Hun skriver modigt om volden i Mellemøsten - og hendes seneste bog fremragende

Den britisk-tyrkiske forfatter, Elif Shafak, skriver så eventyrligt gribende, at man som læser hele tiden må tage sig selv i, at man læser romanerne alt for hurtigt, nærmest forslugent, og at de fortjener bedre. 

At det er en lækkerbisken, man bliver trakteret med. At det faktisk ikke er godt, når man er færdig, fordi der bare ikke er mere. 

Men alligevel kan man ikke lade være med at læse videre, for hendes historier er så intense og mættet med menneskeskæbner, som man ikke kan undgå at få sympati for, og som man bare vil vide hvad der kommer til at ske med. 

Sådan var det i hendes gennembrudsroman ’Bastarden fra Istanbul’ fra 2006, hvor hun tog fat i det armenske folkemord, og på den vis kom i karambolage med den tyrkiske regering, som ikke vil anerkende denne historiske begivenhed. 

Efterfølgende valgte Elif Shafak frivilligt at bosætte sig udenfor Tyrkiet, selvom hun endte med at blive frikendt. 

Og sådan var det i ’De forsvundne øers træer’ fra 2021, og som udkom på dansk sidste år. 

Heri tog hun fat på de voldelige konflikter på Cypern i 1970’erne, og igen er Shafaks grundopfattelse og optik på disse begivenheder, at mennesker bliver flyttet rundt på kloden, og samfund bliver ødelagt af indre eller ydre fjendskab, der gør flertallet hjemløse, traumatiserede og på evig jagt efter en måde at genopbygge selvet. 

Immigranters kampe

Alle Elif Shafaks bøger handler om splittede og ødelagte identiteter, og hvis man gerne vil forstå immigranters kampe for et fodfæste, og hvad det i grunden indebærer, at blive revet op ved rode, så er hendes romaner intet mindre end fremragende. 

Måske fordi Elif Shafak aldrig skriver indigneret om forkvaklede ideologier og sprængte sind, der sådan ødelægger freden og sikkerheden verden over. 

Eller rettere: Hun skriver lige præcis om ideologier, ekstremister og volden, men hun gør det på en måde, hvor skæbnerne - ofrene - på en nærmest fortryllende måde ophæver disse ideers værdi. 

Kort sagt, så evner Elif Shafak at opløse voldspiralernes iboende idé om en mening, der kan legitimere hadet. 

Læs også:Salman Rushdie blev forsøgt myrdet af islamist - nu har han skrevet en smuk bog om angrebet

Elif Shafak er måske den forfatter, der er mest modig og mest direkte, når det handler om den eksterne og interne vold, der præger Mellemøsten og samtidig sætter sit præg på de mange flygtninge, der har bosat sig i Vesten. 

Hendes optik er aldrig ophøjet, set fra et helikopterperspektiv, men altid grundfæstet i det enkelte menneske, og derigennem udfolder hun myriader af historiske begivenheder, der for mange er betændte og tillukkede med tabuer. 

Et mageløst tæppe

I hendes seneste roman, ’Floderne i himlen’ fra 2021, og som nu foreligger på dansk, tager hun fat i Yazidiernes lange historie, og ligesom i sine andre romaner, fletter hun historier fra forskellige epoker sammen til et mageløst tæppe af betydninger og mening, der giver de enkelte karakterer en skæbne, som gør dem større end det evigt indskrænkede Jeg, som så meget af vores kultur er præget af i dag. 

Elif Shafak formår at genfortælle historien om verdens første digt, skrevet af Gilgamesh, fundet på lertavler med kileskrift, der stammer fra kong Assurbanipals berømte bibliotek, og som samtidig er de ældste skrifter i verden. 

Disse skrifter, der betyder så meget for Mesopotamiens historie, er samtidig knyttet til yazidiernes historie, der dyrker en art gudløs religion, hvor de tilbeder naturens forskellige fænomener: ilden og vandet. 

Og netop derfor har yazidierne været et jaget folk, og gennem historien blevet anklaget for at være djævledyrkere. 

Da ISIS tog magten, gik det ud over yazidierne i Irak, hvor ekstremisterne fik frit lejde til myrde og slavegøre yazidierne

Elif Shafak konstruerer sin historie således, at en dråbe vand lander på kongens pande, og som derved oplever dette paradis på jords endeligt, da dets dæmninger brød sammen og imperiet gik under. 

Senere bliver dråben vidne til andre vigtige begivenheder, og udgør samtidig grundideen i selve romanen, der handler om vandets historie, især fordi yazidiernes igen i vor tid er blevet flygtninge, for eksempel i Tyrkiet, hvor Erdogan har bygget nye dæmninger, så yazidiernes land er blevet oversvømmet, og de igen er blevet fordrevet. 

