Hjort begraver indslusningsløn efter pres fra LO og DI

Finansminister Claus Hjort Frederiksen trækker nu sit omdiskuterede forslag om en indslusningsløn til flygtninge. Det bliver alligevel ikke en del af de kommende trepartsforhandlinger.
Et intenst pres fra både lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer har finansminister Claus Hjort Frederiksen tilsyneladende besluttet at droppe forslaget om en såkaldt ’indslusningsløn’ på det danske arbejdsmarked.

De seneste dage har både politikere, faglige ledere og arbejdsgiverrepræsentanter vendt sig mod ideen om, at Finansministeren skal blande sig i reguleringen af lønforholdene på det danske arbejdsmarked. Og det får nu finansministeren til at trække i land:

Jeg kan bare konstatere, at der fra arbejdsmarkedets partier ikke er interesse i eller vilje til at indføre en indslusningsløn, og det må jeg jo så tage til efterretning. Derfor er det ikke et spor, jeg forfølger. Men så håber jeg bare, at der vil være større forståelse for, at de her mennesker altså skal hurtigere ud i virksomhederne, for det er på den måde, integrationen bliver bedst”, udtaler finansministeren i dag til Politiko.

Forslaget indgå i de kommende trepartsforhandlinger mellem regeringen, fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne. Blandt andet den liberalistiske tænketank Cepos og De Radikales formand Morten Østergaard har støttet forslaget. Men med dagens udmelding må det nu anses for definitivt at være taget af bordet.

Ordning skulle ifølge Hjort have gjort det muligt for arbejdsgivere at ansætte flygtninge til en løn på eksempelvis 70 kroner i timen, altså væsentligt under den overenskomstmæssige mindsteløn. Det skulle kompensere for, at mange flygtninge ikke har de nødvendige kvalifikationer til at tage et job på ordinære vilkår på det danske arbejdsmarked.

Ud over den principielle modstand mod, at regeringen skal blande sig i lønforholdene på det danske arbejdsmarked, har især socialdemokrater og fagbevægelsen frygtet, at en indslusningsløn i praksis vil resultere i ’løntrykkeri’ på det danske arbejdsmarked:

Ved at betale flygtninge og indvandrere i Danmark en indslusningsløn på 70 kroner vil man presse lønnen på resten af det danske arbejdsmarked. Hvis målet er, at flere flygtninge og indvandrere skal i arbejde, vil ordningen overhovedet ikke have en effekt”, skrev socialdemokraternes formand Mette Frederiksen og Metal-formand Claus Jensen forleden i et debatindlæg i Berlingske.

Heller ikke hos arbejdsgiverorganisationerne har man set den store fidus i indslusningsløn, heller ikke som redskab til at få flygtninge i arbejde. I stedet ønsker man at forbedre nogle af de ordninger, der allerede findes i dag:

Vi har nogle udmærkede redskaber. De kan godt forbedres og benyttes noget mere, og det er de ting, vi skal kigge på. Men vi mener altså, at de redskaber, vi har, er overlegne i forhold til indslusningsløn” fortalte underdirektør i DI, Steen Nielsen, for nylig til Ugebrevet A4.


Flere artikler om emnet

Annonce