Hjælpepakke på vej til christianitter

Krisen kradser i Christianias økonomi som følge af COVID-19. Nu får christianitterne 3 mio. kr. af regeringen til Bøssehuset, Gallopperiet, Den Grå Hal og resten af erhvervs- og kulturlivet på fristaden
Der er blevet lavet hjælpepakker, puljer og og udbetalt lønkompensation. Til store, små og mellemstore virksomheder. Og alt sammen for at undgå konkurser, lukninger og fyringer på grund af COVID-19-krisen.

Men nu tiden så endelig kommet til Bøssehuset, Gallopperiet, Den Grå Hal og resten af erhvervs- og kulturlivet på fristaden Christiania, der også er blevet ramt under nedlukningen.

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) beder således Folketingets finansudvalg om tre millioner kroner i en særlig coronahjælpepakke til fristaden midt i København, der er én af Danmarks største turistattraktioner med en halv million besøgende om året.

Økonomisk presset på samme måde som erhvervs- og kulturlivet

 

”Fonden oplyser, at Christianias erhvervs- og kulturliv som følge af COVID-19 er økonomisk presset på samme måde som erhvervs- og kulturlivet i resten af Danmark,” skriver Kaare Dyvad Bek i et såkaldt aktstykke med henvisning til Fonden Fristaden Christiania, der ejer og administrer de 34 hektarer på Christianshavn.

”Fælleskabet Christiania har derfor vanskeligt ved at betale bygningsleje til fonden, som efterfølgende har vanskeligt ved at betale leje til staten. Fonden oplyser, at den særlige fælleskabsstruktur på Christiania gør, at det ikke er muligt for fonden, at søge de eksisterende hjælpeordninger.”

Slipper med mindre i husleje

I praksis foreslår Kaare Dybvad Bek, at Bygningsstyrelsen giver Fonden Fristaden Christiania en refusion i huslejebetalingen på 2,5 millioner kroner samt et tilskud på op til 0,5 millioner kroner til aflønning af såkaldte gadeplansmedarbejdere som følge af COVID-19.

Det er Bygningsstyrelsen, som administrerer den aftale mellem Fonden Fristaden Christiania og staten, der blev indgået i 2011.

Aftalen indebærer, at Fonden Fristaden Christiania køber og lejer bygninger og jordarealer af staten. Fonden betaler en årlig leje til staten på 6,7 millioner kroner (2021-priser), svarende til 1,7 millioner kroner i kvartalet.

I alt bor der 1000 mennesker på Christiania.

Pusher Street

Senest forlængede Københavns Politi den 24. februar det midlertidige opholdsforbud i Pusher Street og Green Light District frem til og med den 3. marts 2021.

Almindelig færden som gå- og løbeture har fortsat været tilladt i området, men det har ikke været tilladt at tage ophold der i perioden mellem klokken 10.00. og 24.00. Københavns Politi har samtidig fortsat den øgede tilstedeværelse på og omkring Christiania.

Bevogtning af et så stort område

”Fonden har hidtil forsøgt at undgå et egentligt opholdsforbud ved at foretage midlertidige nedlukninger af hele Christiania, men en nedlukning og bevogtning af et så stort område med et væsentligt besøgstal har vist sig at kræve omfattende ressourcer,” skriver indenrigs- og boligministeren.

”Fonden bakker derfor op om beslutningen om at indføre opholdsforbud.”

Konfliktdæmpende

Ifølge Kaare Dyvad Bek har Fonden Fristaden Christiania dog brug for akut hjælp til at opretholde det midlertidige opholdsforbud, forsamlingsforbud og periodevis begrænsning af serveringssteder og butikker i henhold til de til hver en tid gældende COVID-19-restriktioner.

”Fonden foreslår på den baggrund, at der etableres en midlertidig ordning, hvor christianitter, som har erfaring med det daglige samarbejde på Christiania, patruljerer på området og i dialog med personer, der har ophold på området, søger at sikre overholdelse af forsamlingsforbud m.v.,” skriver indenrigs- og boligministeren.  

Genstand for et højnet konfliktniveau

 

”Fonden vurderer endvidere, at gadeplansmedarbejdere kan bidrage til, at det midlertidige opholdsforbud ikke bliver genstand for et højnet konfliktniveau i området.”

Bygningsstyrelsen har hørt Københavns Politi om Politiets vurdering af Fonden Fristaden Christianias forslag om gadeplansmedarbejdere ansat af fonden. Og Københavns Politi er enig i, at der er behov for en ekstra indsats fra Christianias side i forhold til overholdelse af gældende restriktioner.

Særlig opgave

Knud Foldschack, der er advokat for Christiania og sidder med i Christiania-fondens bestyrelse, mener, at der er tale om en velfortjent håndsrækning til christianitterne. Udover fællesøkonomien - og altså den fælles betaling af strøm, afgifter og andre udgifter - udmærker fristaden sig på en anden måde.

"Det er en kompensation for, at man har haft nogle store udgifter til at passe på området i disse coronatider, og det er jo imponerende, at det er gået godt, for det er gået godt," siger Knud Foldschack til Netavisen Pio.

"Der har været meget pres på Christiania, mens det øvrige Danmark – og København - har været lukket ned. Christiania har nemlig en opgave i form af at skulle passe på området i forhold til de mange, der kommer som turister. Og når området har skullet være lukket ned, har der været nogle opgaver med lukke indgangene og sørge for, at folk går igen og andet.

Påtage sig og med nogle vagter

"Det har været en opgave, som de menige christianitter har måtte påtage sig og med nogle vagter, som kunne gelejde folk rundt. Det har været en opgave, som der ikke har været i andre dele af København."

Den særlige københavnske bydel

  • Christiania, bydel i København, som omfatter det 34 ha store område på Christianshavn, som tidligere udgjorde Bådsmandsstrædes Kaserne; skønsmæssigt 1000 indb.
  • Siden kasernen blev rømmet 1970-71, har Christiania været et særligt byområde, af beboerne selv kaldt Fristaden Christiania.
  • Siden begyndelsen har bydelen været præget af eksperimenter med boligformer, organisation og arkitektur.

Kilde: Den Store Danske

 

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce