Hummelgaard: Tak for samfundssind – for Danmark, Europa og Ukraine

Debat

Hummelgaard: Tak for samfundssind – for Danmark, Europa og Ukraine

Ukraine fejrer uafhængighedsdag, mens krigen stadig raser. Danskerne kan være stolte af vores støtte til ukrainernes frihedskamp. Det skriver finansminister, Peter Hummelgaard (S), i dette debatindlæg

Peter Hummelgaard
Billedtekst
"Danmark har leveret mere, end vores størrelse tilsiger", skriver finansminister, Peter Hummelgaard(S), på Ukraines uafhængighedsdag
Foto: Justitsministeriet/Lars Svankjær
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

I dag fejrer ukrainerne deres femte uafhængighedsdag, siden Ruslands feje og modbydelige angrebskrig tog endnu et skridt 24. februar 2022. 

Der er nu gået mere end 1.600 dage, og der mangler kun lidt mere end 1,5 år, før krigen overhaler Anden Verdenskrig i længde. 

Det er en tragedie, jeg aldrig nogensinde havde kunnet forestille mig at være vidne til i min levetid. 

De første dage står stadig tydeligt i min hukommelse. Kunne kampvognene virkelig nå Kyiv på få dage? Ville krigen brede sig?

Tydeligst i min hukommelse står dog billedet af den lille ukrainske pige – ikke ældre end mine egne piger – som i dokumentarfilmen '20 Days in Mariupol' sidder i en kælder med sin familie. 

Hun har en stor jakke på og huen trukket ned om ørerne. ”Jeg vil ikke dø. Jeg vil have, at det her slutter,” siger hun. 

Danmark har fra krigens første dag stået last og brast med Ukraine. Vi har ikke veget en tomme. Det er jeg stolt af. Og det kan I også være.

Jeg vil gerne benytte lejligheden i dag til at sige tak til de tusindvis af danskere, der har gjort en forskel for Ukraine og dets folk. Både dem, der har hjulpet direkte. Indsamlet donationer eller kørt varmt tøj til Ukraine. 

Læs også:Danmark er ikke neutralt - vi holder med Ukraine

Til folkeskolelærere, bibliotekarer og unge og ældre medborgere, der har gjort en forskel for dem, der er kommet hertil. Tak til landsbyer, købstæder, lokalsamfund  og storbyer for at få de hertilkomne ukrainere til at føle sig velkomne. 

Jeg vil også gerne rette en tak til dem, der har hjulpet indirekte. Gennem opbakning og støtte. En donation ad gangen.  

Den vigtigste tak går dog entydigt til Ukraine. Til deres soldater, der utrætteligt bliver ved

I har vist, at det danske samfundssind ikke er de fås projekt. Det er fællesskabets. Og det er et nationalt ansvar, som danskere i hele landet har taget på sig. 

Over de 1.642 dage, krigen har varet, har I været med til at give vigtige finansielle og militære donationer til Ukraine gennem 30 støttepakker. 

Som andel af BNP er Danmark den største donor i verden – og målt på militær støtte i kroner og øre er vi den fjerdestørste. 

Danmark har leveret mere, end vores størrelse tilsiger. Det kan I være stolte af. 

Vi må ikke tage støtten for givet

Den vigtigste tak går dog entydigt til Ukraine. Til deres soldater, der utrætteligt bliver ved. Til dem, der i det omfang det er muligt får samfundet til at rulle videre. 

Takken og den enorme opbakning fra langt størstedelen af danskerne må vi ikke tage for givet. 

Og selvom mange partier deler denne holdning, sidder der desværre også mindst ét parti i Folketinget, der mener, at vi skal kraftigt nedskalere vores donationer og dermed forøge Putins Ruslands chancer for at vinde krigen. 

Ja, Morten Messerschmidt (DF) har endda sagt, at Ukraine allerede har tabt krigen. Gud ske tak og lov, så har Ukrainerne heldigvis valgt ikke at tage imod den besked. 

Læs også:DF-formand i ny russer-brøler

Til gengæld vil jeg gerne rose Dansk Folkeparti for én ting.  

For én gangs skyld har de nemlig sat handling bag ordene. Deres såkaldte ”Chief Whip”, Anders Vistisen, stemte i år som medlem af Europa-Parlamentet imod at give yderligere vital økonomisk støtte til Ukraine. 

Men som den ukuelige optimist jeg er – både på Ukraine og danskernes vegne – så vil jeg i dag fokusere på de gode ting: den store opbakning fra danskerne til Ukraines og vores kamp for fred. 

Slava Ukraini og glædelig uafhængighedsdag til alle ukrainere. 

Peter Hummelgaard

Justitsminister (S)

Kommentarer

Indsendt af Thor (ikke efterprøvet) den Mandag den 24.08.2026 - 17:53

Godt indspark. Held og lykke til Ukraine med at få smidt invvasionsstyrkerne ud af deres land. Vi skal ikke kun fortsætte vores støtte, vi skal også presse andre og større lande til at bidrage mere - med våben og penge, tak, og ikke bare opmuntrende ord.

Indsendt af Jakob Fruergår… (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 25.08.2026 - 08:48

Kære Peter, ganske tilfreds med din, Mette Frederiksen, og resten af de A-ledede regeringers ubrydelige støtte til Ukraine. På alle måder. Og Mette Frederiksens store evner her ud i. Udenrigs- Sikkerheds- og til dels forsvarspolitikken har været fantastisk under alle de A-ledede regeringer. Indenrigspolitikken har så bare sejlet under SVM. Men nu er jeg med på A-holdet igen. Det nye regeringsgrundlag er helt fint. #minyndlingsfinansminister.

Indsendt af Jytte Boller (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 25.08.2026 - 09:58

Vi skal blive ved med at hjælpe,så længe den idiot bliver ved med at ødelægge et land.Det er ulykkeligt.Kh.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.