Regeringens nye ældreminister Thyra Frank blev berømt i det ganske land for sin tid som plejehjemsleder på plejehjemmet Lotte på Frederiksberg. For at servere rødvin til maden og Bailey’s til kaffen. For ikke at have et kontor men have skrivebord i beboernes dagligstue, så man altid var tæt på. For at invitere beboerne på en årlig charterrejse og for i det hele taget at være nærværende, nærmest et Pinocchio-plejehjem – uden de bindende bånd, der så mange andre steder har taget ”hjem” ud af plejehjem.

Jeg var aktiv i det lokalpolitiske miljø på Frederiksberg, da Lotte-feberen rasede. Både da Thyra Frank gik sin sejrsgang i pressen, og da hun stoppede på plejehjemmet for at blive folketingsmedlem, samtidig med at Lotte gennemgik nogle store ændringer.

Thyras præmieplejehjem
Der stod – og står – stor respekt om Thyra Frank på Frederiksberg. Der er ingen tvivl om, at hun som plejehjemsleder var helt fantastisk. Det er en holdning, der går igen på tværs af partiskel. ”På Lotte kan alt som udgangspunkt lade sig gøre. Her hersker ingen regeltyranni. Thyra ser muligheder frem for begrænsninger. Den enkelte beboer bliver set som et menneske, der betyder noget. Som Thyra siger, det gælder om at have et liv efter døden”, kunne man eksempelvis læse i medlemsbladet for Socialdemokratiet på Frederiksberg i marts 2011. Det er vel at mærke efter, Thyra Frank meddelte sit kandidatur for Liberal Alliance. Indlægget om Lotte er for øvrigt skrevet af den tidligere socialdemokratiske viceborgmester Karin Dubin, der havde store roser til overs for Thyra Frank som menneske.

”Efter min mening har Thyra Frank en livsglæde og et drive, der er helt unik. Hun møder mennesker med en smittende varme, kærlighed og rummelighed. Hun har gjort Lotte til et enestående sted at være”, fortsætter Karin Dubin roserne af Thyra Frank. Mit indtryk er, at det dengang såvel som i dag er udtryk for den generelle holdning til Thyra Frank i det lokalpolitiske miljø på Frederiksberg. Især dengang, og i en vis udstrækning også i dag.

Ville koste kommunen 100 millioner, hvis alle var som Lotte
Med det slået fast – at Thyra Frank var en fantastisk leder af et lige så fantastisk plejehjem, så er det også værd at fortælle den anden side af historien om plejehjemmet Lotte.

Plejehjemmet Lotte var et såkaldt friplejehjem. Det betød, at de ikke var underlagt de budgetter, resten af kommunens plejehjem skulle arbejde under. Lotte var i den helt unikke situation, at de selv styrede deres omkostninger, og så skulle kommunen betale. Det hul i loven blev lukket i 2012, og Lotte skulle overgå til at være en selvejende institution, der var underlagt samme budget som resten af kommunens plejehjem.

Da kommunen skulle lave driftsoverenskomst med plejehjemmet Lotte viste det sig, at Lottes madbudget var 50 % højere, end det er på resten af kommunens plejehjem. Og at Lottes driftbudget generelt var 20 % højere end på de kommunale plejehjem. Formanden for Frederiksberg Kommunes sundhed- og omsorgsudvalg, den konservative Flemming Brank udtalte i den sammenhæng, at ”hvis alle plejehjem i kommunen skulle have samme niveau som Lotte, så skulle vi finde cirka 100 millioner kroner”.

Da Frederiksberg Kommune skulle lave en aftale med Lotte, blev kommunen nødt til at bevilge næsten en million kroner, så Lotte havde tid til at indstille sig på en ny virkelighed, hvor de er underlagt samme stramme budgetstyring som alle andre plejehjem.

Samtidig viste det sig, at det kommunale tilsyn havde udtrykt kritik af plejehjemmet Lotte – blandt andet fordi man ikke havde styr på egenkontrollen. ”Der er en årsag til, at man har fået anmærkninger i tilsyn, og det er fordi man ikke har prioriteret at dokumentere. Det er måske, fordi man har prioriteret, at der ikke skulle være en sygeplejerske ansat til at sikre, at medicindosering og sådan nogle ting var i orden”, sagde Thyra Franks efterfølger som forstander for Lotte, Charlotte Andreassen, i september 2014.

Velfærd koster penge
Plejehjemmet Lotte er altså ikke bare et eksempel på, at tro og en stærk, rebelsk og fandenivoldsk leder kan flytte bjerge. Det er ikke kun et eksempel på, at der kan være god ræson i et opgør med regeltyranni og fremmedgørelse i den offentlige sektor.

Lotte var i lige så høj grad – måske i endnu højere grad – et bevis på, at pris og kvalitet hænger sammen. At Lotte kunne skabe et ganske særligt plejehjem, fordi der var penge til det. Der var penge til ordentlig mad, til et glas rødvin eller til en charterrejse. Alle de ting, der ikke er penge til i den kommunale velfærd – og næppe bliver mere råd til med Thyra Franks parti i regering.

Mads Havskov Hansen er redaktør på Netavisen Pio. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.