Holger K. Nielsens tilbageblik udstiller en dysfunktionel Thorning-regering

Anmeldelse: Den tidligere SF-formand går så tæt på personer, partier og politik i rød blok, at det er vigtig historieskrivning.
Holger K. Nielsen blev første gang minister syv år efter at han havde forladt formandsposten i Socialistisk Folkeparti.

Han havde da været medlem af Folketinget i sammenlagt 28 år og haft betydelig indflydelse på nogle af de skarpe hjørner i dansk politik.

Som ny skatteminister i Helle Thornings-Schmidts regering fra oktober 2012 efterfulgte han partifællen Thor Möger Pedersen, der end ikke var født, da Holger K. Nielsen begyndte at samle på parlamentariske erfaringer.

Så er vi inde i nogle absurde afsnit af SF’s nyere historie med Villy Søvndals Børnebanden i centrum. Det bliver værre.

Regeringen skulle omdannes, fordi Annette Vilhelmsen havde afløst Villy Søvndal som SF-formand, og derfor skulle ind i regeringen og helst med den erfarne og loyale Holger K. ved sin side.

De mødtes med statsminister Helle Thorning Schmidt og finansminister Bjarne Corydon på Marienborg, hvor den socialdemokratiske top så mindeligt bad om at få lov til at beholde Thor Möger i regeringen.

Erhvervsminister Ole Sohn, SF, var klar til at gøre plads for Annette Vilhelmsen, og skulle der bruges en plads mere, så var det socialdemokratiske forslag, at den nye partileder fjernede sin forgænger Villy Søvndal fra Udenrigsministeriet.

Det var en form for brutal kynisme eller kynisk brutalitet, som Vilhelmsen ikke ville være med til. Det ville kun give hende skrammer at behandle sin forgænger så groft, men om det også var meningen med seancen på Marienborg kan vi jo ikke vide.

I Holger K. Nielsens politiske tilbageblik 'Det var det værd' ser vi, at regeringen var et spejl af Folketinget.

Der blev brugt de samme tricks med lækager for at få sig selv placeret fordelagtigt. Der var ingen generøsitet i samarbejdet, og det var en udsøgt fornøjelse ved at tage stik hjem på de andres bekostning.

Pligtlæsning for socialdemokrater

Alt efter temperament kan man betragte beskrivelsen af regeringsarbejdet og statsministerens virke som underholdende – eller skræmmende.

Skal man vurdere Socialdemokratiets indsats i det seneste årti kommer man ikke uden om Holger K. Nielsens erindringer som pligtlæsning.

Hvis politik er at kunne, så er det Holger K. Nielsens udsagn, at statsministeren end ikke kunne lede et møde og ofte optrådte som om hun helst ville undvære SF i regeringen – i hvert fald efter at Vilhelmsen blev den ledende SF’er.

Det er også en bog om magtspil, som ikke altid er kønt, hverken i SF eller Socialdemokratiet – eller i det skiftende forhold mellem de to partier.

De så hellere vores hæl end vores tå

Det er rigtigt at indlede bogen med nedsmeltningen af SF som regeringsparti. Så har læseren fat i forfatteren og den indsigtsfulde fortælling om salget af aktier i DONG med den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs som køber.

SF havde store vanskeligheder med salget ud af landet, men så aldrig den hjælpende hånd. Da han rakte ud efter hjælpen fik han end ikke et svar. ”Sandheden var, at de hellere så vores hæl end vores tå.

Da SF-ministrene samledes for at samle sig efter at have forladt regeringen den 3. februar fortalte Astrid Krag, at hun allerede havde søgt optagelse i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Holger K. lægger ikke skjul på, at han almindeligvis har det svært med partihoppere. Det største minus tilfalder Astrid Krag, mens der er anerledes forståelse og respekt til Christine Antorinis måde at forvalte partiskiftet på.

