Historiker: Tiden er moden til en nordisk forsvarsunion

De nordiske forsvarsministre er så småt ved at tage hul på seriøse overvejelser om fælles overvågning og territorielt forsvar. 

Efter at Putins Rusland har genoplivet den russiske imperialisme, og USA ikke længere fremstår som en troværdig alliancepartner, er de tanker om et nordisk forsvarsforbund, som opstod i foråret 1948, nu pludselig blev genaktualiseret. 

Denne gang er der mere realisme bag dem.

At de dengang ikke blev ført ud i livet, skyldtes de nordiske landes forskellige erfaringer under krigen.

Sovjetunionen nægtede det besejrede Finland tilladelse til at deltage og pålagde landet en neutralitet på russiske betingelser i kraft af en Venskabs- Samarbejds- og Bistandspagt, som Finland blev tvunget til at underskrive den 6. april 1948.

I Norge var der politisk uenighed om forslaget, som oprindelig nød størst tilslutning i Danmark og Sverige. Norge endte med at trække sig på grund af sin beliggenhed ved Atlanterhavet og sine interesser i sikre sin skibsfart mod vest. 

Læs også:Hvad Finland kan lære os om at håndtere truslen fra Rusland

Den norske statsminister Einar Gerhardsen, der længe hældede mod sin danske kollega Hans Hedtoft, var dog også bekymret for, at Norge ville lide samme skæbne som Finland.

Også Sverige var delt i spørgsmålet. Den svenske statsminister, Tage Erlander, var i begyndelsen varm på idéen. Men han og de svenske socialdemokrater ønskede et fritstillet, neutralt forbund mellem de nye stormagter Sovjetunionen og USA. 

Desuden mente de, at dannelsen af et nordisk forsvarsforbund med tilknytning til den nye Vesteuropæiske Union (WEU) – bestående af Storbritannien, Frankrig og Beneluxlandene – ville sætte Finland under yderligere pres fra Sovjetunionen.

Der har skullet en ny krig til for at samle dem

Det var dog ikke udelukkende hensynet til Finland, der spillede en rolle for svenskerne. Det var også udsigten til, at Sverige ville blive forvandlet til en frontlinjestat, hvis Sovjetunionen som reaktion trak Finland ind bag Jerntæppet. 

Svenskerne konkluderede derfor, at en væbnet neutralitet ville være en bedre sikkerhedsgaranti end det NATO-medlemskab, som Danmark og Norge endte med at vælge. 

Der skulle en ny krig til for at samle Norden

Dermed endte Norden efter underskrivelsen af Atlantpagten i 1949 at være delt i tre adskilte sikkerhedspolitiske lejre. Der har skullet en ny krig til for at samle dem. 

Da Finland kort efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 besluttede sig til at blive medlem af NATO, kunne Finland ikke længere fungere som den sikkerhedsbuffer, det hidtil havde udgjort for Sverige. 

Derfor er tiden nu moden til at genoverveje en nordisk forsvarsunion

Samtidig mistede de svenske socialdemokrater, for hvem alliancefrihed nærmest havde karakter af et helligt dogme, deres traditionelle argument om, at Sveriges neutralitet ikke alene var en garanti for Sveriges, men også Finlands sikkerhed.

Derfor lykkedes det i april 2022 den finske statsminister, Sanna Marin, at overbevise sin svenske kollega, Magdalena Andersson, om nødvendigheden af at opgive neutralitetspolitikken. Fra da af blev NATO-medlemskab en del af Sveriges forsvarsstrategi.

Tiden er nu moden

Efter det sidste års sikkerhedspolitiske udvikling med Donald Trump som præsident i USA udgør NATO dog ikke længere den sikkerhedsgaranti, man troede på for blot to år siden. 

Derfor er tiden nu moden til at genoverveje en nordisk forsvarsunion. Den er i mellemtiden blevet mere realistisk i lyset af de fem nordiske landes fælles medlemskab af NATO. 

Som følge af den svækkede opbakning til oprustning i NATO's sydeuropæiske medlemslande, er det desuden oplagt at skabe den slags samarbejde i de mest udsatte regioner. 

Læs også:Alternativet til USA er at se mod Norden

Ikke som erstatning for NATO, men som et supplement til det samlede europæiske forsvar mod truslen fra ikke blot den russiske imperialisme, men også den amerikanske præsident Trumps ønske om at kunne splitte og dermed styre Europa, som han nu ser som en del af den amerikanske interessesfære.

En nordisk forsvarsunion bør derfor indgå et tæt samarbejde med Storbritannien Tyskland, Polen og de baltiske lande. Ja, man bør nok ligefrem overveje en "Østersøunion" på længere sigt.