Annonce

Hjerteforeningen stopper kontroversielt projekt og boligmarkedet retter sig

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Velkommen til vores nyhedsoverblik, hvor vi hver dag samler en lille håndfuld af døgnets vigtigste nyheder.

Denne dag står selvfølgelig i skyggen af Arne, men derudover kan den byde på nyheden om, at Hjerteforeningen lukker det omstridte projekt med alternative behandlere, at boligmarkedet er ved at være i balance efter coronakrisen og at over 1000 har anmeldt corona som arbejdsskade. Og så byder den på nyheder om et par stærke kvinder.

Tak fordi du læser med

Hjerteforeningen lukker projekt med alternative behandlere

Efter en sommer, hvor kritikken er haglet ned over Hjerteforeningens projekt "P.S. I Love You", har foreningen valgt at lukke projektet. Beslutningen om at lukke det omdiskuterede projekt, der gennem nye tilgange til det gode liv har haft til formål på sigt at styrke forebyggelsen af hjertesygdomme blandt unge mennesker, sker efter dialog med foreningens medlemmer og samarbejdspartnere.

”Hjerteforeningens arbejde med forebyggelse, patientstøtte og varetagelse af medlemmernes interesser bygger på den bedst mulige baggrund af grundig forskning og videnskabelig evidens – og vi anbefaler ikke alternativ behandling,” siger  administrerende direktør for Hjerteforeningen Anne Kaltoft. Direktøren fortsætter:

”Det må der ikke herske tvivl om. Vi kæmper hver dag for de ca. 500.000 danskere, der lever med en hjertesygdom. I de seneste uger har debatten om P.S. I Love You fyldt for meget og overskygget alle vores andre vigtige opgaver. Det tager vi nu konsekvensen af.”

Projektet, der skulle nå unge med råd om forebyggelse af hjertesygdomme, indeholdt blandt andet indslag fra alternative behandlere, der kom med en række udokumenterede påstande.

Omdiskuteret er faktisk et mildt udtryk for, hvad der er sagt om "P.S. I Love You". Projektet skulle nå unge ved at lade "koncepter" og "stemmer" komme til orde.

Specielt to af disse, "Den Holistiske Doktor" og "Mindblown", har fået kritik.

"Den Holistiske Doktor", Marianne Kirkskov, har på projektets hjemmeside oplyst om blandt andet fjernhealing. Hun har tidligere på YouTube forsøgt ved tankens kraft at suge al coronavirus ind i Jordens midte.

"Mindblown" har postuleret, at hjerter kunne kommunikere med hinanden.

Blandt kritikerne har været andre patientforeninger, læger, egne medlemmer, samarbejdspartnere og politikere. Ikke mindst De Radikales sundhedsordfører, Stinus Lindgreen, der i Nyhedsmagamediet Ræson skrev:

”Naturligvis er det en rigtig god idé (at forsøge at nå unge, red.). Problemet var bare, at man her havde valgt en tilgang, der legitimerede en uskøn blanding af alternativ pseudovidenskab og decideret vås.”

Michelle Obama advarer mod Trump på stjernespækket konvent: ”Tro mig, det kan blive værre endnu”

”Hvis der er en ting, I skal tage med fra min tale i aften, er det dette: Hvis I tror, tingene umuligt kan blive værre, tro mig, det kan de.”

Sådan lød de barske ord fra USA's tidligere førstedame Michelle Obama, der var hovedtaleren på Demokraternes nationale konvent, der blev skudt i gang i nat.

Det skriver DR.

En begivenhed, der normalt er forbundet med tætpakkede arenaer, titusindvis af politiske græsrødder, superstjerner og ballonfest og fejring af partiets præsidentkandidat.

Men coronavirus har sat en effektiv stopper for det politiske cirkus og i stedet omdannet det til en tv-produktion, hvor alle er i gennem via fjernlink og storskærme - og med lidt tekniske vanskeligheder på førstedagen.

Landets udfordringer med økonomisk krise, kampen mod covid-19 og opgøret med den strukturelle racisme fik alle en række minutter på skærmen. Dertil var også en række musikalske optrædener og en lang række af talere, alt sammen bundet sammen af "værten", Hollywood-skuespilleren Eva Longoria.

Blandt hovednavnene var Michelle Obama, der ikke holdt sig tilbage i sin kritik af Donald Trump:

”Donald Trump er den forkerte præsident for det her land, lød det blandt andet fra Michelle Obama, der samtidig opfordrede amerikanerne til at stemme som aldrig før. Som i 2008 og 2012, hvor historisk mange sorte vælgere var med til sikre Barack Obama sine to præsidentperioder.”

Læs hele historien her.

Den første kvinde nogensinde har gennemført hårdt kursus under Frømandskorpset

Hop flere meter ned i vand fra en helikopter, svøm 10 kilometer med fuldt udstyr i tørdragt, og dyk under vand.

Det er bare noget af det, som kursisterne skal igennem på kampsvømmeruddannelsen, der foregår på Frømandskorpsets base i Kongsøre på Nordvestsjælland. Nu har 10 personer lige været igennem, og én af dem, der bestod, er kvinde. Det er første gang nogensinde, at en kvinde er kommet gennem de hårde prøvelser.

Det skriver TV 2.

”Det er helt fantastisk. Jeg har drømt om det her i meget lang tid, så det er stort for mig, og jeg er ret stolt over at have gennemført,” fortæller Lene på Forsvarets hjemmeside. Hendes efternavn er ikke oplyst.

Uddannelsen er et kursus, der hører under Frømandskorpset, men er dog ikke en del af uddannelsen til at blive frømand. Det er et kursus i lignende teknikker, som frømændene skal kunne.

