Det ville være så nemt, hvis man bare kunne joine det politisk korrekte hylekor og afvise Sverigedemokraterne og tilsvarende partier som antisemitter, højreekstremister, racister, nazister, nyfacister, eller det der er endnu værre. Men problemet er, at de højrepopulistiske partier indeholder så uendelige meget mere end den simple fremmedfrygt.

Så har Socialdemokraterne igen fået ørerne i den højrepopulistiske maskine.

Denne gang er det dog ikke herhjemme i den danske andedam, at frygten for de fremmede, afkoblingen fra den centraliserede elite, modstanden mod EU og forsvaret for de svage ældre har slået igennem. Slaget står i den politiske korrektheds eget hjemland.

Denne gang er det svenskernes utryghed for fremtiden, der har knækket den nyvalgte statsminister i Sverige, som har været tvunget til at udskrive nyvalg oven på et decideret miserabelt forløb om forhandlingen af finansloven i sidste uge.

Det politisk korrekte hylekor er ikke en løsning
Store dele af det politiske centrum-venstre i Danmark har forsøgt at slå partiformand Stefan Löfvens opsigtsvækkende nederlag hen med forklaringen om, at man gik til valg på en alt for ideologisk og urealistisk platform.

”Det var som at gå til valg på Fair Forandring”, lød det hoverende.

Det er korrekt, at Stefan Löfven har spillet højt spil og har haft svært ved at tælle til de 175 mandater, som et flertal i Sverige kræver.  Men det er en eklatant fejlslutning. Det politiske kaos i Sverige kan ikke forklares med for høje ambitioner eller en for socialdemokratisk politik.

Løfter i det politiske S-program var mere klassiske, end de var vidtgående. Udfordringerne med en hastigt voksende højrepopulisme kunne aldrig have været løst i forhandlingerne om den svenske finanslov.

Der er altså ikke ”bare” tale om simple taktiske fodfejl. Den udlægning udstiller en manglende forståelse for de socialdemokratiske rødder, for højrepopulismens DNA og for Stockholm-elitens afkobling fra den politiske udvikling i Sverige.

Det ville være så nemt, hvis man bare kunne joine det politisk korrekte hylekor og afvise Sverigedemokraterne og tilsvarende partier som antisemitter, højreekstremister, racister, nazister, nyfacister, eller det der er endnu værre. Men problemet er, at de højrepopulistiske partier indeholder så uendelige meget mere end den simple fremmedfrygt.

Hvilken strategi bør man vælge?
I den mere seriøse ende synes der at være tre strategier til at håndtere de skandinaviske højrepopulister.

Fornægtelsesstrategien: Fornægtelsen har været kernen i de etablerede svenske partiers strategi til at holde højrepopulisterne i ave. I landet, som dets egne politikere elsker at beskrive som humanitær stormagt, har man forsøgt at presse Sverigedemokraterne ud af medierne, man har aflyst debatter, hvor de deltog, og generelt forsøgt at fortie deres eksistens, når det var muligt, og miskreditere dem, når der ikke var andre udveje. Hovedredskabet har været at tale dunder mod enhver idé, der smagte af højrepopulisme, og resultatet er i skrivende stund, at Sverigedemokraterne står til en fremgang, der vil sikre dem 17,7 procent af vælgerne i Sverige.

Mens svenskere har valgt fornægtelsesstrategien, og danskerne har satset på tilpasningen, så har nordmændene valgt det tredje og sidste yderpunkt, som handler om decideret inddæmning og ansvarliggørelse.

Tilpasningsstrategien: I Danmark har vi valgt en mere moderat tilpasningsstrategi, som dog først blev udfoldet efter en længere periode op gennem 1990’erne, efter man også havde forsøgt sig med en fornægtelsesstrategi. Den endte brat i 1999 i slipstrømmen på Poul Nyrups citat: ”Stuerene, det bliver I aldrig.”

Siden har man forsøgt dels at tilpasse politikken efter DF’s krav på især flygtninge- og indvandrerområdet. Og dels tilpasse sig den parlamentariske situation, hvor DF har fået små indrømmelser til gengæld for at støtte VK-regeringen og deres sænkninger af skatten for de rigeste i 00’erne.

