Hvad er de radikale så utilfredse med?

Radikale Venstre har i månedsvis skreget på en international løsning. Når socialdemokraternes Henrik Sass Larsen så forslår en international løsning, kalder De Radikale det ”helt på månen”. Skyldes den radikale modvilje mon, at EU ikke bestemmer nok?
Vi starter med to citater:

Vi må sige, at de ydre grænser skal virke i Europa. Den mest ideelle løsning vil være at lave modtagelejre rundtomkring. Også i nærområderne, hvor alle med behov for beskyttelse og husly kan komme hen. Der skal være ordentlige vilkår”.

[Vi ønsker] at styrke EU’s ydre grænser med fælles modtagecentre med værdige og effektive modtageforhold. Her skal vi også styrke indsatsen for at skelne mellem flygtninge og migranter. Flygtninge skal hjælpes. Migranter skal sendes hjem”.

Umiddelbart kan det jo se ud som om, at de to afsendere er meget enig om det langsigtede svar på den aktuelle flygtningesituation i Europa. Alligevel kalder afsenderen af det sidste forsalg, den radikale udlændingeordfører Sofie Carsten Nielsen, det første forslag for ”helt på månen” og ”langt uden for skiven”. Afsenderen af det første forslag er den socialdemokratiske gruppeformand Henrik Sass Larsen.

Flygtninge skal samles i modtagelsescentre
Men bortset fra at det hedder modtagelseslejre frem for modtagelsescentre, hvad er så egentlig helt præcis forskellen på de to forslag – og hvad er årsdagen til, at Sofie Carsten Nielsen farede sådan i flint over Sass Larsens forslag?

Begge er enige om, at den nuværende udvikling, hvor EU’s ydre grænser er brudt sammen og store menneskemasser bevæger sig op gennem Europa uden nogen form for styring, er uholdbar. De to er også enige om, at løsningen ligger i stærkere internationalt samarbejde om at håndtere flygtningesituationen.

Det er heller ikke styrkelsen af EU’s ydre grænser og Frontex-samarbejdet, der er helt på månen, for det har de Radikale jo også selv foreslået. Ej heller kan etableringen af modtagelseslejre/centre være helt på månen, for det støtter De Radikale jo også. Og det er vel ikke være spørgsmålet om hvorvidt de skal ligge i nærområder, ved EU’s ydre grænser eller begge steder, der kan skille.

Det giver jo ingen mening af princip at være imod, at de kan ligge i nærområderne (eksempelvis Jordan, Libanon, Tyrkiet, Libyen, hvor 86 procent af de syriske flygtninge i forvejen befinder sig). Det vil jo netop aflaste de nærområder, som i dag løfter så uforholdsmæssigt stor del af byrden.

Der kan være masser praktiske udfordringer med at etablere et modtagelsescenter i eksempelvis Libyen. Men rent principielt må det da være at foretrække frem for at insistere på, at flygtningene SKAL betale menneskesmuglere og krydse Middelhavet med risiko for at drukne undervejs, inden de når frem til et modtagelsescenter i Italien eller Grækenland?

Radikale: Europa kan ikke tage imod alle flygtninge
Der kan vel heller ikke være uenighed om, at de nye modtagelseslejre/centre skal have ordentlige forhold og langt bedre end de kummerlige lejre, der findes i øjeblikket. Så langt er det altså svært at se en uenighed. Men måske handler uenigheden så om, hvad der skal med flygtningene efter de er ankommet til modtagelsescentrene og har fået tildelt asyl?

Ifølge Henrik Sass Larsen skal de enkelte lande melde ind, hvor mange asylansøgere de vil modtage fra modtagelsescentrene. Hvis der er flere asylansøgere i centrene end medlemslandene vil modtage, må asylansøgerne blive i centrene, hvor der så skal være mulighed for uddannelse, arbejde mm.

Sofie Carsten Nielsen ønsker en europæisk fordeling. Hun understreger dog samtidig, i Jyllands-Posten 22. januar, at ”Radikale Venstre har aldrig ment og kommer aldrig til at mene, at Danmark eller Europa skal tage imod alle verdens flygtninge. Det kan vi ikke!i”. Det må betyde, at der kan opstå situationer, hvor flygtninge må afvises indrejse til Europa, også selvom de egentlig lever op til kravene for at være flygtninge. Ellers er udsagnet jo meningsløst.

Både Sass Larsen og Sofie Carsten Nielsen er altså i princippet enige om, at der må sættes et maksimalt loft for, hvor mange flygtninge der skal kunne rejse fra modtagelseslejre/modtagelsescentre og videre til Europa. Konsekvensen må jo så også være, at der kan være flygtninge, som ikke kan rejse videre ind i Europa, og som må blive i lejrer/centrer i nærområderne eller ved EU’s ydre grænser. Man kan så diskutere størrelsen på loftet, men ikke selve princippet. Da ingen af de to har sat tal på, hvor mange der skal kunne få ophold, kan det jo heller ikke være her, uenigheden ligger.

Uenigheden går på, hvem der skal fastsætte det samlede loft for, hvor mange flygtninge der kan komme til Europa. Sass Larsen vil som nævnt lade det være op til de enkelte medlemslande at melde ud, hvor mange flygtninge de ønsker at tage. Summen af medlemslandenes udmeldinger vil så udgøre det samlede EU-loft.

Sofie Carsten Nielsen vil vende det på hovedet: EU skal fastsætte det samlede loft, og herefter fordele flygtningene efter en matematisk model, der blandt andet tager hensyn til indbyggertal og velstand, i stil med den, der sidste år blev brugt til at fordele en kvote på 160.000 flygtninge.

Det skal ikke være muligt at ”springe køen over”
Derudover er der uenighed om, hvorvidt det forsat skal være muligt at tage direkte til et enkelt medlemsland, eksempelvis Danmark, og søge om asyl. Ifølge Sass Larsen skal det ikke være muligt så at sige at ”springe køen over” ved ikke at registrere sig ved et modtagelsescenter og i stedet rejse ”under jorden” ind i EU og komme til Danmark. De Radikale mener, at det skal være muligt. Slipper man igennem den ydre, forstærkede kontrol og når til Danmark, så fortjener man også at få asyl, synes logikken at være.

Uenigheden går altså først og fremmest på, om det skal være op til EU eller de enkelte regeringer at fastsætte det samlede loft over antallet af asylansøgere, der kommer til Europa. Det er angiveligt årsagen til, at forslaget er ”helt på månen” og ”uden for skiven”. Det kunne De Radikale godt gøre lidt mere tydeligt, så der ikke opstår den misforståelse, at uenigheden skyldes manglende enighed om, hvorvidt alle flygtninge skal kunne komme til Europa.


Flere artikler om emnet

Annonce