Annonce

Fri os fra højrefløjsmoralisme

Er man løbet tør for argumenter, kan man altid anklage sine politiske modstandere for at stjæle.
Højrefløjen eeeeelsker som bekendt at hade frelste venstreorienterede. De boltrer sig i sarkastisk og farverig kritik af humanisternes selvgodhed på flygtningeområdet, eller studentikose socialisters filosoferen over, hvordan alle højreorienterede i essensen er nogle smålige egoister.

Måske skulle de nyliberale dog gnubbe pletterne af deres egen Ayn Rand-glorie, før de kaster sig frådende over den moraliserende venstrefløj. Hvis man deltager i den offentlige debat møder man nemlig oftere og oftere en revitaliseret højrefløjsmoralisme. Pist væk er fordums tiders konservative anstændigheds-prædiken, hvor god moral var noget med tildækkede skuldre og at bruge det rigtige bestik. I stedet hylder man nu individets ukrænkelighed ved det moralske alter, og samtlige statslige indgreb i denne defineres som udemokratiske og nærmest terroriserende.

SKAT er amoralske
Det gælder ikke mindst for specielt ét indgreb: skatteopkrævning.

Moderne liberale forfærdes over denne formastelige metode til at finansiere statens udgifter. Bogstavelig talt, eller med vittige indfald som eksempelvis: »Er socialisterne sure over, at vi vil konfiskere flygtninges værdigenstande? Høhø, venstreorienterede plejer ellers ikke at være blege for at berøve folk deres private ejendom.«

Forstod du den? Det er sjovt, fordi skat er det samme som at pille vielsesringen af en barfodet flygtning fra Syrien. ”LOL!” siger jeg bare.

Og nu tænker du måske, at denne moraliseren kun er noget, som psykoliberale sølvpapirshatte, der kalder parkeringsvagter for fascister, gør sig skyldig i. Men nej. Det er alt fra partiernes græsrødder til de fremmeste meningsdannere, der anser et samfund med høj skat som ansvarsløst og amoralsk. Følgende er – no shit – et citat fra et fremtrædende medlem af Folketinget, med en lang og fornem uddannelse:

»Er man socialist, siger man: hvorfor i alverden skulle jeg have ansvar for andre end mig selv? […] De gider ikke hjælpe selv deres allernærmeste sådan helt konkret.«

Hvis ikke den banale udstilling af politiske modstandere som egotrippere rykker i din bræk-refleks, så gør den belærende tone det helt sikkert. Bvadr.

Højreorienteret hykleri
Den nye højrefløjsmoralisme kommer i mange former, som eksempelvis når Aia Fog fra Trykkefrihedsselskabet føler sig som et stakkels offer for en ”shitstorm”, fordi hun kritiseres for at relativisere volden mod en brun journalist. Men den moralske fortørnelse over omfordelingen af samfundets ressourcer er og bliver den mest prævalente form for højredrejet frelsthed. Ligesom nogle venstreorienterede dømmer dig som menneske, hvis du afviser at tage flere flygtninge, kalder de nyliberale dig for respektløs over for andres ejendom, hvis du er tilhænger af høj skat.

Det er svært at se forskellen på at anklage andre for at stjæle, fordi de har en anden skattepolitik end dig, og på at kalde dem onde, fordi de er bekymrede over flygtningekrisens konsekvenser for Danmark. Alligevel er det ofte de samme liberale, som skoser venstreorienteret frelsthed, der sjældent forspilder en chance for at udstille det nærmest heltemodige i skatteunddragelse.

Jeg ER en tyv - og det er jeres penge, jeg vil stjæle
Men OK. Hvis det er niveauet for debatten, er jeg klar til at omfavne anklagen. Som venstreorienteret er grundessensen i min politiske holdning, at jeg ønsker at hugge andres hårdt optjente skillinger. Især de rigestes. Det betyder ikke, at jeg er jaloux på rige mennesker. Tværtimod. Jeg elsker dem! De har nemlig flere penge til mig og mit bundløse statshul.

Hvis det giver dig, kære nyliberalist, en anelse svige, der hvor solen ikke skinner - hvis det giver dig lyst til at slå i bordet og hæve stemmen - ergo: hvis du moraliserer over denne min kleptomaniske politik, som kun Zenia Stampe kan moralisere over flygtninge i teltlejre - så føder du en glødende lykke dybt i mit bryst.

Så løft du bare den moraliserende pegefinger højere. De sure rønnebær får mig kun til at elske den gavn, dine skattekroner gør, endnu mere.

Casper Gronemann er cand.scient.adm.

Casper Gronemann er politisk konsulent på Christiansborg.


Flere artikler om emnet