Hjemstavnsdigte fra Djursland

Den lille digtsamling ‘Djuɐslan’ - med den fonetiske lyd ‘ɐ’ fra IPA - er en sælsom blanding af dialekt og rigsdansk, historiske quizzer, refleksioner over rollen som mand og citater fra forfattere og kunstnere fra og med forskellig tilknytning til Djursland.

Og nej, der er ikke tale om den snøvlen, man kan opleve efter en Indian Pale Ale. Jeg mener selvfølgelig det fonetiske alfabet. Og her mener jeg heller ikke NATO’s fonetiske alfabet, som Bloodhound Gang udødeliggjorde med hittet ‘Foxtrot Unicorn Charlie Kilo’ i 2005. 

Jeg mener selvfølgelig The International Phonetic Alphabet, IPA.

Grunden til at Peter Graarup Westergaard bruger den lille vokallyd i stedet for r’et i titlen, er nok for at tilføje en dybere oprindelighed, som den rigsdanske ortografi ikke kan tilbyde. 

For hvis man virkelig ville skrive på djurslandsk, så ville IPA være the way to go. Men det er der bare ingen der kan læse. Så i stedet bruger Westergaard det velkendte latinske af slagsen. Men det kommer der til gengæld også nogle finurlige sprogblomster ud af:

“Men hvådan ska æ / jenlig komme ordentlig ind / i den djuɐske sjæl og kultur, / når språg og udtale hier er bleven / så udvasket af standard-dansk? / Di språg er jo di identitet, / uden æ dialekter ender vi jo / i det rene værensglemsel - som æ præst hun say’e.”

Så snart man ser ord som “jenlig” slår den indre læsestemme hurtigt over i den bedste østjyske dialekt en udenforstående køwenhavner som mig kan præstere. 

Læs også:Folketeatrets nye forestilling er det glade vanvid

Måske er det anderledes for jyder, men for mig bliver linjen “så udvasket af standard-dansk” så meget desto mere tydelig, fordi den står uberørt tilbage. 

I mit indre øres ringe parodi på djurslandsk ville jeg nok have skrevet “u’vasket”. Men det er sikkert helt forkert. Og så får man netop heller ikke den markante diskrepans mellem det oprindelige og det kunstige, som giver den poetiske effekt. 

Det østjyske Schwarzwald

Den såkaldte “værensglemsel”, som præsten har refereret til, er i øvrigt hovedtemaet i den tyske filosof Martin Heideggers magmum opus “Væren og Tid” fra 1927.

Heidegger mente at problemet om “væren” var blevet misforstået siden antikken, så han satte sig for at skabe et helt nyt sprog, der kunne beskrive det egentlige. Gennem nogle kringlede tyske begreber formulerede han på den måde en filosofi, hvor samhørigheden med jorden, hjemstavnen og lokaldialekten var essentiel. 

Westergaard trækker bevidst på traditionen, men holder sig - heldigvis! - for det meste til rigsdansk eller en afmålt blanding

Knut Hamsun vandt i 1920 Nobelprisen for bogen ‘Markens Grøde’, der på mesterlig vis beskrev den samme forbindelse med jorden. Og i dag er der en tendens på begge politiske fløje til at tale lokalpatriotismen op - både hos Inger Støjberg og Kaare Dybvad. 

Forfatteren stillede op til kommunalvalget for Socialdemokratiet i løbet af 2025.

Det giver derfor rigtig god mening for Westergaard at genoplive hjemstavnsdigtningen, som han også har gjort med sin tidligere digtsamling ‘Nordvest - Thydigte’ fra 2017. 

Selve grebet med at skrive på dialekt går helt tilbage til Steen Steensen Blichers borderline ulæselige novelle ‘E Bindstouw’ fra 1842. 

Westergaard trækker bevidst på traditionen, men holder sig - heldigvis! - for det meste til rigsdansk eller en afmålt blanding.

En personlig digtsamling

Men forfatteren holder sig ikke kun til jysk eller rigsdansk. Foruden disse er der tillige bingo på engelsk, tysk, fransk og italiensk. 

I digtet ‘Sicilianske Mols’ får vi en humoristisk sammenligning af de nordlige og sydlige himmelstrøg gennem en lokal siciliansk restaurant. 

“Una Birra Messina? Siciliansk øl. / Si, si, essattamente! / Due, per favore. / De finder sig i mit gebrokne italiensk. / Scusa, come si dice? Her på Mols.” 

Udover at man lærer noget nyt, hvis man ikke kan italiensk, så får man også et indtryk af, at det er en virkelig samtale, der har fundet sted. Der er i det hele taget en meget stærk virkelighedsfornemmelse i bogen. 

Læs også:SF’s tidligere kronprins fortæller åbenhjertigt om egne svagheder

Men måske er det netop derfor, at der sidst i bogen er en bemærkelsesværdig note om, at digtene er fiktive: “Stemmer, steder, personer og hændelser er udelukkende forfatterens digteriske fortolkninger …”. 

I disse autofiktionens tider er det måske passende at være på den sikre side. Men heldigvis blev Thomas Boberg foreløbig frifundet i den højt profilerede injuriesag om romanen ‘Insula’, så forhåbentlig er Westergaard også fri for den slags misforståelser.

Til gengæld finder jeg det ærgerligt, at fx “steder” er inkluderet som fiktive, eftersom alle stednavnene i bogen netop virkede særegent indeksikalske. 

Læs også:‘Græsrøddernes parti’: En lang beretning om fraktionsdannelse, skænderier og begrænsninger

For en forstadskøbenhavnsk rødovrebonde som mig, siger de talrige specifikke stednavne meget lidt, og det var derfor mit indtryk, at en tilknytning til stedet - altså virkeligheden - netop tilføjede de yderligere lag af betydning. 

Men det er selvfølgelig en mindre detalje. Her er til sidst min yndlingsstrofe fra samlingen, hvor stednavnene i øvrigt ikke er essentielle, men har deres egen, stille poesi:

“Letbanen kører / ikke ind i himlen, / men med omstigning / i Ryomgaard / kan man faktisk / på en god dag / komme med Letbanen / til Grenaa.”

Smukt. 

Peter Graarup Westergaard. 'Djuɐslan'. Forfatterforlaget Attika. 52 sider, eksl. noter. 2025.