Redskabet har været moderat tilpasning frem for direkte udfordring eller målrettet samarbejde. Det har i Danmark været en hverken eller-strategi. I slutningen af november fik vi den første måling, der ifølge Megafon gjorde DF til Danmarks største parti med 37 mandater og 21,2 procent af stemmerne.

Inddæmningsstrategien: Mens svenskere har valgt fornægtelsesstrategien, og danskerne har satset på tilpasningen, så har nordmændene valgt det tredje og sidste yderpunkt, som handler om decideret inddæmning og ansvarliggørelse.

I Norge er det betydelige mere liberalistiske Fremskrittsparti endt i regering med Høyre, hvor de har fået magtens åg at føle. Særligt medansvar for et statsbudget, der i norske medier slet og ret omtales som asocialt, har gjort ondt. Ved seneste måling fra TNS Gallup opnåede Fremskrittspartiet blot 9,6 procent af stemmerne, hvilket er den dårligste måling for partiet siden 1995(!).

Dermed tyder alt på, at inddæmning og ansvarliggørelse er den bedste strategi, hvis det politiske ønske simpelt er at begrænse og bekæmpe de højrepopulistiske partier i Norden. Men før man træffer den konklusion, bør man dog tænke sig om og gøre en række mellemregninger.

Fordi der er store forskelle mellem de tre såkaldte højrepopulistiske partier i Norden. Det norske Fremskrittsparti er som sagt det langt mest liberalistiske, Sverigedemokraterne er det langt mest fremmedfjendske, og Dansk Folkeparti er langt det mest normaliserede. Eller sagt i mere Nyrupske vendinger, så er DF i dag parlamentarisk ’house-broken’, og udgør samtidig en af de mest professionelle aktører i dansk mainstreampolitik.

DF skal tvinges til at levere mandater til det danske velfærdssamfund, som de så højt lovsynger. Det kunne virke oplagt at bruge DF-stemmer, når man gerne vil redde dagpengesystemet, undgå fremtidig nulvækst eller sågar have fastholdt DONG under dansk kontrol.

Svaret kan kun være socialdemokratisk ansvarliggørelse
Hvis vi gerne vil udfordre højrepopulismen herhjemme, så skal vi naturligvis ikke vente på, at nøglerne til Statsministeriet falder i hænderne på Thulesen Dahl. Ligesom vi heller ikke skal fortsætte med på den ene side at kopiere DF’s politik og samtidig svine dem til i offentlige kampagner. Sådan som det ellers har været Socialdemokraternes strategi.

Der er grundlæggende brug for en mere konsistent og reflekteret strategi, som ikke bare satser på at bekæmpe DF, men i virkeligheden har til formål at fremme den socialdemokratiske politik. Verden bliver jo ikke grundlæggende bedre eller mere socialdemokratisk af, at DF forsvinder ud af dansk politik.

Derfor bør man fra Socialdemokratiets side starte med at vise, at man tager de stadig flere højrepopulistiske vælgere alvorligt, er villig til at adressere den stigende utryghed i den danske befolkning og så investere hele butikken i at ansvarliggøre deres politikere. Den bedste mulighed for at udfordre DF er ved at give dem politisk medindflydelse og invitere dem med indenfor, når der laves reformer og løsningsforslag i centrum-venstre.

DF skal tvinges til at levere mandater til det danske velfærdssamfund, som de så højt lovsynger. Det kunne virke oplagt at bruge DF-stemmer, når man gerne vil redde dagpengesystemet, undgå fremtidig nulvækst eller sågar have fastholdt DONG under dansk kontrol.

Et endeligt opgør med højrepopulisterne kræver, at vi tør erkende deres legitime eksistens, at vi tør forpligte dem på samarbejde, og endelig at vi igen vælger at gøre tryghed til en socialdemokratisk mærkesag.

Det er for sent bare at lukke øjnene.

Jens Jonathan Steen (f. 1981) er medstifter af og analysechef i Tænketanken Cevea.