Hummelgaard blev Pusher Streets banemand: Lukningen ”er sket takket være modige beslutninger”

Peter Hummelgaard

Hummelgaard blev Pusher Streets banemand: Lukningen ”er sket takket være modige beslutninger”

Ifølge justitsministeren skyldes lukningen af hashhandlen i den berygtede gade et helt særligt samarbejde

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) glæder sig over den positive udvikling på Christiania
Billedtekst

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) glæder sig over den positive udvikling på Christiania

Foto: Justitsministeriet/Lars Svankjær/Niels Jespersen. Grafik: Emil Vendelbo Johansen

Fristaden Christiania er, uagtet hvad man måtte mene om stedet, et af Københavns vartegn.

Især den åbenlyse hashhandel i Pusher Street har i årenes løb tiltrukket lokale og turister. Både de handlende af slagsen og dem som blot ville have stillet deres nysgerrighed.

Pusher Street er igennem årene forgæves blevet forsøgt ryddet og lukket flere gange.

Et tilsyneladende nærmest uløseligt problem fandt pludseligt sin løsning i 2024. I foråret lukkede Pusher Street nemlig, og en del af gadens brosten blev gravet op.

Det var på justitsminister Peter Hummelgaards (S) vagt at lukningen skete, og han glæder sig over de meldinger han får fra politiets om stedet.

”Det er politiets vurdering, at udviklingen helt entydigt går den rigtige vej: Politiet fortæller, at der ikke er konstateret åbenlyst, organiseret salg af hash eller fysiske hashboder i området. Christiania har også været uden den vold og uro, der tidligere har gennemsyret området,” siger Peter Hummelgaard til Netavisen Pio.

Den positive udvikling er sket takket være modige beslutninger og vedholdende arbejde og samarbejde fra christianitterne, politiet, staten og Københavns Kommune

Justitsministeren vil dog ikke tage hele æren for den succesfulde lukning. Den skyldes et tæt samarbejde mellem de forskellige myndigheder og mindst lige så afgørende med christianitterne selv:

”Den positive udvikling er sket takket være modige beslutninger og vedholdende arbejde og samarbejde fra christianitterne, politiet, staten og Københavns Kommune,” tilføjer Hummelgaard.

Det var især en episode i august 2023, hvor en 30-årig mand med tilknytning til Hells Angels blev skudt og dræbt og fire tilfældige forbipasserende også blev ramt af skud, som for alvor satte skub i christianitternes egen lyst til endegyldigt at slippe af med den berygtede gade.

Ikke i mål endnu

Peter Hummelgaard understreger, at det er naivt at tro, at Christiania med et fingerknips er blevet helt renset for vold og kriminalitet med tilknytning til hashhandel.

”Selvom udviklingen går den rigtige vej, så er jeg ikke så naiv, at jeg i dag vil erklære, at vi er nået i mål med vores mission om at fjerne hashhandlen og volden for bestandigt. Derfor er den fælles forandringsplan utrolig vigtig,” siger Hummelgaard og tilføjer:

”En løbende fysisk forandring af området er afgørende for, at de kriminelle kræfter, der har holdt Christiania i et mørkt og fast jerngreb så længe, ikke vender tilbage.”

På glat is

Siden 1. december har skøjteglade københavnere og turister kunne stå på skøjter på en ny skøjtebane ved Pusher Street.

Bandernes vold og kriminalitet skal fortsat bekæmpes

”Vi har været bange for, at noget af det, som vi ikke vil have i Pusher Street kunne vende tilbage. Så vi har lavet skøjtebanen for at holde banderne, den organiserede kriminalitet og volden ude af Christiania,” sagde Risenga Manghezi, en af personerne bag forandringen af Pusher Street til DR.

Og det tiltag vækker begejstring hos justitsministeren.

”Senest er der åbnet en skøjtebane ved Pusher Street, og det er den slags tiltag, der skal til for at sikre, at trygheden får varigt greb i disse gader. Bandernes vold og kriminalitet skal fortsat bekæmpes, så Christiania kan udvikle sig som et område, der er åbent og trygt for alle,” siger Peter Hummelgaard.

Fristaden Christiania blev udråbt i 1971 efter slumstormere var flyttet ind i de gamle bygninger på Bådmandsstræde Kaserne på Christianshavn.

Emil Vendelbo Johansen

Souschef på Netavisen Pio. Uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Kommentarer

Indsendt af Morten Henriksen (ikke efterprøvet) den Lørdag den 28.12.2024 - 16:19

Vi kommer ikke af med narko-handlen uden at stoppe efterspørgslen. hvis man kan bure folk inde en uge for en kniv, kan man vel også bure folk inde for både besiddelse af stoffer til eget brug, evt 2 uger hjemme med en fodlænke. Og det kan vel også gælde hvis der kan spores kokain i håret. Dobbelt op ved gentagelse. Det vil nok kunne stoppe en del af fest-brugerne, som jo udgør en meget stor del af finansieringen. Vil der så mangle prostituerede? Journalister? Håndværkere? Direktører? Studerende? Nok kun i starten. Og de afhængeige af hårde stoffer kunne måske få fodlænken afsonet på et behandlingssted.

Indsendt af Helle B. (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 31.12.2024 - 19:40

Som svar til af Morten Henriksen (ikke efterprøvet)

Man kommer aldrig nogen sinde til at stoppe efterspørgslen, så der vil altid være et marked og der vil altid være leverandører. Problemet er bander og diverse organiserede grupperinger, der scorer kassen, bekriger hinanden og udgør en fare for alle andre. Man flytter bare hashmarkedet andre steder hen, og muligvis flytter man nogen over på hårde stoffer og opionider, som er langt farligere end en smule hash. Herre gud, afkriminaliser hashen og opret salgskanaler, hvor pengene går i statskassen. Det vil gavne os alle. Jeg forstår ærligt talt ikke, hvorfor DK hænger i bremsen på det her område, når man så mange andre steder er gået foran. Hvad er det værste, der kan ske? At vi fjerner en givtig forretning fra banderne? Er det dem, vi skal tage hensyn til?

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.