Hovedstad og provins i hård kamp om udligningsmilliarder

40 borgmestre opfordrer regeringen til at sløjfe et tilskud til hovedstadskommunerne. "Asocialt og urimeligt," mener Herlevs borgmester
Foto: Socialdemokratiet
Thomas Gyldal (S), borgmester i Herlev Kommune
40 borgmestre, der især kommer fra landkommuner, protesterer i et åbent brev til regeringen og Folketingets partier over, at regeringen vil erstatte hovedstadsudligningen med et nyt særligt "hovedstadstilskud" på cirka 400 millioner kroner.

“Hvis regeringens erklærede mål om et Danmark i bedre balance med lige velfærd i hele landet skal blive til virkelighed, kræver det nogle ændringer i det udspil, regeringen er kommet med. Der vil, hvis regeringens udspil bliver vedtaget, fortsat være alt for stor forskel mellem kommunernes muligheder for at levere god velfærd til borgerne. Der er altså brug for større omfordeling mellem kommunerne, end regeringen lægger op til,” skriver de i brevet.

Væk med hovedstadstilskud

De 40 kommuner - overvejende Venstre- og socialdemokratisk ledede kommuner - ønsker blandt andet at hovedstadstilskuddet tages af bordet:

Ingen kommuner skal have bedre forhold end andre udelukkende begrundet i geografisk placering

“Ingen kommuner skal have bedre forhold end andre udelukkende begrundet i geografisk placering,” skriver de 40 borgmestre i deres fælles brev.

Men en stor del af de 40 protesterende kommuner, får selv del i et særligt tilskud, der har rod i netop geografisk placering.

I regeringens oplæg til en ny udligningsmodel er der således to puljer, der er målrettet i forhold til kommunernes geografiske placering:

  • En pulje på 400 millioner kroner til udsatte hovedstadskommuner

  • En pulje på en milliard kroner til udsatte yder- og ø-kommuner.

22 af de 40 kommuner, der står bag den fælles protest, får således del i tilskuddet til udsatte yder- og ø-kommuner.

Herlevs borgmester til de 40: Asocialt

De 40 borgmestres opfordring om at sløjfe hovedstadstilskuddet, bliver dog voldsomt kritiseret af en af de borgmestre, som står til at miste det:

Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen (S), betegner protesten fra de 40 borgmestre som asocial og urimelig:

“Derudover mener de 40 borgmestre, at der i langt mindre grad end i dag skal udlignes for borgere med indvandrer/flygtningebaggrund, ligesom andelen af almene boliger ikke skal indgå med samme vægt.

Altsammen elementer, der har til formål at flytte penge fra socialt udfordrede boligområder i Ishøj, Albertslund og Herlev til parcelhuskvartererne i Esbjerg, Viborg og Hjørring. Det er asocialt og det er urimeligt,” skriver Gyldal Petersen således i et opslag på Facebook.

 

 

En anden af hovedstadsområdets borgmestre, Ishøjs Ole Bjørstorp (S), er heller ikke imponeret over de 40 kommuners forslag:

Hvis de vil have flere penge, må de tage nogle indvandrere med

“Hvis de vil have flere penge, må de tage nogle indvandrere med,” sagde han i en debat i P1 Morgen ifølge TV2/Lorry.

S: Brug for begge særtilskud

De 40 borgmestres kritik af afvises af regeringen. Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, mener ikke, at protesten fra de 40 kommuner hænger helt sammen:

“Borgmestrene bag brevet har ret i, at hovedstadspuljen er en geografisk afgrænset pulje, men man kan jo også sige, at kriterierne i den anden pulje til yder- og ø-kommuner de facto er en geografisk afgrænsning,” siger han til DR Nyheder.

Ifølge Christian Rabjerg Madsen er tanken bag de to puljer den samme: At der er kommuner i nogle områder, der har udgifter, som udligningssystemet ikke fanger:

“Der er behov for en særlig pulje, der kan holde hånden under de kommuner i hovedstadsområdet, som er hårdt økonomisk belastet af en fejlslagen integration. Men der er også behov for, at vi holder hånden under de kommuner, der har størst udfordringer som en konsekvens af, at der længere mellem husene og mellem arbejdspladserne,” siger han.

Borgmester: Vi får tilskud efter sociale kriterier

Det argument køber borgmesteren i Svendborg, der er en af de 40 protest-kommuner, som samtidig står til at modtage et pænt tilskud fra særpuljen for yder- og ø-kommuner, ikke.

Svendborg-borgmester Bo Hansen (S) understreger, at hans kommune får et tilskud fra yder- og ø-kommunepuljen ud fra sociale kriterier - ikke på baggrund af geografi: 

“Vi modtager på baggrund af nogle sociale kriterier,” siger han til DR Nyheder.

Fejden mellem S-borgmestre i øst og vest er ikke ny.

September sidste år beskrev Netavisen Pio således, hvordan S-borgmestre i øst og vest var røget i totterne på hinanden på grund af vidt forskelligt syn på hvordan en ny udligningsreform skulle se ud.

De 40 borgmestre bag protesten

 

  • Arne Boelt (S), Hjørring.

  • Bo Hansen (S), Svendborg.

  • Erik Buhl (V), Varde.

  • Erik Flyvholm (V), Lemvig.

  • Erik Lauritzen (S), Sønderborg

  • Frands Fischer (S), Skanderborg

  • H.C. Østerby (S), Holstebro

  • Hans Ejner Bertelsen (V), Morsø

  • Hans Stavnsager (S), Faaborg-Midtfyn

  • Hans Østergaard (V), Ringkøbing-Skjern

  • Henrik Frandsen (V), Tønder

  • Holger Schou Rasmussen (S), Lolland

  • Ib Lauritzen (V), Ikast-Brande

  • Jan Petersen (S), Norddjurs

  • Jesper Frost Rasmussen (V), Esbjerg

  • John Brædder (GL), Guldborgsund

  • Johannes Lundsfryd Jensen (S), Middelfart

  • Karsten Nielsen (DF), Læsø

  • Kasper Glyngø (S), Hedensted

  • Kenneth Muhs (V), Nyborg

  • Leon Sebbelin (R), Rebild

  • Marcel Meier (S), Samsø

  • Mikael Smed (S), Vordingborg

  • Mogens Christen Gade (V), Jammerbugt

  • Mogens Jespersen (V), Mariagerfjord

  • Morten Andersen (V), Nordfyns

  • Nils Borring (S), Favrskov

  • Ole Bollesen (S), Syddjurs

  • Peder C. Kirkegaard (V), Skive

  • Per Bach Laursen (V), Vesthimmerland

  • Peter Sørensen (S), Horsens

  • Sofie Valbjørn (ALT), Fanø

  • Steen Vindum (V), Silkeborg

  • Søren Steen Andersen (V), Assens

  • Thomas Andresen (V), Aabenraa

  • Torben Hansen (S), Randers

  • Uffe Jensen (V), Odder

  • Ulla Vestergaard (S), Thisted

  • Ulrik Wilbek (V), Viborg

  • Winni Grosbøll (S), Bornholm

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook