Annonce

Hjort i 2012: Har ikke fantasi til at forestille mig nye trepartsforhandlinger

Lars Løkke gentog i går, at regeringen vil indbyde til trepartsforhandlinger. Det er ellers ikke mere end tre år siden, at finansminister Claus Hjort Frederiksen udelukkede trepartsforhandlinger under en kommende Venstreregering.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen gentog i gårsdagens åbningstale sit ønske om, at indkalde arbejdsmarkedets parter, det vil sige fagforbund og arbejdsgiverorganisationer, til trepartdrøftelser.

I Danmark har vi haft en tradition for, at lønmodtagerne, arbejdsgiverne og politikerne sammen laver trepartsaftaler om væsentlige samfundsspørgsmål. Det er en god tradition. Den vil vi genskabe”, lød det fra statsministeren.

Det er ellers ikke mere end tre år siden, at der lød helt andre toner fra Venstre. I kølvandet på de sammenbrudte trepartsforhandlinger mellem fagbevægelsen og den daværende SFR-regering afviste den nuværende finansminister Claus Hjort Frederiksen nemlig enhver snak om fremtidige trepartsdrøftelser mellem fagbevægelsen og en kommende Venstre-ledet regering:

I min optik var det her sammenbrud dødsstødet til trepartsforhandlingerne. Det er kulminationen på en udvikling, som har været længe undervejs (...) Det er meget svært at forestille sig meningsfyldte trepartsdrøftelser efter det her”, lød det dengang fra Claus Hjort.

Ifølge Claus Hjort Frederiksen lå det helt uden for hans fantasi at forestille sig, at der kan laves aftaler mellem en borgerlig regering og fagbevægelsen: ”Jeg kan bare ikke forestille mig, hvis vi i morgen fik en VK-regering eller en borgerlig regering, at fagbevægelsen ville være i stand til at lave aftaler med os. Det har jeg bare ikke fantasi til at forestille mig”.

Hjort begrundede blandt andet afvisningen af trepartsdrøftelser med, at fagbevægelsen har valgt en alt for tæt alliance med Socialdemokraterne:

Man meldte sig ind i kampen mod det borgerlige Danmark – altså mod VK og mod Dansk Folkeparti. Og det gør selvfølgelig, at balancerne bliver anderledes. For fra mit synspunkt har fagbevægelsen jo nu meldt sig ind i Socialdemokraterne, eller også er det omvendt – det kan jeg ikke helt finde ud af”.

Claus Hjort Frederiksens udmelding blev dengang mødt med stor underen i fagbevægelsen. Hvad der har ændret sig de sidste tre år, siden Venstre nu gerne vil snakke trepartsdrøftelser, står ikke helt klart. Men der er åbenbart sket noget, som har påvirket Claus Hjort Frederiksens fantasi, så han nu tror på en trepartsaftale.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen skal temaerne for trepartsdrøftelser blandt andet være styrkelse af konkurrenceevnen så der skabes flere private arbejdspladser, bedre uddannelser gennem flere praktikpladser og bedre rekruttering af medarbejdere til virksomheder gennem indvandring af arbejdskraft.


Flere artikler om emnet