”Vores kursister skal lære at begå og klare sig på havet, hvordan man træder ind på land, og hvordan man holder sig lydløse,” fortæller Jens Birkebæk Bach, der er kommandørkaptajn og chef for Frømandskorpset.

Læs hele historien her.

Nu tipper balancen på boligmarkedet

Nye tider er på vej på boligmarkedet, som i løbet af foråret og sommeren har været i ubalance og oplevet prisstigninger.

Det skriver Finans.  

Coronakrisen har betydet væsentligt større interesse for at købe end for at sælge. Men nu melder flere af landets ejendomsmæglerkæder om en stigende interesse for at sætte boligen til salg. Dermed er der udsigt til et mere naturligt forhold mellem købere og sælgere.

”Det har i udpræget grad været sælgers marked, men det aftager nu. De seneste måneders store køberefterspørgsel får flere sælgere til at sætte til salg. Vi vil se en U-vending på boligmarkedet,” siger Preben Merrild Angelo, administrerende direktør i Realmæglerne, til Finans.

De mange købere og få sælgere i markedet har fået udbuddet af boliger til salg til at falde til det laveste niveau i 13 år. Der er nu 42.000 huse, ejerlejligheder og fritidshuse til salg, hvilket ifølge Arbejdernes Landsbank er 23 procent færre end for et år siden.

”Vi går nu fra exceptionelle tilstande for sælgere, til at markedet bliver mere afbalanceret igen. Det er nok meget fornuftigt. Det betyder, at de fuldstændigt vanvittige rekorder, vi har set, hører op. Det betyder også, at de prisstigninger, vi ejendommeligt nok har set under coronakrisen, vil nærme sig et 0 i tredje kvartal,” vurderer Preben Merrild Angelo.

Læs hele historien her.

Over 1.000 har anmeldt corona som arbejdsskade

Det strømmer fortsat ind med anmeldelser til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) om corona-virus, covid-19.

Per 17. august har AES fået i alt 1.040 anmeldelser om arbejdskader på grund af den frygtede virus. Heraf er der anmeldt 921 erhvervssygdomme og 119 arbejdsulykker.

Det skriver Fagbladet 3F.

Ud af de anmeldte sager er foreløbig 133 blevet anerkendt som en arbejdsskade. 116 af sagerne handler om, at anmelderen er blevet smittet og har været syg med corona-virus.

De sidste 17 sager drejer sig om, at anmelderen for eksempel er blevet syg af at bruge mundbind eller har fået eksem af at bruge gummihandsker i forbindelse med sit arbejde under corona-udbruddet i Danmark.

”Alle de afgjorte sager om diagnosen covid-19 er indtil nu blevet anerkendt, siger presserådgiver i AES,” Christian Frederik Mortensen, til Fagbladet 3F.

AES har indtil videre afvist 139 sager.

”Cirka halvdelen af afvisningerne skyldes, at den tilskadekomne ikke har svaret på spørgeskemaer og rykkere,” lyder det fra Christian Frederik Mortensen.

Region Hovedstaden er med 384 anmeldelser den region, hvor der er flest anmeldelser. Tæt fulgt af Region Midtjylland med 372.

I forhold til brancher topper landets hospitaler listen med 434 anmeldelser om corona-arbejdsskader.

Læs hele historien her.

SF kræver oprydning af 10 jordforureninger på finanslov

Under sandet på stranden Harboøre Tange ligger et giftdepot.

Og det er ikke tilfældigt, at SF i forbindelse med partiets sommergruppemøde holdt pressemøde netop her på den vestjyske strand.

Det skriver TV 2.

Partiet vil have afsat penge på næste års finanslov, som skal bruges på at oprense generationsforureninger som den ved Harboøre Tange, hvor Cheminova deponerede spildevand og giftigt affald.

”Lige her under os ligger et stort giftdepot, der stammer fra Cheminova. Det har mange gode SF'ere gennem tiden kæmpet for at få fjernet,” sagde formand Pia Olsen Dyhr på et pressemøde. ”Den kamp er ikke færdig. Forureningen er stadig en tikkende bombe under os og turismen. For hvem vil have lyst til at bade her, hvis inddæmningen brister?”

SF foreslår at afsætte 750 millioner kroner fra 2021 og tre år frem til at begynde oprensningen af 10 generationsforureninger.

Danske Regioner har fremlagt en plan for, hvordan det kan ske i årene 2021-2032. Det er første fase af regionernes plan, som SF vil føre ud i livet.

Hos Dansk Industri (DI) mener man, at det er tid til at tage fat på opgaven og få ryddet op.

”Det er komplekst at ryddet op efter de store såkaldte generationsforureninger. Men i de seneste år har danske virksomheder udviklet nye teknologier, som gør det overkommeligt at rense jorden,” siger Karin Klitgaard, chef for miljøpolitik og cirkulær økonomi i DI.

Læs hele historien her.

Kåre Traberg Smidt skifter Alternativet ud med Fremad

Kåre Traberg Smidt, medlem af Borgerrepræsentationen i København, skifter parti fra Alternativet til Fremad.

Det skriver Berlingske.

Fremad har dermed fået sin første kommunalpolitiker.

Det er ikke første gang, Kåre Traberg Smidt skifter parti. Det gjorde han også i 2015, hvor turen gik fra Venstre til Alternativet, fordi han var utilfreds med Venstres udlændigepolitik.

Kåre Traberg Smidt stillede op til kommunalvalget for Alternativet i Københavns Kommune i 2017. Han blev ikke valgt ind, men blev i stedet 1. suppleant. Det udviklede sig imidlertid til en permanent plads i Borgerrepræsentationen, da partifællen Maja Krog udtrådte i oktober 2018.

Læs hele historien her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet