Det er nemlig barske sager, der kommer frem i justitsminister Peter Hummelgaards bog ‘Der er noget, vi skal tale om’.

Bogen trækker på Hummelgaards egen historie som barn i et voldeligt hjem og er et personligt og politisk opgør med vold i hjemmet og de omkostninger, volden har for den enkelte og for hele samfundet.

Derved skriver Hummelgaard sig ind i en over hundrede år gammel socialdemokratisk tradition, der strækker sig fra Peter Sabroe op til Mette Frederiksens oprindelige ambition fra før coronapandemien og Ukraine-krigen.

At være børnenes statsminister.

Svinger hammeren over sine jævnaldrende

Den slags ambitioner er nærmest umulige at indfri, og det er heller ikke fordi Hummelgaard nærer mange illusioner.

Han har selv taget rejsen fra små kår til samfundets top, hvor han nu som justitsminister sidder og svinger hammeren over vrede unge mænd, der kunne have været hans klassekammerater.

På tættere hold end de fleste har han oplevet, hvordan systemet i al dets magt og vælde med pædagoger og socialrådgivere og institutioner har svigtet børn.

Hummelgaard er nemlig stolt af, hvor han kommer fra. Han er også stolt af sit land og sit parti

Men igennem bogen går samtidig en rød tråd af optimisme. Både på de vanrøgtede børn og på samfundets vegne.

En optimisme som Hummelgaard har vundet retten til, da han selv er et eksempel på “den danske drøm”. Så kan det godt være han taler lige så meget om lufthavnen som Jakob Ellemann-Jensen nævnte sin soldatertid.

Provokerende i kynismens tidsalder

Hummelgaard er nemlig stolt af, hvor han kommer fra. Han er også stolt af sit land og sit parti.

I kynismens tidsalder provokerer det mange, men for læserne af socialdemokratiske debatbøger er det en kvalitet.

Ligesom deres klassekammerater i den hvide under- og arbejderklasse er de ofte vokset op i et hjem, hvor næverne sidder løst

Den indre modsætning: At dyrke en kultur med mange kvaliteter, men også åbenlyse fejl og mangler er noget Hummelgaard har til fælles med mange af klienterne i sit eget retssystem.

Nemlig drenge og unge mænd med mellemøstlig baggrund. Ligesom deres klassekammerater i den hvide under- og arbejderklasse er de ofte vokset op i et hjem, hvor næverne sidder løst.  

Som Hummelgaards liberale forgænger Søren Pind også har bemærket, så gemmer der sig bag den værste forbryder typisk en svigtet og vred dreng. Vold er arveligt.

Kant til De Radikale

Der er ingen blødsødenhed i bogen. Nogle mennesker er så forråede, at der ikke er meget andet at gøre end at spærre dem inde det meste af deres liv.  

Her har bogen også kant til dele af venstrefløjen og De Radikale

Hummelgaard tilslutter sig det gamle Tony Blair-princip om at være hård mod kriminalitet og hård mod årsagerne til kriminalitet.

Her har bogen også kant til dele af venstrefløjen og De Radikale, der med sikkerhed vil slå sig på bogens klare italesættelse af integrationsproblemerne og vilje til at målrette indsatsen.

Eksempelvis ved at gøre det strafbart i parallelsamfund ikke at indberette mistanke om vold mod børn.

Stadig sulten

I en socialdemokratisk kontekst er bogen et klart eksempel på, hvordan en værdipolitisk dagsorden kan kobles til klassisk socialpolitik.

For et stort magtparti er der altid en risiko for at smelte sammen med systemet og ende med at forsvare status quo og ellers forsøge at parere kriserne, som de opstår.

Den benzin, der driver mænd fra arbejderklassen både til storhed og fald

Ikke her. Hummelgaard er stadig utålmodig og sulten på at komme i kamp mod uretfærdigheden.

Til tider også vred. Den benzin, der driver mænd fra arbejderklassen både til storhed og fald.

Det taler til Socialdemokratiets og Hummelgaards ære, at man trods regeringsansvarets åg stadig udgiver bøger og samfundsanalyser.

Peter Hummelgaard. ‘Der er noget, vi skal tale om’. 144 sider. Gyldendal. Udkommer i dag.