Hjemme hos Astrid Krag ligger tøjet i badekarret

Netavisens navnefar har sat sig selv et mål. Han vil finde ud af, hvem hans arvtagere egentlig er. Det skal ske ved, at han starter en sætning og et medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe afslutter den. Men… Svarene må ikke blive selvfølgelige. Til gengæld må det gerne være skrevet med et glimt i øjet. Fjerde gang med skatteordfører og dansemus Astrid Krag.
Mit navn er Astrid Krag… og jeg er ikke i familie med Jens Otto Krag, selvom jeg ofte er blevet spurgt om det, og han jo faktisk havde en datter, der hed Astrid. Min mors familie hedder i øvrigt Fogh – og der er heller ingen familierelation her. Intet spændende familie-dynasti at berette om.

Hver morgen… drøner jeg rundt derhjemme for at få to børn op, i tøjet og klar til dagen med morgenmad i maverne og madpakke til den store. Det lykkes næsten altid. Til gengæld glemmer jeg tit at få fixet mig selv op – heldigvis er der ofte en sød S-kollega, der lige så diskret på gruppemødet får gjort opmærksom på det uglede hår, den gamle klat mascara eller havregrødspletten på bukserne, så jeg kan ordne det, inden jeg møder resten af verden.

Du skulle bare vide… hvor rodet, der kan være hjemme hos os. Når det har været allerværst, er det rene vasketøj røget fra tørretumbleren og ned i badekarret, og så kan familien finde rene sokker og underbukser dér, indtil der bliver tid til at få lagt resten på plads.

Jeg forsøger at undgå… at hidse mig op i politiske debatter. Det får man sjældent noget godt ud af. Og igennem de mange timelange samråd som sundhedsminister opbyggede jeg en eminent evne til ikke at hoppe på limpinden og lade mig provokere af nedladende, fordrejende eller platte spørgsmål fra oppositionen.

Folk tror altid, at skattepolitik… er enormt teknisk og kræver en kandidatgrad i økonomi. Der er også mange ting, der er tekniske, når vi behandler lovgivning, og det er vigtigt, at SKAT’s medarbejdere er dygtige og kan både juraen og teknikken i det daglige arbejde. Men i bund og grund er skattepolitik jo vaskeægte værdipolitik. Hvordan sikrer vi, at vi har et land, der ikke knækker over? At de rige ikke stikker af fra resten, eller bunden ryger ud, og vi får lønmodtagere, der er arm-trotz-arbeit, som vi desværre kender det fra vores store nabo i Syd.

Ole Birk Olesen… er jo skatteordfører for Liberal Alliance og dermed min kollega i de mange timer, vi sidder i Folketingssalen med bunkevis af lovforslag på skatteområdet. Meget kan man sige om ham, men han putter ikke med sine ultraliberalistiske drømme – og det er vel egentlig bedre end de politikere, der forsøger at camouflere, at de ønsker et opgør med den danske solidariske samfundsmodel.

Som én af de nye i folketingsgruppen… forsøger jeg at huske at rejse mig op, når jeg tager ordet. Det lykkes nogenlunde. Heldigvis er der ind imellem også en af de gamle i gruppen, der glemmer det.

Fritid er… en luksus, der oftest forefindes i weekenden. Her bruges den til at lave perleplader, snitte frugtsalat, spille kort og drikke rødvin med vennerne, når ungerne sover.

Vild med Dans har betydet… at jeg er kommet i mit livs form. Og at jeg har fået en kæmpe oplevelse med i bagagen og mødt en masse søde mennesker. Og så i øvrigt, at min kropsvægt er blevet et offentligt anliggende – ja, selv kvinderne på det grønlandske herberg på Kofoeds Skole bød uopfordret ind med en vurdering af antal tabte kilo, da jeg kiggede forbi for et par uger siden.

For fremtiden håber jeg… at vi fører et brag af en valgkamp, der sikrer at vi også har en socialdemokratisk statsminister efter næste valg – så mine børn også kan vokse op i et velfærdssamfund, hvor de stærkeste skuldre bærer det tungeste læs. Vi skal fortsat sikre fri og lige adgang til sundhed, uddannelse til alle uanset pengepung og en ordentlig ældrepleje, når kroppen ikke kan, hvad den har kunnet.

Læs de tidligere Pio-interview her:
Pio møder Ane Halsboe-Jørgensen
Pio møder Jens Joel
Pio møder Leif Lahn Jensen


Flere artikler om emnet

Annonce