og Lyndon B. Johnson, var den første der blev indsat ombord på en flyvemaskine.

For ligesom USA og verden kunne vænne sig til en katolsk præsident og en sort præsident, så kan den nok også vænne sig til en kvinde. Også selv om det der med hvad man nu skal kalde Bill Clinton, som nu skal være førstemand, stadigvæk ikke helt er afklaret.

Wikipedia har i øvrigt samlet en række andre "presidential firsts".

Tid til healing, tid til Trump
Foran venter der nu Hillary Clinton to store opgaver. I første omgang skal hun have helet sårene i hendes eget parti og forsøge at få så mange af Bernie Sanders-tilhængere og støtter med på hendes vogn.

Den opgave er sværere end det lige umiddelbart ser ud til, for hvor sårene efter kampen mellem Obama og Clinton, hurtigt kunne blive helet, fordi de to kandidater grundlæggende var politisk enige, så har Sanders kandidatur i højere grad været en kamp mod systemet og alt det Hillary står for.

Hvis man først en gang har købt argumentet om, at Hillary er en systemets kvinde, købt og betalt af Wall Street og medansvarlig for samtlige USA’s krigseventyr de seneste 25 år, så er der svært at vende på en tallerken og pludselig synes hun er okay. Men okay, hun er i det mindste ikke Donald Trump.

Washington Post har kigget på tallene her.

The Donald går til angreb
Og så venter kampen mod Donald Trump, som ikke lod til at mene at Hillary Clinton skulle have lov til at nyde dagen. Han gik direkte til angreb på modkandidaten, som han konsekvent omtaler som ”Crooked Hillary” – hvilket vist bedst kan oversættes som ”Uhæderlige Hillary”.

Måske for at fjerne lidt af den fokus der har været på, at Donald Trump ligger i krig med det meste af sit eget parti, efter at han har kaldt en dommer uegnet til at dømme ham, fordi dommeren har mexicanske rødder.

Den kommentar har formanden for Repræsentanternes Hus kaldt ”textbook definition of racism” og senator Mark Kirk fra Illinois, har trukket sin endorsement af Trump tilbage, mens en anden republikaner har kaldt det ”helt acceptabelt”.

Donald Trump har dog før været i den slags problemer, uden at det skadede hans kandidatur.

Et gennemsnit af meningsmålingerne viser, at Hillary Clinton stadig har et lille forspring på omkring 2 procent, men amerikanske præsidentvalg bliver som bekendt afgjort af hvem der vinder flest delstater og her er der stadig mange, hvor der ikke er foretaget målinger eller hvor målingerne er så gamle, at man reelt ikke kan sige noget om hvordan billedet ser ud.

Se interview med republikanske kongresmedlem, Lee Zeldin, der forsvarer Trumps racistiske angreb på en dommer.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce