Annonce

Hønge - det bliver nok Folketinget

SF har fået to EU-mandater - Karsten Hønge ser ud til at få mandat to, men stiller også op til Folketinget: "Vi får meget svært ved at undvære ham i Folketinget," siger gruppeformand Jacob Mark
SF står i et dilemma efter at partiet i aftes fik et kanonvalg ved valget til Europa-Parlamentet, hvor SF gik frem fra et til to mandater.

Første mandat går med sikkerhed til partiets spidskandidat og grand old lady, Margrethe Auken. Mandat nummer to går med stor sandsynlighed til partiets populære og slagfærdige politiske ordfører i Folketinget, Karsten Hønge. Men Hønge genstiller også op til Folketinget og bliver med meget stor sandsynlighed genvalgt til Folketinget.

Loven forbyder at man sidder i både Folketinget og EU-Parlamentet, så nu skal SF-toppen beslutte, om Hønge skal fortsætte i Folketinget - eller om han i stedet skal tage fem år i EU-Parlamentet.

SF-toppen afgør - i samråd med Karsten Hønge - sandsynligvis spørgsmålet senere mandag. Men udtalelser fra SF's gruppeformand, Jacob Mark, mandag formiddag tyder på, at det ender med, at Hønge - og SF - vælger Folketinget.

"Men vi får meget svært at undvære ham i Folketinget," konkluderer Jacob Mark således mandag formiddag over for Radio24syv.

der er hårdt brug for Hønge i Folketinget til at løfte emner som især ulighed, social dumping og løsninger for de nedslidte

Jacob Mark understreger, at der er hårdt brug for Hønge i Folketinget til at løfte emner som især ulighed, social dumping og løsninger for de nedslidte.

Fire navne i spil til mandat nummer to

Dermed tyder alt på, at Hønge snupper en periode mere i Folketinget - og dermed fravælger Europa-Parlamentet. Også selv om Karsten Hønge - målt på optællingen af omkring fem procent af de personlige stemmer - ser ud til at få cirka tre gange så mange personlige stemmer, som den SF'er der får tredjeflest stemmer.

Kampen om hvem, der får tredjefleste personlige stemmer er lige nu et hårdt kapløb mellem ikke mindre end fire SF-kandidater: Peter Westermann, der står som nummer tre på SF's opstillingsliste, nummer fire på listen, Kira Marie Peter-Hansen, nummer syv på listen, Rikke Lauritzen og Kirstine Bille, der er nummer fem på listen.

Den af de fire, der får flest personlige stemmer er dén, der sandsynligvis indtager SF's mandat nummer to i Europa-Parlamentet.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet