Hummelgaard: ”Helt uacceptabelt” med diskrimination af tørklædekvinder

NB og LA kan forstå, at virksomheder fravælger kvinder med tørklæde. Men beskæftigelsesministeren kritiserer fravalget
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) slår nu fast, at det er ikke bare er uacceptabelt men "helt uacceptabelt", hvis virksomheder fravælger tørklædebærende kvinder.

Det sker efter, at Ny Borgerliges formand, Pernille Vermund, og Liberal Alliances udlændinge- og integrationsordfører, Henrik Dahl, har fortalt, at de godt forstår fravalget.

Peter Hummelgaard understreger i en række svar til Folketingets beskæftigelsesudvalg, at selv om han ikke kan vurdere eller forholde sig til ”karakteren af konkrete udtalelser”, så har han stadig har en mening om et sådan fravalg.

Der skal naturligvis ikke herske tvivl om, at regeringen finder det uacceptabelt

”Jeg kan dog oplyse, at det selvfølgelig gør indtryk på mig, hvis man mener, at det er i orden at fravælge jobansøgere på baggrund af deres etniske eller religiøse baggrund,” skriver beskæftigelsesministeren.

”Og der skal naturligvis ikke herske tvivl om, at regeringen finder det uacceptabelt, hvis jobansøgere eller lønmodtagere bliver udsat for diskrimination på det danske arbejdsmarked”.

Vil heller ikke selv ansætte en

De to politikeres udtalelser kom, efter en rapport fra Institut for Menneskerettigheder har konkluderet, at kvinder med minoritetsbaggrund, der går med tørklæde, har væsentligt sværere ved at nå frem til en jobsamtale, end etnisk danske kvinder har.

Tørklædebærende kvinder skal ifølge rapporten sende 60 procent flere jobansøgninger, end en etnisk dansk kvinde skal, for at nå frem til det samme antal jobsamtaler, selv om kvinderne har samme kvalifikationer.

Man må leve med konsekvenserne af sine handlinger

”I et liberalt samfund går liberalismen begge veje,” forklarede Henrik Dahl til Berlingske. ”Til de kvinder, der har svært ved at få et job, vi jeg sige, at man må leve med konsekvenserne af sine handlinger”.

Pernille Vermund er ikke overrasket.

”Islam er for mig at se en af de største udfordringer i vores samfund, så hvis man skilter med islam, skilter man med, at islamiske værdier er vigtigere for en,” sagde Nye Borgerliges formand til avisen.

”Jeg kan derfor godt forstå, at virksomheder fravælger kvinder, der skilter med ikke bare deres religion, men med Islam. Det ville jeg også selv gøre i min egen virksomhed.”

Pernille Vermund er indehaver af arkitektfirmaet "Vermund Gere Arkitekter".

Navnet lyder udenlandsk

Rapporten fra Institut for Menneskerettigheder viser også, at det for minoritetsetniske kvinder uden tørklæde gælder, at de skal sende 18 procent flere ansøgninger end etnisk danske kvinder for at komme til en samtale.

Ifølge Pernille Vermund er årsagen til, at det er sværere at komme til jobsamtale, hvis navnet lyder udenlandsk, at nogle virksomheder kan have haft dårlige erfaringer.

”Jeg synes ikke, at man skal vælge god arbejdskraft fra på baggrund af et navn,” lød det fra Nye Borgerliges formand. ”Men jeg synes, det er i orden, at private virksomheder, der har dårlige erfaringer med folk, der har udenlandsk baggrund, fravælger at ansætte personer med udenlandsk klingende navne”.

Lovgivningen er på plads

Peter Hummelgaard understreger dog, at det er ”helt uacceptabelt”, hvis en virksomhed fravælger jobansøgere på baggrund af deres etnicitet eller religion.

Det er for mig at se helt forkert, at det kan forekomme

”Det er for mig at se helt forkert, at det kan forekomme, ikke mindst fordi det står i vejen for jobansøgerens udvikling og livudfoldelse, og fordi arbejdsgiveren går glip af talentfuld og dygtig arbejdskraft,” skriver beskæftigelsesministeren.

”Regelgrundlaget på dette område er klart, og jeg mener derfor, at vi har både lovgivningen og den sunde fornuft på plads. Ikke desto mindre må vi desværre konstatere, at vi stadig ser enkeltsager og undersøgelser, som viser, at der er udfordringer”.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Pernille Vermund eller Henrik Dahl.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er heller ikke bare uacceptabelt at udnytte unge piger, det er helt uacceptabelt Hummelgaard;-);-)

Annonce