HK-formand: Fyr flygtningeboss!

Formand for HK-Privat vil have Dansk Flygtningehjælps generalsekretær til at indstille krav om indslusningsløn til flygtninge.
Hold op med at tale om indslusningsløn til flygtninge eller også må du ud. Så klar er beskeden for sektorformand Simon Tøgern fra HK-Privat, til generalsekretær Andreas Kamm fra Dansk Flygtningehjælp.

Ideen med indslusningløn er, at virksomhederne skal have lov til at ansætte flygtninge til en løn under overenskomsten. Det skulle øge virksomhedernes lyst til at ansætte folk med flygtningebaggrund og dermed forbedre integrationen og lette presset på de offentlige kasser.

Men den model er der ikke meget opbakning til fra Simon Tøgern, der repræsenterer 100.000 privatansatte HK’ere uden om detailhandlen. I et indlæg på Facebook med overskriften ” BOYKOT DANSK FLUGTNINGEHJÆLP” skriver HK-formanden blandt andet:

”Andreas Kamm har ved flere lejligheder understreget sit manglende kendskab til de mekanismer, der regulerer det danske arbejdsmarked. På trods heraf fortsætter han. Følger man Andreas Kamms anbefaling, så vil det betyde at titusindvis af de dårligst lønnede danske lønmodtagere må forudse at de bliver tvunget ned i løn. Det vil med sikkerhed ikke bidrage til en ordentlig og værdig integration af flygtningene. Tværtimod!”

Simon Tøgern mener, at Dansk Flygtningehjælp har ladet sig spænde for arbejdsgivernes vogn og i en god sgas tjeneste undergraver den danske arbejdsmarkedsmodel.

”LO, FOA, HK, Danmarks Lærerforening og andre faglige organisationer er medlem af Dansk Flygtningehjælp. Jeg mener ikke, at vi kan leve med at den daglige ledelse af Dansk Flygtningehjælp bruger verdens aller mest udsatte mennesker (flygtningene) som rambuk for at undergrave danske overenskomster og disses lønbestemmelser.”

Derfor giver Simon Tøgern flygtninge-generalsekretæren et ultimatum:

”Enten må Andreas Kamm indstille sin kampagne omgående eller også må Dansk Flygtningehjælp fyre ham. Sker en af de to ting ikke, så vil jeg arbejde for at de faglige organisationer melder sig ud af Dansk Flygtningehjælp”

Indlægget fra Andreas Kamm og Larr Storr-Hansen med forslaget om indslusningsløn kan læses her.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook