Annonce

Hos kultureliten er Socialdemokratiet det kontroversielle valg

Hella Joof kalder det kontroversielt at springe ud som LA'er, men i virkeligheden er det faktisk Socialdemokratiet, som kultureliten skyer.
I juledagene fornøjede jeg mig med at lytte til ”Det Næste Kapitel” på Radio 24/syv. Et fremragende program, med den endnu mere fremragende Hassan Preisler som vært, der over to omgange gennemfører et dybdegående interview med en offentligt kendt skikkelse. Denne gang var skuespilleren og filminstruktøren Hella Joof hovedperson.

Det er ikke kontroversielt for kultureliten at sidde i de pæne sofaer hos Aftenshowet og bekende en politisk kulør, som majoriteten af den danske befolkning ikke deler.

Undervejs i interviewet gør hun det klart at hun sympatiserer med Liberal Alliance, og understreger både direkte og indirekte, at det er et meget kontroversielt synspunkt i hendes miljø. I det sekund ramte følgende spørgsmål mig: Er det i grunden rigtigt?

For mig at se er det ikke kontroversielt for kultureliten eller Kendis-Danmark at sidde i de pæne sofaer hos Aftenshowet eller i Radio 24/syv, og bekende en politisk kulør, som majoriteten af den danske befolkning ikke deler. Det nye er måske at de ikke alle sammen udelukkende befinder sig hos Enhedslisten og længere ude på venstrefløjen, men har bevæget sig bredt rundt til nichepartierne i det politiske spektrum.

Det er ukontroversielt at være forretningskvinde, kulturelite og liberalist
Det er ikke mange år siden at #MeToo-ramte Peter Aalbæk fra Zentropa proklamerede, at han havde droppet Socialdemokratiet til fordel for Liberal Alliance. Også Alternativet flokkedes der om, og Suzanne Bjerrehuus & Co. tager sig af den yderste højrefløj. Samtidig er det umuligt at lukke op for et licensbetalt radioprogram på P1 eller Radio 24/syv, uden at blive konfronteret med flere og flere værter der bekender politisk kulør – det er bare stort set altid til et af nichepartierne.

Derfor er der intet kontroversielt i at være en storsælgende forretningskvinde og meningsdanner i kultureliten, og så erklære sig for liberalist. Ligesom det heller ikke længere er kontroversielt at stemme på Dansk Folkeparti i de mellemstore byer.

Til gengæld virker det som om at det bliver mere og mere kontroversielt at stå frem og erklære sig for socialdemokrat. Især i takt med at en større og større del af befolkningen bakker op om partiet. Det er umuligt at støde på et interview, en artikel eller en kronik, hvor en repræsentant fra den klasse der lever af og for vores medier, tør tilslutte sig den lille tredjedel af befolkningen der identificerer sig med Socialdemokratiet. Det er ærgerligt – men det er åbenbart alt for kontroversielt.

Tør nogen sige at de er socialdemokrater?
Kultureliten bryder sig ikke om Socialdemokratiet fordi partiet er et uromantisk og virkelighedsnært parti, der er mere optaget af at løse konkrete problemer i en virkelighed der ikke altid er køn, end det er i at pleje en bestemt identitetsfølelse eller mavefornemmelsen hos os selv.

Skal man virkelig provokere din klasse, så skal man stille sig op på ølkassen i Gyldendals kantine og råbe: ”Jeg er socialdemokrat"

Så nej Hella Joof, det er ikke kontroversielt at være disruption-liberalist i kultur-, medie- og kendis-klassen. Tværtimod. Skal man virkelig provokere din klasse, så skal man stille sig op på ølkassen i Gyldendals kantine og råbe: ”Jeg er socialdemokrat!”.

Billede: Isak Hoffmeyer, Gyldendal forfatterbillede

Frederik Vad Nielsen er formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).
Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Frederik Vad er folketingsmedlem for Socialdemokratiet og tidl. forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU)


Flere artikler om emnet