Høje afkast ender med kæmpe regning

Vi skal sikre at pensionsselskaberne investerer i de virksomheder, der arbejder for vores fællesskab – og ikke i de banker, der søger at undergrave os. Kortsigtet profit kan sætte vores velfærd over styr, hvis ikke vi stiller krav til de, der styrer vores fælles formue.
Som ufaglært postarbejder var jeg rystet over, at banken pressede på for, at jeg og mine kollegaer pensionsformue burde investeres i virksomheder, der påtænker at flytte ufaglærte arbejdspladserne til lavlønslande.

Pensionsselskabernes ensporede fokus på høje afkast kan ende med en kæmpe regning. Kortsigtet profit kan sætte vores velfærd over styr, hvis ikke vi stiller krav til de, der styrer vores fælles formue. Vi skal sikre at pensionsselskaberne investerer i de virksomheder, der arbejder for vores fællesskab – og ikke i de banker, der søger at undergrave os.

Chokket fra London
I efteråret var jeg på rejse med én af de større pensionskasser til investeringscentrummet, The City of London. Jeg deltog i et møde med Bank Swiss omkring fremtidige investeringer. Jeg fik et chok da banken fremlagde deres forslag til fremtidige investeringer. Banken lod det tydeligt skinne igennem deres oplæg, at banken ligesom pensionskassen fokuserede ensidigt på afkastet, uanset hvad dette ellers kunne have af konsekvenser. Undervejs stillede jeg et opklarende spørgsmål om sociale og etiske investeringer men blev hurtigt ”viftet af”. Socialt medansvar var tydeligvis uden for banken interesse sfære.

Banken anbefalede særligt 3 områder, hvor pensionskasserne med fordel kunne sikre højere afkast. For det første anbefalede banken, at man investerede i finansverdenen, da afkastende er tocifrede procenter år efter år. For det andet, at man investerede i globaliseringen, særligt med fokus på flytning af arbejdspladser for højtlønlande, til lande med et ”lavere omkostningsniveau”. For det tredje at investere i de virksomheder der producerer luksusvarer, da den stigende ulighed på verdensplan have skabt en rig overklasse der lever i massivt overforbrug.

Fælles for de tre er, at de alle modarbejder en samfundsmodel hvor øget lighed og sikring af kollektivet står øverst på dagsordenen. Som ufaglært postarbejder var jeg rystet over, at banken pressede på for, at jeg og mine kollegaer pensionsformue burde investeres i virksomheder, der påtænker at flytte ufaglærte arbejdspladserne til lavlønslande. Vi ”tilbydes” at sælge gode arbejdspladser, til fordel for hurtig profit. En kortsigtet fest, men for de fremtidige generationer af ufaglærte, vil der intet job være at få.

Finanssektoren fortsætter som om intet var hændt
Men måske det egentligt ikke burde overraske mig. Det var trods alt finansverdenen, der bragte os ud i den største krise siden 30’erne. En krise, der har tvunget mange lande til at skære massivt i landenes velfærd og sikring af den enkelte, alt i mens direktørerne i bankerne har scoret stadigt større bonusser.

Uligheden er steget på verdensplan i takt med en hastigt voksende finanssektor og mange millioner af mennesker oplever i dag, at deres fremtid er usikker. Tusindvis af arbejdspladser er flyttet fra de rigere vesteuropæiske lande til lande hvor rimelige lønninger og faglige rettigheder er ikke eksisterende. For de arbejdspladser, der er blevet tilbage, er presset på de ansatte steget.

De danske pensionskasser og dermed de danske arbejdstagere sidder på en af verdens største formuer. Mere end 3100 milliarder kroner og formuen vokser hastigt. Milliarderne bruges i dag til at sikre højst mulige afkast men de burde bruges mere målrettet. De kunne sikre, at de virksomheder der behandler dets ansatte med værdighed og respekterer de grundlæggende rettigheder for lønmodtagere, har mulighed for at udkonkurrere de virksomheder, der har et ensidigt fokus på profit.

Vi skal stille større krav til pensionskasserne
Det er ikke godt nok, at man ”blacklister” virksomheder der producerer klyngebomber eller er særligt ødelæggende for miljøet. Pensionskasserne skal stille krav til virksomhederne, om at efterleve Den internationale arbejdsorganisations konvention, om globale arbejdstagerrettigheder. Men også, at virksomhederne går foran og arbejder for at de ansattes rettigheder styrkes.

Vi burde eksempelvis investere i de flyselskaber, der har indgået kollektive overenskomst med flypersonalet og hermed presse Ryanair på to fronter. Vores pensionsformue kan stimulere de selskaber, der opfører sig ordenligt – og samtidig være med til at sikre at de, der ikke gør i fremtiden vil mangler investeringsmidler.

Vi må aldrig bruge lønmodtagernes egne midler til at svække os selv. Pensionskasserne burde i fællesskab udarbejde et sæt spilleregler, der sikre at investeringerne ikke bare efterlever lovgivningen men er visionsskabende i kampen for at sikre gode arbejdsforhold.

Pensionskasserne har ansvaret for, at forvalte en stor del af lønmodtagernes midler. Et ensidigt fokus på afkast er ikke i fællesskabets interesse, hvis afkastet bygger på øget ulighed og kortsigtede profit. Vi må aldrig bruge lønmodtagernes egne midler til at svække os selv. Pensionskasserne burde i fællesskab udarbejde et sæt spilleregler, der sikre at investeringerne ikke bare efterlever lovgivningen men er visionsskabende i kampen for at sikre gode arbejdsforhold.

Høje afkast vil i det lange løb udskrive en kæmpe regning til fællesskabet. En regning som vi, til den tid, måske ikke vil være i stand til at betale. Vi skal stille større krav til pensionskasserne om, at investere i vores alle sammen fremtid. De kan være vores stærkeste våben i kampen for et rigere og mere lige samfund.

 

Morten Søndergaard (f. 1975) er 3F'er og Fællestillidsrepræsentant ved Internationalt og Københavns Postcenter.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.


Kommentarer fra Facebook