Og ikke nok med det. Da ISIS tog magten, gik det ud over yazidierne i Irak, hvor ekstremisterne fik frit lejde til myrde og slavegøre yazidierne, fordi de mente, at disse mennesker var hedninge og derfor fortjente døden.

Det forjættede land

I ’Floderne i himlen’ følger vi en fattig mand, der vokser op i slummen og mudderet i Themsen i London, men som senere bliver ekspert i læsning af kileskrifter, og på den måde opdager Gilgamesh’ epos. 

Vi lærer om British Museum, der ejer store samlinger af Mesopotamiens historie, og i 1872 drager han første gang til datidens Konstantinopel, og derfra til det forjættede land, Ninive, hvor de mange lertavler med kileskrifter blev fundet. 

Og her møder han de kurdisktalende yazidier, der igen bliver udsat for folkedrab. 

Vi følger en kvinde, der i vor egen tid er ekspert i vand, og som mener at vand har hukommelse, og som er bosiddende i London, forældreløs og opvokset hos sin stenrige onkel, der har lagt sin fortid i Mellemøsten bag sig, og fuldt ud mener sig assimileret i det engelske og vestlige samfund. 

Men alligevel er han samler af antikviteter, og på den måde bekendt med Mesopotamiens historie og Gilgamesh.

Læs også:Célines roman er et mesterværk, men forlaget glemmer forfatterens jødehad og landsforræderi 

Genstande fra andre af historiens forskellige tråde optræder i forskellige kontekster, og hele tiden handler det om disse splittede identiteter, der slås med at finde en mening med tilværelsen. 

Elif Shafak evner at skabe disse store historiske fortællinger, uden at det bliver kedeligt. Og hun evner samtidig at berette om forfølgelser og tragiske skæbner, sådan er vor tids tragedier ligestilles med fortidens. 

I begge tilfælde bliver vi som læsere følelsesmæssigt berørte af de liv, der ødelægges. 

Ligesom i romanens tredje grundfortælling, der handler om en familie, der mister deres hjem i Tyrkiet, grundet dæmningsprojektet, og som samtidig bliver ofre for ISIS’ ekstremisme og barbari. 

Skræmmende ærlig og direkte

Der er ingen, der som Elif Shafak evner at beskrive forskellige kulturer således, så man som læser bare må kapitulere, og nedlægge alle former forestillinger om, at civilisationer kan rangordnes, så nogle fremtræder mere humane end andre. 

Ikke fordi Elif Shafak undlader at tage fat i imperialismens fortrædeligheder eller islams fundamentalistiske, kvalmefremkaldende legitimering af vold og undertrykkelse. Slet ikke. 

Elif Shafak er skræmmende ærlig og direkte, når hun skriver om sindssyge magtmenneskers fanatisme og sadisme. 

Læs også:Tysklands romantiske billedstjerne skildres inderligt i ny bog

Nej, hun gør det bare således, at hun i grunden ikke dømmer, men samtidig viser læseren, at disse menneskers afstumpethed aldrig kan få gyldighed via ideologi eller alle mulige andre former for legitimering. 

Og så skriver Elif Shafak altså bare så guddommeligt smukt. Hun evner at gøre klimakatastrofer, menneskeskæbner og historiske grundrids til noget, der er nærværende og vedkommende for alle, inklusive feminismen. 

Det føles aldrig forceret, sådan at tematikken overskygger fortællingens fortryllelse og det intense fokus på mennesket som denne lille dråbe i havet, i tiden og rummet, hvor alting hænger uløseligt sammen, og hvor historierne springer frem som bifloder. 

Gribende og opløftende

Elif Shafak er de glemte historiers mester, og hun skriver som ingen anden. Det er ikke magisk realisme, for der er ikke ret meget egentlig magi i hendes fortællinger. 

Elif Shafak er alt for god til at måtte ty til den slags magiske og eventyrlige greb, selvom fortællingen om en dråbe vand, der kan huske, er en antydning af selvsamme. 

Læs også:‘Broderismen. Sådan undergraver islamister de vestlige samfund’

Alligevel er det historiens og menneskets skæbne, der udgør grundessensen i alle hendes fortællinger, og det fokus er bare så inderligt, blottet for værdikampe og alt muligt andet fnidder og fnadder. 

Det er derfor, at hun er den forfatter, der allerbedst formår at skrive om det kulturelle brydningsfelt, der er så intenst og problematisk mellem Øst og Vest. 

Hun er, kort sagt, en forfatter, der er værd at læse, fordi det er så gribende og samtidig bliver man klogere og opløftet, midt i alle verdens mest betændte kriser og dehumaniserende begivenheder. 

Elif Shafak. ’Floderne i himlen’. Roman. På dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild. Illustreret med tegninger i sort/hvid. 496 sider. Gads Forlag, 2025.