1. maj i år plejer for mange at betyde aner, der blafrer i vinden og fadøl under åben himmel. Men det har coronavirussen sat en effektiv stopper for.

I stedet bliver 1. maj – Arbejdernes Internationale Kampdag – en digital begivenhed, som man kan følge hjemme fra skærmen.

Netavisen Pio har talt med Socialdemokratiets “hushistoriker”, Martin Ejner Olsen Grunz, om hvad dagen  historisk har betydet for arbejderklassen og om hvornår der har været helt afyst.

Netavisen Pio: Hvor kommer 1. maj-traditionen fra?

Martin Ejner Olsen Grunz: ”1. maj startede i virkeligheden som en kampagne.

Traditionen med at bruge første maj som en kampdag, begyndte tilbage i 1889, hvor en række socialistiske partier på et møde i Paris besluttede to ting: For det første, at danne organisationen ved navn Anden Internationale – en slags globalt parti. Og for det andet, at netop 1. maj skulle bruges til at markere kravet om en otte timers arbejdsdag i alle lande. I dag ville man nok kalde den slags et event.

Men det virkede. Kravet om otte-timers-arbejdsdagen blev gennemført i 1920, og allerede dengang var der diskussioner i arbejderbevægelsen om, hvorvidt det gav mening med at fortsætte med at markere dagen. Man besluttede sig dog for at fortsætte.

1. maj havde nemlig allerede udviklet sig til en stærk folkelig politisk markering, ikke bare i arbejdskampen, men også i den politiske kamp, hvor 1. maj sammen med Grundlovsdag, blev brugt til at samle venstrefløjen, mens de nationale og konservative kræfter brugte andre nationale mærkedage til at markere deres budskaber.

1. maj er en af de helt store politiske mærkedage i Danmark. I omfanget af hvor mange der deltager, er den jo i hvert større end f.eks. Grundlovsdag. Hvad skyldes det?

”En af grundene til at danskerne var hurtige til at tage 1. maj til sig, skyldes – udover at man tidligt havde en stærkt organiseret arbejderklasse – og at 1. maj i forvejen faldt på den såkaldte Valborgsdag, som i forvejen var en fridag for mange.

Man kunne kalde det en slags transfervindue for det arbejdende folk.

Valborgsdag var nemlig den dag, hvor tyende og tjenestefolk havde lov til at skifte arbejdsplads. Man kunne kalde det en slags transfervindue for det arbejdende folk.

Derfor var 1. maj i forvejen en fridag for mange arbejdere, og den kunne de bruge på at gå til politiske møder. Men det gjorde også, at arrangementets karakter hurtigt blev mere folkeligt med musik og gøgl. For når nu folk havde fri, så kunne man lige så godt udnytte det til at skabe lidt festivitas.”

Er der forskel på, hvordan man markerer dagen rundt omkring i verden?

”Ja, man kan sige, at første maj, også på grund af Valborgsdag, er blevet en særlig dansk fejring.

En vigtig del af den danske 1. maj-tradition er morgenmøderne med flaghejsning, morgenbrød, kaffe og bitter. De foregår ofte i små forsamlinger, partiforeninger eller lokale fagforeninger, og betyder at dem, der skal på arbejde kan nå det, mens resten af forsamlingen kan slutte sig til de store arrangementer f.eks. i fælledparken eller på provinsbyernes torve.

Morgenmøderne er i øvrigt en tradition som blev startet af en lokal afdeling af DSU i Brønshøj i begyndelsen af 30’erne og som hurtigt spredte sig.

Der er også den særlige danske tradition med at skrive lejlighedssange, som er blevet en del af første maj. Den mest kendte, ”Når Jeg Ser Et Rødt Flag Smælde”, er ikke skrevet specifikt til første maj, men til et sommerstævne i DSU. Man har også traditionen med mange taler, oftest en lille håndfuld forskellige talere, som enten kan være politikere, fagligt aktive eller folk som på anden måde er tilknyttet arbejderbevægelsen.

På den måde, minder den måde vi markerer første maj, med sange og korte taler, den måde vi markerer andre private mærkedage – f.eks. kobber- og sølvbryllupper.

Ser man f.eks. til Tyskland, så markeres dagen med store demonstrationsoptog eller også markeres det med store fester eller lignende, men uden den massive strøm af taler, som vi har herhjemme.”

Nu er det jo en politisk dag for arbejdere, og der har vel traditionelt været en kamp om, hvem der havde retten til at definere, hvem der var arbejderklassens ”sande talerør” på dagen?

”Ja. I 30’erne forsøgte de danske nazister at arrangere deres eget første maj-arrangement midt på Blågårds Plads på Nørrebro. Det var naturligvis en kæmpe provokation for både arbejderbevægelsen og kommunisterne, der for en gang skyld kunne stå sammen om at jage den heilende lille flok væk.

Under 2. verdenskrig blev de store folkelige markeringer af første maj helt aflyst. Man markerede i stedet dagen med en kort radio-tale fra LO’s formand. Det skete især, fordi man ikke ville bruges i den nazistiske propaganda, som havde overtaget 1. maj og gjort det til en dag hvor man promoverede det “gode” tyske arbejde.

Efter krigen var der en nedgang i interessen for 1. maj, fordi dagen var kommet til at virke tilbageskuende og bedaget

Efter krigen var der en nedgang i interessen for 1. maj, fordi dagen var kommet til at virke tilbageskuende og bedaget. Socialdemokratiet og LO besluttede derfor i fællesskab at neddrosle det store arrangement i Fælledparken i nogle år. Det var først efter, at kommunisterne i DKP og venstresocialisterne i VS begyndte at arrangere deres egen første maj i fælledparken i 1969, at man fra Socialdemokratiet og LO’s side igen så, at der var en lyst og efterspørgsel efter en markering.”

Det er jo også en dag, som nogle forbinder med optøjer og uroligheder. Er der nogle særlige dage, som skiller sig ud?

Første maj har traditionelt været en festdag, og derfor er det også en relativt ny tendens, at man ser dagen brugt på den måde.

I 80’erne var det Fremskridtspartiets Mogens Glistrup, som skabte ravage på første maj. Med et godt blik for at skabe overskrifter tog han i Fælledparken og fik hurtigt ophidset mange af deltagerne.

Men særligt udfordret i Fælledparken, har skiftende socialdemokratiske partiformænd været. En af dem som for alvor måtte opleve at blive buhet ud af forsamlingen, var statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der talte i 1993, midt under valgkampen om folkeafstemningen om Edinburgh-traktaten.

En anden socialdemokratisk statsminister, som havde svært ved at trænge igennem på første maj, var Helle Thorning-Schmidt som i 2014, midt under konflikten med lærerne, måtte igennem en øredøvende fløjtekoncert, da hun indtog talerstolen.

Den nuværende statsminister, Mette Frederiksen, kunne også se til, at der opstod slagsmål foran den store scene i fælledparken, og hun havde allerede inden corona-krisen satte ind, meldt ud, at hun aflyste talen i Fælledparken.

Det er dog ikke kun socialdemokratiske statsministre, der har oplevet at få deres taler afbrudt. Det samme skete for FH’s formand Lizette Risgaard, der i 2017 fik sin tale afbrudt af faglige aktivister, der var utilfredse med, at der var blevet stemt ja til en overenskomst samme år.”

Det bliver der ikke noget af i år, for 1. maj bliver i år, på grund af coronavirus, udelukkende en digital begivenhed. Det kan du læse mere om her.