HK vinder retssag: Det Faglige Hus skal betale 10.000 kroner til HK-medlem

CPR-sjusk

HK vinder retssag: Det Faglige Hus skal betale 10.000 kroner til HK-medlem

Retten slår fast, at Det Faglige Hus A-kasse har behandlet personoplysninger ulovligt, da de forsøgte at overflytte medlem uden samtykke

HK og Det Faglige Hus
Billedtekst
HK og Det Faglige Hus
Foto: HK og Det Faglige Hus

Mandag faldt der dom i en sag ved Retten i Esbjerg mellem HK og den gule Det Faglige Hus – A-kasse, som Netavisen Pio tidligere har beskrevet.

Sagen drejer sig om, at HK har anklaget Det Faglige Hus for at bruge et HK-medlems personoplysninger til at indlede en overflytning af medlemmet til Det Faglige Hus A-kasse – dog uden medlemmets samtykke.

Retten i Esbjerg har givet HK medhold i sagen, og Det Faglige Hus skal betale 10.000 kroner i godtgørelse til medlemmet.

Formand i HK Privat, Kim Jung Olsen, glæder sig over sagens udfald:

“Det er ikke en bagatel, når personoplysninger behandles så lemfældigt, som i sagen her. Det Faglige Hus' håndtering har været helt uden omtanke for både regler og det berørte medlem, og det er jeg tilfreds med, at vi har slået ned på,” siger han i en pressemeddelelse.

Sagen kort

I februar 2024 modtager HK A-kasse en anmodning fra Det Faglige Hus A-kasse om overførsel af det pågældende medlem.

HK kontakter derefter medlemmet, der bliver chokeret, da hun aldrig har delt sit CPR-nummer med Det Faglige Hus og ikke ønsker at blive overflyttet.

Ifølge Det Faglige Hus bliver der sat gang i overflytningen, fordi de har modtaget en indmeldelsesblanket med medlemmets CPR-nummer – dog med et navn og telefonnummer, som ikke matcher medlemmets oplysninger.

Da det bliver opdaget, at der er tale om en fejl, annullerer Det Faglige Hus overflytningen, men undlader at kontakte medlemmet, melder det ikke til datatilsynet og er længe tilbageholdende med at oplyse, hvor CPR-nummeret stammede fra, hvilket er i strid med GDPR-reglerne.

Medlem så "spøgelser"

Advokat og politisk juridisk konsulent i HK Klara Hoffritz oplyser til Netavisen Pio, at den forurettede i sagen – omtalt som A – i høj grad har været påvirket af sagen.

A er meget påpasselig med sine oplysninger og har i mange år blandt andet haft hemmeligt nummer.

I forbindelse med sagen har hun derfor været bange for at nogen forsøgte at misbruge hendes oplysninger, siger advokat Klara Hoffritz:

“For lige præcis det her medlem betød det virkelig meget. Hun værner om sine oplysninger, og derfor blev hun frygtelig nervøs, da hun fik den her oplevelse.”

Læs også:HK hiver Det Faglige Hus i retten: Forsøgte at overflytte medlem uden samtykke

Af sagsakterne fremgår det, at A i flere dage har haft det psykisk skidt, sovet dårligt og
set ”spøgelser” som følge af sagen.

Udover at skabe utryghed, kunne en overflytning til Det Faglige Hus have medført, at A potentielt mistede sin anciennitet til HK’s lønforsikring, hvor hun har været medlem i mere end 30 år.

“Under al kritik”

Det Faglige Hus har erkendt, at der er sket en fejl, og at en overflytning af A aldrig skulle være påbegyndt.

Dog afviser de at have været dataansvarlige for deres behandling af A’s personoplysninger eller have haft pligt til at anmelde forholdet som et brud på persondatasikkerheden, der er HK’s anke.

Det mener jeg ikke, at man kan tillade sig overfor nogen mennesker

Den holdning delte Retten i Esbjerg dog ikke, hvorfor deres krav om frifindelse ikke blev imødegået til glæde for advokat Klara Hoffritz:

“Fejl kan selvfølgelig ske. Men det, der i virkeligheden er problemet, er den måde, de håndterer fejlen på. Det, som falder os for brystet, det er, at Det Faglige Hus bare trækker på skuldrene,” siger hun og uddyber:

“Jeg mener, at hele deres attitude ved bare at sige, at det var bare en fejl og så lade som ingenting, er under al kritik. Det mener jeg ikke, at man kan tillade sig overfor nogen mennesker.”

Skuffende dom, men trods alt en sejr

HK havde rejst krav om betaling af 50.000 kroner i erstatning til A.

Ifølge advokat Klara Hoffritz, havde de håbet på en godtgørelse, som kunne kompensere medlemmet for den svære tid, hun gennemgik, efter Det Faglige Hus havde forsøgt at overflytte hende til deres a-kasse:

“Vi fik kun 10.000 kroner og det er ingen hemmelighed, at vi ønskede et højere beløb. Det skal vi i samarbejde med vores medlem nu vurdere, om vi synes er tilstrækkeligt, eller om sagen skal forsøges indbragt for landsretten for at få vurderet, om det er rette niveau for godtgørelsen i sådan en sag her.”

Læs også:Stress, frygt og interne hierarkier – sådan beskriver tidligere ansatte Det Faglige Hus A-kasse

I første omgang glæder de sig over at have fået medhold i sagen, oplyser hun.

Det Faglige Hus - A-kasse er udover godtgørelsen til medlemmet blevet pålagt at skulle betale sagens omkostninger, der lyder på 20.750 kroner.

Det Faglige Hus skriver i en pressemeddelelse, at de ikke er ansvarlige for behandlingen af data, da de ifølge dem selv er blevet "misbrugt til falsk indmeldelse".

Opdateret kl. 16.25 med oplysning om, at Det Faglige Hus har udtalt sig i en pressemeddelelse.

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Bjarne (ikke efterprøvet) den Torsdag den 23.04.2026 - 08:58

"Retten slår fast, at Det Faglige Hus A-kasse har behandlet personoplysninger ulovligt, da de forsøgte at overflytte medlem uden samtykke"

Svindlere - hold dig væk fra de gule...

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.