Generøs og hjertevarm

Forholdet til Socialdemokratiet var i flere omgange belastet af storebrors forhold til lillebror, og Holger K. havde det svært med Poul Nyrup Rasmussens første regeringsdannelse.

SF banede vejen som parlamentarisk grundlag for derefter at se en socialdemokratisk regeringsdannelse med Radikale, Centrumdemokrater og Kristeligt Folkeparti.

Det sled, men har ikke forhindret at Holger K. Nielsen ser tilbage på Poul Nyrup som en stor politiker og et flittigt og ordentligt menneske. Svend Auken får skudsmålet som den grønneste politiker, Danmark har haft.

Holger og konen fik flertal mod unionen

Mens vi er ved personerne. Holger K. er fordomsfri og generøs og godt skrivende, når han indrammer både politiske forbilleder, allierede og de politiske modstandere.

Hans omtale af Uffe Ellemann-Jensen er hjertevarm på grænsen til taknemlighed for, at den mere erfarne Venstremand var hjælpsom, da Holger mødte op som ny partiformand og senere overbærende mod manden, der væltede Uffe Ellemanns europæiske projekt, da Holger og konen fik flertal mod unionen og Maastricht-traktaten ved folkeafstemningen i 1992.

Der er næppe tvivl om, at ”Holger og konen, siger nej til unionen” hører til den politiske markedsførings største triumfer.

Og det hører til Holger K’s store resultater som ny partiformand fastholdt, at det ikke var EU man ville forlade, det var udviklingen mod den europæiske forbundsstat, man ikke ville være med til.

Vi får den gradvise udvikling i Socialistisk Folkepartis fra den gedigne modstand i Aksel Larsens tid ved folkeafstemningen om medlemskab i 1972 og frem til erkendelsen af, at vi er, hvor vi skal være. Ja, endda lidt længere.

Børnebanden fik for meget plads

Forfatteren noterer undervejs, at vi i dag ikke kommer uden om at styrke EU’s beslutningskraft.

Børnebanden i SF opstod efter valget i 2001. Talentfulde unge ønskede en stammere retspolitik, skrappere udlændingepolitik og større EU-skepsis og mere fokus på sociale uligheder end på grøn omstilling.  

Det er Holger K., der på side 255 sammenkæder Børnebandens politiske udgangspunkt som en tidlig udgave af den ændring af Socialdemokratiet, som Mette Frederiksen gennemførte efter valget i 2015.

Han har ikke nogen stor forståelse for, at nogle af de helt unge blev ført så voldsomt frem, som det skete med Thor Möger og Astrid Krag på bekostning af mere erfarne partifolk.

Mern han overlader det til andre at mene noget om, at tre tidligere SF’ere fra generationen er med i den socialdemokratiske mindretalsregering, Astrid Krag, Mattias Tesfaye og Jesper Petersen, mens Möger har forladt politik efter en periode som partifunktionær i Socialdemokratiet.

Det er en velskrevet bog, der fremdrager både kendte og ukendte sider af dansk politik de seneste 35 år.

Fortællingen fremstår som oprigtig, så tæt på sandheden som man kan komme, når man beskriver det magtspil og de interne kampe, man selv har været en del af.  

det-var-det-vaerd.jpg

Forlaget Momenta
Holger K. Nielsen 'Det var det værd'

Holger K. Nielsen: Det var det værd - Politisk tilbageblik. Forlaget Momenta, 361 sider, kroner 299.95.

Forfatter, journalist, cand. jur og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre. Forfatter til en lang række bøger, blandt andet "Efterretningstjeneste på udflugt", 1970, og har bidraget til flere bøger om efterretningstjeneste og overvågning. Har desuden skrevet flere politiske biografier bl.a. om Viggo Kampmann, der var aktiv i modstandsorganisationen Frit Danmark. Han skriver for tiden på en biografi om en af besættelsestidens hovedpersoner.


Flere artikler om emnet

Annonce