Husker du Peter Uno, der blev fyret uden varsel efter 43 år på samme slagteri: Her er hans nye job

Brancheskift i sen alder

Husker du Peter Uno, der blev fyret uden varsel efter 43 år på samme slagteri: Her er hans nye job

Den nu 65-årige slagteriarbejder har haft travlt med at tage lastbil-kurser og søgt bredt efter job - nu tager han et spring til en helt ny branche

Peter Uno
Billedtekst
Peter Uno Andersen blev brutalt fyret efter 43 år - nu er han på vej tilbage i job
Foto: Thisted Kommune og Colourbox - Fotografik: Emil Vendelbo Johansen

Husker du slagteriarbejder Peter Uno Andersen, der efter 43 år på samme slagteri, Tican Fresh Meat, i Thisted i Thy, i september sidste år pludselig blev hevet ind på mesterkontoret og fyret uden varsel? 

Den da 64-årige Peter Uno Andersen, der på mesterkontoret fik besked på, at tømme sit skab og herefter blev eskorteret ud til slagteriets port. Først ude på den anden side af porten fik han endelig lov til at tale med sin tillidsmand?

Læs også:Fyret efter 43 år: “Jeg skulle tømme mit skab og blev så eskorteret ud af porten”

Nu er der godt nyt.

65-årige Peter Uno Andersen oplyser således over for Netavisen Pio, at han har fået et nyt arbejde. Endda på fuld tid. Han starter pr. 15. december:

“Det er rigtig skønt. Jeg har jo søgt bredt. I starten satsede jeg på at få job som chauffør. Jeg havde i forvejen kørekort til lastbil. Jeg supplerede op med et hængerkort. Men jeg endte med et job i en helt anden branche. Jeg glæder mig rigtig-rigtig meget.”

“Jeg er på morgenholdet. Jeg starter ved  seks-halvsyvtiden. Fint med mig. Jeg har hele livet været vant til at møde tidlig morgen. Så det er slet ikke noget problem overhovedet,” siger Peter Uno Andersen, der med vilje holder journalisten lidt hen i spænding, om hvad hans nye job er:

Jeg skal ud til borgerne og hjælpe med personlige ting

“Jamen, jeg starter i hjemmeplejen her i Thisted Kommune. Jeg skal ud til borgerne og hjælpe med personlige ting og sådan noget. Kontrakten er underskrevet. Det bliver sgu’ spændende. Det bliver super. Jeg glæder mig utrolig meget.”

Det er noget helt andet, end det du plejer at arbejde med...

“Ja, det må man sige. Jeg har aldrig prøvet det før, men jeg har virkelig lyst til at prøve det. Og jeg bliver uddannet hen ad vejen. Det sørger kommunen for.”

Kandidat for Socialdemokratiet

Lige nu har Peter Uno Andersen også travlt. Han er nemlig kandidat for Socialdemokratiet til kommunalvalget i Thisted. Opstillet som nummer 4 på S-kandidatlisten.

Dejligt de vil hjælpe

“Valgkampen er i fuld gang. Jeg har for få dage siden været ude at hænge valgplakater op sammen med børnebørn og andre gode folk. Dejligt de vil hjælpe.”

Hvis Peter Uno Andersen bliver valgt til en ny periode i byrådet, så vil det være hans fjerde periode som byrådsmedlem for S.

Tillidsmand gennem 22 år

Peter Uno var i 22 år tillidsmand for kollegerne på Tican-slagteriet.

Både Peter Unos fagforening, NNF Nordjylland, og Peter Uno Andersen selv, er faktisk også af den opfattelse, at han i virkeligheden blev fyret, fordi han havde annonceret på slagteriet, at han igen stillede op som tillidsmand.

Læs også:Tican-arbejdsgiverne burde have en dårlig smag i munden 

I begyndelsen af 2023 blev en anden valgt som tillidsmand, men Peter Uno Andersen havde planer om på ny at kandidere til tillidsmandshvervet februar 2025:

At ledelsen ikke vil risikere, at jeg igen blev tillidsmand

“Det er velkendt på slagteriet, at jeg gik efter at stille op til tillidsmandsposten. Og at jeg havde gode chancer for at blive valgt. Min fornemmelse er, at ledelsen ikke vil risikere, at jeg igen blev tillidsmand. Derfor har de haft travlt med at få mig ud af vagten,” udtalte Peter Uno Andersen til Netavisen Pio tilbage i september sidste år, da han lige var blevet fyret. Efter 43 år på slagteriet.

Fyringen af Peter Uno Andersen blev en dyr affære for Tican-slagteriet.

Tican-ledelsen havde nemlig ikke overholdt reglen om, at man skal tage særligt hensyn til slagteriarbejdere ved fyringsrunder, der har arbejdet mere end 25 år. 

Slagteriet skulle have forsøgt at omplacere - frem for at fyre.

Læs også:Smidt ud efter 43 år: Slagteri må til lommerne efter fyring af mangeårig tillidsmand

I tilfældet Peter Uno Andersen foretog Tican sig, ifølge NNF Nordjylland, intet forsøg på at omplacere Peter Uno Andersen. Og den påståede ændring i produktionsflowet holdt heller ikke vand.

Slagteriet og Peter Uno Andersen indgik efterfølgende et forlig, hvor Uno Andersen har fået tilkendt en erstatning for virksomhedens manglende overholdelse af reglerne. Selve forligets indhold er fortroligt.

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Mester (ikke efterprøvet) den Lørdag den 01.11.2025 - 13:35

Det er utroligt at NNF kun er slagternes fagforening. COOP snød mig bevidst for 45 dages løn fulgte ikke orlyden i deres opsigelse og de 900 timer jeg ufrivilligt havdexarbejdet over fik jeg intet kompensatiom for.JEG HAVDE EN GOD TILLIDSMAND MEN JURISTERNE I NNF VAR COOP RØVSLIKKERE

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.