Annonce

Historisk kamp om formandsposten i Malerforbundet

For første gang i Malerforbundets 125-årige historie er der kampvalg mod en siddende formand. Det er en lokalafdelingsformand der udfordrer
Der er kamp om formandsposten i Malerforbundet.

Den siddende formand, Kresten Vendelboe, udfordres af afdelingsformand for Malernes Fagforening Fyn-Jylland Syd, Anne-Mette Markussen. Det er første gang i fagforbundets 125-årige historie, at en siddende formand udfordres.

Valget finder sted lørdag under Malerforbundets kongres, der starter torsdag. De 97 delegerede skal afgøre, hvem der skal være formand i Malerforbundet.

Formanden: "Vi et forbund, der har medlemsfremgang"

Kresten Vendelboe, 54, har været formand de seneste fire år.

Vendelboe slår ikke mindst på, at han har fået vendt medlemstilbagegang til medlemsfremgang – en fremgang som ikke mindst hænger sammen med, at Malerforbundet nu som eneste LO-forbund tilbyder sine medlemmer gratis lønsikring:

Jeg mener, at jeg har bevist, at jeg kan samle tropperne

”Jeg har gennem de seneste fire år bevist, at jeg på trods af de store dønninger, vi ind i mellem har været i, har været i stand til at holde kursen. Jeg mener, at jeg har bevist, at jeg kan samle tropperne. Jeg har fået vendt medlemstilbagegang til medlemsfremgang – sammen med kollegaerne i hovedbestyrelsen, sammen med de valgte og ansatte i forbundet, sammen med alle tillidsfolkene. Nu er vi et forbund, der har medlemsfremgang. Jeg er garanten for, at Malerforbundet også i fremtiden vil stå som et stærkt og selvstændigt forbund,” siger han til Netavisen Pio.

Udfordreren Anne-Mette Markussen, 50, slår især på, at hun vil højne medlemsdemokratiet i Malerforbundet. Derudover er hun ikke udelt begejstret for den nye gratis lønsikring til medlemmerne:

”Jeg stiller op, fordi jeg gerne vil have, at vi udvider vores medlemsdemokrati. At vi får medlemmernes stemme mere i spil. Det arbejde ligger først og fremmest ude i afdelingerne. Vi skal udvide dialogen med medlemmerne, f.eks. op til overenskomstforhandlinger. Jeg er glad for medlemsfremgangen på landsplan. Den har vi fået på baggrund af vores nye lønsikring. Det er fint, men jeg vil gerne have, at vi også har hjertet med. Jeg vil kalde lønsikring for hvervning. Hvis man alene er medlem hos os på grund af lønsikringen, så har man ikke hjertet med. Lønsikringen må gerne fortsætte og udbygges, men vi skal også være stærke på holdninger. Medlemmerne skal føle, at vi kæmper deres sag,” siger hun til Netavisen Pio.

Hvis man alene er medlem hos os på grund af lønsikringen, så har man ikke hjertet med

Kan konkurrere med de gule på prisen

Malerforbundet tilbyder – som eneste LO-forbund – en gratis lønsikring til alle medlemmer.

Lønsikringen er på næsten 10.000 kroner – oveni i dagpengene på 18.633 kroner. Lønsikringen hos Malerforbundet udbetales ved ledighed i op til fem måneder. Så er man medlem af Malerforbundet og bliver ledig, får man altså samlet set op til omkring 28.600 kroner om måneden ved de første fem måneders ledighed.

Den gratis lønsikring betyder, at Malerforbundet kan konkurrere med de gule på prisen. Malerforbundet tilbyder A-Kasse, fagforening og lønsikring til godt 1.000 kroner om måneden. En samlet pakke, som kan konkurrere med de gules pakke-løsninger.

I september 2016 havde Malerforbundet en negativ medlemsudvikling på minus 203 sammenlignet med året før. I dag har Malerforbundet en positiv udvikling på plus 105 medlemmer. Fremgangen tilskrives først og fremmest tilbuddet om lønsikring til alle.

Malerforbundet i Danmark har i dag godt 10.000 medlemmer. Godt 3.500 af medlemmerne er kvinder. Det oplyser Malerforbundet  på sin hjemmeside.   

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet