Annonce

Historisk: Fagbevægelsen udvider – byder velkommen til E-sportsudøvere

Den første i verden: Den danske fagbevægelse organiserer nu en helt ny gruppe. Et samarbejde mellem to FH-forbund har gjort det muligt at udvide organiseringen.
Den danske fagbevægelse skriver historie som den første i verden, der organiserer E-sportsudøvere og anerkender E-sport som et rigtigt fag.

Tirsdag har de professionelle E-sportsudøvere og dem, der står øverst på tærsklen til en karriere inden for E-sport, nemlig fået deres egen faglige organisering i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Den første i verden, der organiserer E-sportsudøvere

Esport Spillerforeningen hedder den.

Esport Spillerforeningen er blevet til via en samarbejdsaftale mellem HK, der er Danmarks næststørste fagforbund, og Danske Elitesportsudøveres Forening (DEF-sport). Sidstnævnte er en paraplyorganisation for de danske spillerforeninger og fungerer som interesseorganisation for elitesportsudøvere i og fra Danmark.

Både HK og DEF-sport er blandt medlemsorganisationerne i Fagbevægelsens Hovedorganisation.

HK: Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre

Da HK for første gang skulle forholde sig til nogle kontrakter, vidste man ikke helt, hvordan man skulle håndtere det.

”Vi har mange unge medlemmer, og mange af dem dyrker E-sport. Vi havde nogle konkrete sager inde, hvor vi begyndte at se nogle kontrakter. I første omgang vidste vi ikke rigtig, hvad vi skulle gøre med det,” siger Peter Jacques Jensen, formand i HK it, medie og industri Hovedstaden, til Netavisen Pio.

Hvis de arbejder mere i Netto, end de gør hos jer, så hører de vel til os

”Det går op for os, at DEF (Danske Elitesportsudøveres Forening, red.) organiserer de professionelle. Og så mødes vi med dem for at tage en snak. Som med alle andre fagforeninger starter det ud med en diskussion af, hvor grænserne går. Altså sådan ’hvis de arbejder mere i Netto, end de gør hos jer, så hører de vel til os’. Eller hvis de går på en uddannelse under os, så hører de vel til hos os. Vi har jo også unge på it-uddannelser og grafiske uddannelser, hvor folk også spiller E-sport,” tilføjer han.

Ville undgå konflikt

Der er teknisk set ikke tale om en ny forening, men medlemmerne af Esport Spillerforeningen vil få dobbelt medlemskab af HK og DEF. Hvis man er betalende medlem det ene sted, er man automatisk også medlem det andet sted.

Mens DEF typisk vil rådgiverne medlemmerne om kontraktforhold, forsikring, arbejdsskader, skatteregler, kommercielle rettigheder m.m., vil HK især bidrage med rådgivning om alternative karriereveje og beslægtede uddannelser, hvis medlemmet får brug for et karriereskifte.

Vi gør det, som vi hver især er bedst til

”DEF-sport ved en masse om branchen og kontrakterne, mens vi (HK, red.) ved noget om arbejdsmiljø, uddannelse, og hvordan man laver kollektive aftaler. Så på den måde gør vi noget, vi kender til i forvejen. Og vi gør det, som vi hver især er bedst til,” siger Peter Jacques Jensen til Netavisen Pio.

Det var netop derfor, at HK tog kontakt til DEF. Peter Jacques Jensen oplyser over for Netavisen Pio, at processen og dialogen har været i gang siden 2018, og at samarbejdsaftalen blev godkendt rent formelt i HK’s hovedbestyrelse i december.

Men så kommer vi bare i konflikt med et andet FH-forbund

”Vi havde nogle lange snakke om det her. Hvornår hører de til os, og hvornår hører de til jer? Vi kan i princippet godt gå ud og sige til de unge ude på uddannelsesinstitutionerne, at det her kan vi godt holde styr på. Men så kommer vi bare i konflikt med et andet FH-forbund. Så i stedet for at diskutere, hvem der er medlem af hvad, er de bare medlem begge steder og får det bedste fra begge verdener. Vi har lavet en arbejdsfordeling, der gør, at det kan hænge sammen i praksis,” siger han til Netavisen Pio.

FH-formand: E-sport er et wild west

I toppen af fagbevægelsen glæder formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation sig over, at man nu også organiserer E-sportsudøverne. Hun byder Esport Spillerforeningen velkommen i FH-familien:

”Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes HK og DEF at indgå en aftale til glæde for esportsudøverne. Når arbejdsmarkedet udvikler sig, gør fagbevægelsen det selvfølgelig også, og der er i den grad brug for ordnede forhold,” siger Lizette Risgaard i en pressemeddelelse.

Når arbejdsmarkedet udvikler sig, gør fagbevægelsen det selvfølgelig også

”Esporten er som ny branche visse steder præget af en slags ”wild west”, hvor det ikke altid tages alvorligt, at udøverne – de professionelle såvel som dem i gråzonen mellem amatører og professionelle – naturligvis skal have et ordentligt og sundt arbejdsmiljø og ikke mindst rimelige arbejdsforhold. Det skal der selvfølgelig styr på.”

placeholder

 

Stort arrangement tirsdag aften

Esport Spillerforeningen bliver for alvor lanceret tirsdag aften ved et arrangement i HK Hovedstaden, der holder til på Svend Aukens Plads ved Islands Brygge i København.

Her vil der være taler fra Mads Øland, som er direktør i Danske Elitesportsudøveres Forening, Kim Simonsen, der er forbundsformand i HK, og Rasmus Dietz, der er rektor på Københavns Mediegymnasium, som har en E-sportslinje og hører under NEXT Uddannelse – København.

Til stede vil også være en lille håndfuld professionelle E-sportsudøvere fra to af top-20-holdene i verden. Det fortæller Peter Jacques Jensen, som desuden understreger, at det hedder ’E-sportsudøvere’ og ikke ’gamere’. Til aftenens arrangement er der inviteret 160-170 unge fra flere forskellige E-sportsorganisationer.

Politisk medarbejder i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet