Hummelgaard: Tak for denne gang

Der er fortsat brug for en socialdemokratisk stemme i den offentlige debat. Chefredaktør Peter Hummelgaard Thomsen forlader Netavisen Pio.

I knap to år har jeg haft fornøjelsen og opgaven at være chefredaktør for Netavisen Pio. Jeg overlader nu denne tjans til Kathrine Alexandrowiz. Hun er en dygtig debattør, et idépolitisk tænkende menneske, og en der har rødder i det socialdemokratiske bagland.

Som det er mange faste læsere af vores netavis bekendt, så er jeg også folketingskandidat for Socialdemokratiet ved det kommende valg. Jeg har derfor valgt, at al min tid og mit fulde fokus skal være rettet mod den kommende valgkamp. For at sikre partiet fremgang og for at omsætte mit kandidatur til et mandat.

Netavisen Pio har de sidste to år spillet en stadig større og vigtigere rolle i den offentlige debat. Da jeg blev overladt ansvaret for knap to år siden, havde jeg tre vigtige prioriteringer for Pios rolle og udvikling.

For det første at give højrefløjens meningsdannere kamp til stregen. I mere end ti år har den offentlige debat og meningsdannelsen om samfundets tilstand og udfordringer været domineret af højrefløjen. Måske fordi de har været bedre organiseret, måske fordi de har været mere sultne. Uanset hvad, så har resultatet været, at socialdemokratiske analyser, meninger og idéudvikling har været fraværende.

Med Netavisen Pio har vi taget et afgørende skridt i retning af at ændre ved den dominans. Når vores læsere klikker sig ind på piopio.dk skal de kunne læse kommentarer om dagens nyheder set fra et socialdemokratisk synspunkt og samtidig læse nyheder, der ikke slipper gennem mainstream-mediernes nåleøje.

For det andet at udklække flere socialdemokratiske debattører. I de sidste mange år har der ikke været mange erklærede socialdemokratiske debattører til stede i den offentlige debat. Netavisen Pio består næsten udelukkende af frivillige skribenter. Det har for vores lille medie været en forudsætning, men også en mulighed for at træne og afprøve nye ansigter til at deltage i den offentlige debat med socialdemokratiske analyser og synspunkter.

For det tredje at Netavisen Pio skulle deltage i den nye værdikamp og ikke udvikle sig til et Pravda for Socialdemokratiet. Netavisen Pio har i lange perioder de sidste to år været stedet man kunnr gå hen, hvis man ville have synspunkter, der lå ud over, hvad partiet på Christiansborg og i regeringen gik og mente.

Netavisen Pio er blevet et idépolitisk værksted, samtidig med at fokus er rettet på mange af de værdikampe, der udspiller sig oven på krisen. Det betyder også, at man på Pio kan finde indlæg, der taler regeringen midt imod. Det har både regeringen brug for, og partiet har i særlig grad brug for det på den lange bane.

Jeg tror, fremtiden for Netavisen Pio ligger i de tre opgaver.

Netavisen Pio har brug for at vokse sig endnu større og udkomme med endnu flere daglige indlæg. For behovet for stærk socialdemokratisk meningsdannelse er næsten større i dag, end det var for to år siden.

Jeg vil fortsat bidrage aktivt med indlæg og ideer. Men ønsker de nye ansvarlige al held og lykke.

Beskæftigelsesminister (S)


Flere artikler om emnet

Annonce