Hvad mener Annette Vilhelmsen egentlig om ekstrem, radikal islamisme? Er det i virkeligheden et problem eller er det bare en kulturel mangfoldighed, som skal accepteres og respekteres? De spørgsmål står helt åbne, efter formandskandidaten i forgårs valgte at undsige SF’s hidtidige politik.

I forgårs kunne man på netavisen altinget.dk læse følgende:
”SF-formandskandidat Annette Vilhelmsen lægger nu afstand fra en af de mest markante udmeldinger under Villy Søvndals tid som SF-formand. Det drejer sig om Søvndals meget omtalte "Gå ad helvede til" henvendt til den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir tilbage i 2008.
"Sådan ville jeg i hvert fald aldrig sige. For jeg mener grundlæggende, man skal møde folk med respekt," siger Annette Vilhelmsen til Altinget.dk.
Hun mener i stedet, man skal tage en dialog med Hizb ut-Tahrir.”
Ved således at undsige den udlændingepolitik, som SF har ført siden hendes tid som integrationsordfører, lægger Annette Vilhelmsen afstand til Astrid Krag. Det virker oplagt, fordi hun både distancerer sig selv fra Krag, og fordi mange SF’ere givetvis har det synspunkt, at partiets problemer skyldes, at man er rykket 'for langt til højre' på udlændingepolitikken.

Men selv om det måske er taktisk smart, så åbner det alligevel op for tre spørgsmål, som Annette Vilhelmsen burde svare på:
1) Mener Vilhelmsen med disse ord, at Hizb ut-Tahrir skal behandles som enhver borgergruppe og dermed kan forvente at blive inviteret til møde på ministerens kontor?
2) Betyder det, at Vilhelmsen er uenig i regeringens erklærede politik om ikke at ville ”acceptere kriminelle bander, ekstremisme og anti-demokratiske grupperinger og vil sætte hårdt ind overfor de tendenser.” (Regeringsgrundlaget, s. 51)?
3) Betyder det, at Vilhelmsen vil foreslå konkrete ændringer til regeringens arbejde med at modarbejde bl.a. radikalisering blandt unge indvandrere?
Jeg mener, at det er relevante spørgsmål, som burde stilles Vilhelmsen, men man kan selvfølgelig også bare slå det hen som noget Annette Vilhelmsen bare sagde for at vinde formandsposten? Man må i hvert fald håbe for hende og for regeringen, at hun ret hurtigt finder et mere ansvarligt spor, hvis ikke regeringen igen og igen skal ende i uvindelige, udlændingepolitiske slagsmål ligesom i slutningen af 90’erne.