Arv er ekstra bonus, som nogle mennesker får for at blive født. Det eneste de har gjort for at komme betragtning til arven er at udvikle sig fra embryo til nyfødt. Og nogle mennesker får sågar ekstremt meget i arv. Helt tilsvarende uden selv har gjort det mindste.

Det er ikke slid, hårdt arbejde og særlige evner, der giver arv. Det er ren held. Arv går til dem, der er født ind i rige familier, dem der er bragt til verden på den lyserød sky og lever Fætter Højben-Style.

Det er ikke slid, hårdt arbejde og særlige evner, der giver arv. Det er ren held.

Men nu er det øjensynligt lige præcis disse rige mennesker, der skal sænke deres bidrag til fællesskabet. Højrefløjens stålsatte ambition om at sænke topskatten kuldsejlede totalt og er med Danske Folkepartis rolle i dansk politik henvist til et liv på havbunden. Her skal arveafgiften være den nye guldkalv, der skal tilbedes for at skaffe de rige flere penge mellem hænderne.
Inspiration fra konservative republikanere

Det er tydeligt, at fortalerne for sænkning af arveafgiften er i følelsernes vold, når de plæderer deres sag. Det gælder for både virksomhedsejere og hardcore ideologer.

Mens venstrefløjen mest henviser til statistikker, analyser og internationale økonomer, så banker højrefløjen speederen i bund på de store følelser. De taler iltert om voldsomme ord som ’dødsskat’ og ’gravrøveri’.  Inspirationen fra de amerikanske liberalister og deres framing om 'Death Tax' fornægter sig ikke. Der er tale om en ideologisk kampagne, som har været under opsejling i årevis.

Mens venstrefløjen mest henviser til statistikker, analyser og internationale økonomer, så banker højrefløjen speederen i bund på de store følelser.

Og når både regulære argumenter og den amerikanske retorik slipper op, så bliver selveste Aksel Sandemose og ældgamle tanker om Janteloven sågar også trukket frem. Alverdens arvegods skal øjensynligt af huse for at mønstre opbakning bag lempelse af arveafgiften.

Men hvad nu, hvis det ikke var jalousi eller ærgerrighed, der var årsagen til, at der for tiden bliver stillet skeptiske spørgsmål ved samfundsværdien af at afskaffe eller lempe arveafgiften?
Effektiv og retfærdig skat

Som AE-Rådets direktør Lars Andersen for nylig forklarede her i avisen, så opfylder arveafgiften tre kriterier for at være en ’god’ skat eller i hvert fald en skat, der virker målrettet efter hensigten. Den er retfærdig, fordi det er de højeste indkomster, der bidrager med mest, mens folk med små formuer slet ikke bliver ramt. Den er nem at opkræve, fordi der alligevel laves en opgørelse over boet. Og så mindsker den ikke de økonomiske incitamenter til at arbejde – måske tværtimod.

Når vi beskatter arv, så rammer vi netop en indkomst, som potentielt set kan få os til at vælge hængekøjen frem for arbejdsmarkedet. Arv giver os mulighed for at drosle ned, holde ferie og arbejde færre timer. Det kan derfor påvirke arbejdsudbuddet negativt at fjerne eller sænke arveafgiften – den slags plejer netop at være kongstanker på højrefløjen.

Når vi beskatter arv, så rammer vi netop en indkomst, som potentielt set kan få os til at vælge hængekøjen frem for arbejdsmarkedet.

Statens indtægter fra arveafgiften har ligget stabilt siden slutningen af 1990’erne målt som andel af vores bruttonationalproduktet. Arveafgiften rammer alene formuer over 300.000, hvorfor kun cirka halvdelen er alle enlige efterlader en arv, som bliver beskattet, ligesom ægtefæller i øvrigt også er friholdt. Arveafgiften er i dag på blot 15 procent. 85 procent af arven ryger altså direkte ned i forret på arvingerne.
Lavere arveafgift handler om at belønne de rige

Selv en af den klassiske liberalismes fædre Adam Smith har udtalt, at  ”der ikke findes nogen rettighed, der er sværere at retfærdiggøre, end retten til at disponere over sin formue efter døden.”

Den liberalisme, som Adam Smith var fortaler for, ønskede et opgør med den gamle aristokratiske elites nedarvede privilegier.

Selvom Adam Smith og hans ligesindede ikke har kommenteret aktuelt på den nuværende arveafgift i Danmark, så kan man godt tillade sig at sige, at den liberalisme, som Smith var fortaler for, netop ønskede et opgør med den gamle aristokratiske elites nedarvede privilegier. Det var menneskets flid der skulle belønnes – ikke om de var født ind i en rig eller fattig familie.

Så uanset om vi ser på det økonomisk eller moralsk, så er det uhyre svært at finde gode argumenter for at afskaffe arveafgiften. Argumenterne for at sænke arveskatten kan de facto reduceres til at pointe om at ville fylde mere i lommerne på samfundets rigeste. Det må vi jo så bare alle sammen afveje om vi har lyst til eller ej.

 

Jens Jonatan Steen, er chefredaktør for Netavisen Pio