Højre og venstre er død

Flygtningedebatten viser med al tydelighed, at det er umuligt at definere, hvilke partier der er højre- og venstreorienterede.
Dit højreorienterede svin. Din blødsødne venstreorienterede idiot. Politiske uenigheder bliver oftest understreget med fløjstemplet, men det giver absolut ingen mening. Og er man det mindste i tvivl om det, er det blot at følge med i den seneste tids flygtningedebat.

Socialdemokraterne viser lige nu, at man sagtens kan have en nogenlunde midtsøgende fordelingspolitik, mens værdipolitikken bevæger sig hastigt i en anden retning. De stramninger og den retorik, som partiet i øjeblikket anvender i flygtningedebatten, ligger temmelig fjernt fra det, der altid har opfattet som det at være venstreorienteret.

Efter den blå Helle Thorning-Schmidt abdicerede, har partiet atter fået en ægte klassisk socialdemokratisk leder ved roret i form af Mette Frederiksen, der vil trække partiet mod venstre. Sådan blev billedet i hvert fald tegnet af hende i pressen, og dermed udstiller det også med voldsom kraft, at man netop ikke kan trække et parti mod venstre eller højre.

S og SF brager mod V og K
Lysten til at hjælpe et menneske i nød bliver nu målt på tre andre parametre end den klassiske socialisme: Har vi råd til det, er der plads til dem, og kan vi rumme det uden at give køb på den ægte danskhed?

Her er S braget mod højre siden formandsskiftet, hvis vi vel at mærke måler det på den skala i værdipolitikken, der defineres som rummelighed i udlændingespørgsmålet. Tidligere har partiet endda været markant fortaler for multikulturalisme. Det er ikke just de toner, der lyder i øjeblikket. SF bevæger sig stærkt i hælene på S i det spørgsmål.

Det her skal på ingen måde læses som om, at jeg har en holdning til, hvad der er det rigtige og forkerte at gøre lige nu. Det er blot et forsøg på at vise, at der ikke længere findes venstre- og højreorienterede i Danmark.

Se bare på Det Radikale Venstre. Nuvel, de har også flyttet sig lidt i flygtningespørgsmålet, men med SFs markante kursskifte ligger de nu kraftigt til venstre i humanistiske spørgsmål og er meget mere tolerante og åbne over for at hjælpe flygtninge i Danmark. Deres fordelingspolitik til gengæld, i særdeleshed personificeret af skattepolitikken, kliner sig opad Liberal Alliances. Sidstnævnte er der det absolut mest liberale parti i landet, når det gælder den enkeltes ret til at beholde hver en krone af det, man tjener. Men De Radikale er ikke langt væk.

Liberal Alliances store kovending
Når det kommer til netop Liberal Alliance, har vi også et parti, der har rykket sig markant i spørgsmålet om, hvem der er velkomne i Danmark. Partiet var ved sin stiftelse en arg kritiker af den udlændingepolitik, som Venstre og Konservative, Dansk Folkeparti og selv Socialdemokraterne ville føre.

»Det er en principiel sag for os, at man skal kunne bo og arbejde udenfor centrene, og det har dette parti altid ment. Man skal behandle folk ordentligt,« lød det for eksempel fra partiets gruppeformand Simon Emil Ammitzbøll i 2014. Alle var velkomne, hvis de bare kunne klare sig selv.

I 2015 ville partiet nu genindføre det afskaffede pointsystem, de netop havde været med til at afskaffe, og lagde samtidig op til et tæt samarbejde med Dansk Folkeparti i udlændingespørgsmålet.

Dansk Folkeparti er til gengæld tilhænger af et signifikant større sikkerhedsnet for de svage og de ældre end LA. Så længe de svage og de ældre vel at mærke er af dansk etnicitet. Når det gælder fordelingspolitikken, ligger partiet i det spørgsmål efterhånden tættere på SF og Enhedslisten, end Socialdemokraterne gør.

Så hvad skal vi kalde dem – et arbejderparti eller et borgerligt parti? Det kommer i sagens natur an på, hvilke dele af DFs politik vi måler dem på. Og sådan gør det sig gældende for alle partier.

Konservative er større fortaler for et offentligt sikkerhedsnet for de svage end Venstre. Men til gengæld vil de af med topskatten.

Vi kan blive ved. Der er med andre ord ingen grund til at definere holdninger som venstre- eller højreorienterede. Den bås er blot forvirrende at sætte andre i.

 

Søren Strandman-Møller er politisk kommentator og kommunikationsrådgiver. Som journalist har Søren Strandman-Møller arbejdet for flere medier på Christiansborg. Søren Strandman-Møller har ingen politiske partier som kunder og er uafhængig af politiske interesser.

Klummen er bragt i samarbejde med Fagbladet 3F.


Kommentarer fra Facebook