Højere skat skal være en reel mulighed

Skattedebat 2: Hvis vi vil sikre en anstændig tilværelse for folk med et almindeligt ufaglært arbejde, så skal vi se på den økonomiske omfordeling.
Det er efterhånden blevet et ufravigeligt socialdemokratisk mantra, at skatten ikke må stige. Og jeg ser endda også partifæller, der argumentere for at Socialdemokratiet skal engagere sig mere i kampen for skattelettelser. Det kan der sikkert være mange gode grunde til, men hvad betyder den vej for det samfund som vi gerne vil stå i spidsen for?

Som de økonomiske udsigter er, bliver der måske lige råd til at holde hånden under de ældre, sygehusene og skolerne – og selv hvis vi opgiver drømmen om lavere skat, så bliver der hverken råd til en genopretning af uddannelsessystemet, etableringen af et retfærdigt pensionssystem for nedslidte ældre, eller et mere grundlæggende opgør med den accelererende ulighed.

Er det det vi vil?

Velfærden og vælgerne skriger på robust finansiering
Den store udfordring er, at Socialdemokratiet får svært ved at give nogle socialdemokratiske svar på fremtidens udfordringer, medmindre vi som minimum erklærer os parate til at se på de senere års mest hovedløse skattenedsænkninger.

Den rigeste procent alene, så har de fået 81.000 kroner mere til sig selv.

Ifølge AE-rådet, er skatterne de sidste 15 år blevet sænket med 52 milliarder. Størstedelen af de 52 milliarder kroner har været sænkninger af indkomstskatterne, som er gået til de rigeste 20 procent. Det har betydet, at de 10 procent rigeste har fået 33.000 kroner mere årligt mens fattigste 10 procent kun har fået 1.000 kroner mere til forbrug. Ser man på den rigeste procent alene, så har de fået 81.000 kroner mere til sig selv.

[read-also]

For tiden handler økonomisk politik udelukkende om hvordan man skal bruge det såkaldte økonomiske råderum. Før forsvarsforliget var råderummet på 36 milliarder kroner. Penge som stammer fra højrefløjens forskellige velfærdsforringelser, primært som følge af en højere pensionsalder.

Den såkaldte velfærdsprocent i Odense har sikret socialdemokratiet et flot kommunalvalg, og gjort dem i stand til at løfte kvaliteten af deres skoler, ældrepleje og vuggestuer

Nu er der cirka 23 milliarder kroner tilbage. Det er og  lyder stadig af meget. Men selv hvis Socialdemokratiet vinder alle slagsmål, og bruger rub og stub af det resterende beløb på børnehaver, skoler, sygehuse og hjemmehjælp, vil der (på grund af flere ældre og stigende børnetal) kun lige akkurat være råd til at holde fast i det nuværende serviceniveau.

I flere kommuner som Holbæk og især Odense har man været opmærksomme på denne udfordring. Derfor har man i den mere borgernære virkelighed taget konsekvensen og hævet skatten for at kunne finansiere et velfærdsløft. Den såkaldte velfærdsprocent i Odense har sikret Socialdemokratiet et flot kommunalvalg, og gjort dem i stand til at løfte kvaliteten af deres skoler, ældrepleje og vuggestuer.

At tale om skat er at forsvare vores samfundsmodel
Det er klart, at der er negative konsekvenser ved at hæve skatterne, især for de laveste indkomster, og vi skal ikke tilbage hvor vi var i 2001. Men som socialdemokrater bør vi også turde tale åbent og positivt om skat og hvad den gør os i stand til at gøre i fællesskab.

Som socialdemokrater bør vi også turde tale åbent og positivt om skat og hvad den gør os i stand til at gøre i fællesskab.

Hvis ikke vi gør det, overlader vi hele den ideologiske spillebane til højrefløjen, som langsomt med sikkert vil fortsætte med fjerne fundamentet for det socialdemokratiske velfærdssamfund. Område for område vil højrefløjen aldrig blive i stand til at argumentere imod fornuften i et stærkt offentligt fællesskab, men vi har alt for længe ladet dem fjerne finansieringen.

Hvis Socialdemokratiet skal lykkedes med at forklare fornuften i et relativt højt skattetryk, er vi nødt til at etablere en tydelig kobling imellem de problemer vi ønsker at løse, og den finansiering vi peger på. Jeg vil forslå at man starter med behovet for et uddannelsessystem i den absolutte verdensklasse, adresserer behovet for et holdbart pensionssystem, og løser bare noget af det grundlæggende problem med eksplosivt stigende ulighed. 

1. Uddannelse
En af de få sikre svar på hvordan vi kan ruste Danmark, og vores medborgere til en hyperglobaliseret verden, er stadig mere og bedre uddannelse på alle niveauer. Den nuværende regering fører en direkte krig imod viden og uddannelse. Den udvikling er vi nødt til at vende. Vi kan måske klare lidt via effektiviseringer, men særligt når det gælder uddannelse, hænger investering og kvalitet uløseligt sammen.

2. Pension og tilbagetrækning
Danmark har i dag Europas højeste pensionsalder. Det er på mange måder klogt og nødvendigt. Problemet er at man med afskaffelsen af efterlønnen fjernede man den eneste udvej, for dem som er for nedslidte til at arbejde helt ind til den forhøjede pensionsalder, men for raske førtidspension.

Alle kan se at det nuværende pensionssystem helt entydigt er til gavn for den øvre middelklasse, med deres høje uddannelser og stillesiddende arbejdsliv. Det er både uretfærdigt og helt uholdbart. Det kan ikke lave det om, uden finansiering.

3. Økonomiske ulighed
Den økonomiske ulighed accelerer. Det er der mange årsager til. En årsag er lønpres på lavtlønsgrupperne, som følge af social dumping, robotisering og meget mere. En anden årsag er, at de eksisterende formuer forrentes højere end reallønsudviklingen på arbejdsmarkedet. En tredje årsag, er at sats-puljeforliget og Helle Thorning Schmidts skatteaftale. En anden årsag er, at år efter år sænker satserne for dagpenge, SU, kontanthjælp og så videre. Samtidig med at der indfases skattelettelser som primært gavner de rigeste.

Hvis vi ønsker at sikrer at folk med et almindeligt ufaglært arbejde, kan opretholde en anstændig tilværelse, kommer vi ikke uden om at se på økonomisk omfordeling.

Hvis vi ønsker at vende denne udvikling og sikre at også folk med et almindeligt ufaglært arbejde, kan opretholde en anstændig tilværelse, kommer vi ikke uden om at se på økonomisk omfordeling.

Alle Socialdemokrater ønsker at løfte middelklassen, men de der tror på, at der findes en genvej igennem lavere skatter, tager fejl af redskabet. Lavere skatter vil kun betyde dårligere skoler, dårligere sundsvæsen og en endnu dårligere pensionssystem for den middelklasse som vi alle ønsker at løfte.


Søren Sand Kirk
er medlem af Socialdemokratiet i Hvidovre

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.


Kommentarer fra Facebook