Hummelgaard: Den ekstreme griskhed gjorde min egen mor arbejdsløs

I sin nye bog giver Peter Hummelgaard (S) både diagnose og forslag til behandling over for et kapitalistisk system, som er blevet sygt.
Finanskrisen er blevet den enkeltstående begivenhed, som har formet Peter Hummelgaards (S) politiske verdensbillede allermest.

Han husker, hvordan han fulgte med på CNN med en blanding af overraskelse og chok, da den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers krakkede i 2008.

Alt sammen som en konsekvens af en grotesk grad af uansvarlig og grådighed

Men det var først, da Peter Hummelgaards mor blev fyret fra sit job i Kastrup Lufthavn et års tid efter det store finansielle kollaps i USA, at situationens alvor rigtigt ramte ham:

“Hun havde arbejdet i lufthavn i mere end 20 tyve år. Min mor tilhører en generation, hvor hun gennem sit arbejdsliv har kunne opretholde en rimelig god levestandard, selvom hun var ufaglært. Og inden krisen havde hun aldrig forestillet sig, at hun nogensinde skulle blive arbejdsløs,” forklarer Peter Hummelgaard til Netavisen Pio.

Her blev det tydeligt for ham, at den ekstreme griskhed kan få konsekvenser for helt almindelige mennesker, der bare passer deres job og lever deres liv.

“Sammen med 500 af hendes kollegaer blev hun fyret - alt sammen som en konsekvens af en grotesk grad af uansvarlighed og grådighed blandt nogle få i toppen af samfundet.”
 

Et resultat af uligheden

Finanskrisen i 00’erne var en konsekvens af en stigende ulighed, som især blev skabt af en liberalisering af bankerne og et øget gab mellem lønningerne i top og bund, mener Peter Hummelgaard:

“På mange måder, så var finanskrisen et resultat af den stigende ulighed i den vestlige verden.
Og rigtig meget et resultat af en politisk filosofi, der har handlet om at fjerne de bånd, der holdt bankerne fast på ansvarlighedens smalle sti.”

Kort sagt, det puster den finansielle sektor op

Hans analyse går på, at stagnerende lønninger får almindelig borgere til at belåne sig til op over begge ører, alt imens dem med høj indtjeninger i toppen af samfundet investerer massivt, og bankerne står klar med nye smarte finansielle produkter:

“Det skaber gældsbobler, øger gearingen i den finansielle sektor og udvider udvalget af kreative finansielle produkter. Kort sagt, det puster den finansielle sektor op, og gør den sårbar over for en nedgang i økonomien eller en dominoeffekt af dårlige betalere,” forklarer han.


Det brudte løfte

Tegnene på at kapitalismen er blevet syg, ser Peter Hummelgaard overalt: Stigende ulighed, svækkede fagforeninger, astronomiske høje lønninger til topchefer, multinationale selskaber, som tjener styrtende med penge, men kun betaler en brøkdel tilbage i skat.

Kapitalismen lever ikke længere op til sit eget grundlæggende løfte

Kapitalismen lever ikke længere op til det løfte, som den har givet, mener Peter Hummelgaard.

“Kapitalismen lever ikke længere op til sit eget grundlæggende løfte om, at når tidevandet kommer, så løftes alle bådene – ikke kun de store yachts.”

Kontroversielt synspunkt: Split bankerne op

Derfor mener Peter Hummelgaard, at bankerne skal holdes i strammere snor.

Hvis bankerne ikke lever op til deres samfundsansvar, og i stedet for kun har blikket rettet imod hurtig profit, så skal de i yderste konsekvens skilles ad, så bankernes forskellige forretninger opdeles mellem investeringsbank, indskud og realkredit, mener Peter Hummelgaard.

Han foreslår også, at man genindfører regler, der sikre, at bankerne ikke bliver så store, at en konkurs vil være en trussel mod hele samfundet.   

Det er dog alt sammen forslag, der står for Hummelgaards egen regning. Det er ikke Socialdemokratisk politik, understreger politisk ordfører, Nicolai Wammen (S), til Altinget.
 

Ny toner i den socialdemokratiske bevægelse

Peter Hummelgaards vidtgående forslag, til hvordan man kan tøjle et bankvæsen og et kapitalistisk system, der viser en lang række sygdomstegn, er altså ikke socialdemokratisk politik i dag.

Jeg er både optimistisk og ukuelig på vegne af socialdemokratismen

Men forfatteren mærker en gryende erkendelse af, at der er brug for en forandring, blandt sine socialdemokratiske kolleger ude omkring i Europa:

“Erkendelserne har heldigvis nået flere og flere af vores partifæller. Men for nogle er det for sent. Mens andre ligger så langt væk fra deres klassiske vælgere på migrations-spørgsmålet, at lønarbejdere helt er holdt op med at lytte. Men jeg er både optimistisk og ukuelig på vegne af socialdemokratismen,” siger EU-ordføren.

Han mener, at den socialdemokratiske bevægelse er den eneste kraft, der kan rette op på kapitalismens spilleregler:

“Jeg kan ikke se nogen anden politisk kraft med overbevisning og tyngde, der kan sikre, at kapitalismens goder også bliver fordelt og investeret retfærdigt,” uddyber han.
 

Dagpengesystemet som værn

Vores flexicurity-model, som vi hylder i skåltaler og vil eksportere til udlandet, er ifølge Hummelgaards diagnose efterhånden noget flosset i kanterne.

“Organiseringsgraden på det danske arbejdsmarked er på vej ned under 60 procent. Vi ved fra resten af den vestlige verden, at når organiseringsgraden falder, så stiger uligheden,” forklarer han.

Og her bærer den nuværende regering en stor del af skylden, mener Peter Hummelgaard:

“Fagbevægelsen står alene for organiseringen af lønmodtagerne, men VK(O)-regeringen har siden 2001 gjort, hvad de kunne, for at gøre det sværere at organisere lønmodtagere.”
 

Højere dækningsgrad og skattefradrag

Hvis den danske model skal styrkes, så kræver det politisk handling:

“Uden en høj dækningsgrad vil færre på sigt melde sig ind i en a-kasse. Når færre melder sig ind i a-kasser, er der også færre, der melder sig ind i fagforeninger.
Når færre melder sig ind i fagforeninger, så falder organiseringsgraden. Når organiseringsgraden falder, så stiger lønningerne markant mindre, og uligheden stiger. Det er langt vigtigere med en høj dækningsgrad end dagpengeperiodens længde.”

Udover et ønske om at stoppe udhulingen af dagpengene, så foreslår Hummelgaard også, at man øger skattefradraget for medlemskab af fagforeninger og a-kasser.

Vi er nødt til at ændre skattefradrag for faglige kontingenter

Modsat skal man skære i fradraget for de gule af slagsen, som eksempelvis Krifa og Det Faglige Hus, så folk vender tilbage til de fagforeninger, som bærer et samfundsansvar:

“Vi er nødt til at ændre skattefradrag for faglige kontingenter, sådan at vægten lægges på de uddannelsesbærende og overenskomstbærende fagforeninger.
Man kan for eksempel sige, at man først får et fradrag, når ens årlige kontingent overstiger 2.500 kroner,” foreslår Peter Hummelgaard.
 

Debatbogen ‘Den syge kapitalisme’ udkom d. 10 december på Gyldendal.
Pris: 99,95 kroner.

Sarah Scheer er journalist på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Annonce