Hvad er det, privatskoleforældrene betaler for?

Privatskolen Skorpeskolen i Nordsjælland stod tidligere på ugen for skud i Berlingske, da den af forældre blev beskyldt for at svigte både sit ansvar og børnene. Den historie har jeg hørt før. Bare om en række andre privatskoler. 

Stadig flere elever strømmer til fri- og privatskolerne. I starten af 00’erne gik 12-13 procent af de danske skoleelever på fri- eller privatskole. I skoleåret 2023/24 var det 18,5 procent, og blandt velstående familier er andelen endnu højere.

Læs også:Elitens børn lades i stikken - Forældre og forskere i fælles opråb

Det skorter ikke på rædselshistorier om folkeskolen, så det er ikke totalt ubegribeligt, men i min omgangskreds er der generel begejstring for folkeskolen og ditto skuffelse over privatskoler. 

Jeg græd hele den weekend, mens jeg vinkede adieu til drømmen om ladcykler fyldt med børn i pendulfart til den lokale folkeskole

Min egen oplevelse er ingen undtagelse. Jeg fik et par år inden skolestart fortalt, at folkeskolen ikke ville kunne rumme mit barn.

Jeg græd hele den weekend, mens jeg vinkede adieu til drømmen om ladcykler fyldt med børn i pendulfart til den lokale folkeskole på Vesterbro og trygheden i rigtig at høre til ens lokalmiljø. 

Læs også:Når så mange forældre vælger folkeskolen fra, så er det på tide at tænke anderledes

Og ja, jeg ved godt, at min iver efter den lokale folkeskole nok havde været en anden, havde jeg boet i et mere belastet område.

Pis mig i øret

I stedet for at samcykle til skolen med gårdens børn, skulle jeg nu hver morgen cykle 45 min hver vej til en privatskole nord for Utterslev Mose for at sikre min søns ve og vel. Til al held for mine trætte ben viste skolen sig hurtigt ikke at være for os. 

Få dage efter skolestart blev mit barn kastet ned i asfalten af en større elev i skolegården. En voksen havde givet ham en ispose og sagt, at han skulle holde øje med tegnene på hjernerystelse. Han var fem år. Mig fortalte skolen ingenting. 

hvem ved egentlig, om ens guldklump puster sig op i skolegården og fyrer “pis-mig-i-øret” af på repeat?

Først da jeg om aftenen aede hans hoved, og mine fingre fandt en kæmpe bule, fandt jeg ud af, at noget var sket. Skolen beklagede, men klasselæreren havde desværre ikke tid. Jeg har nok for høje forventninger, tænkte jeg.

Et par dage senere fik jeg en mail om, at mit barn bandede. Det samme fik andre drengeforældre. Det plejede han ellers ikke – underligt nok, når man hører hans mor snakke – men hvem ved egentlig, om ens guldklump puster sig op i skolegården og fyrer “pis-mig-i-øret” af på repeat? 

Måske der var en grund til, at der kun var fire børn i den eksisterende børnehaveklasse

Skolen var nu ikke sikre på, at han måtte gå der. Igen forsøgte jeg at få fat i klasselæreren, men forgæves. Heller ikke rektoren var nogensinde ledig.

Skolekontoret undskyldte det med, at de var pressede, og rådede mig til at trække mit barn ud – for det ville de selv have gjort. Måske der var en grund til, at der kun var fire børn i den eksisterende børnehaveklasse. Jeg skrev mit barn ud sammen med over halvdelen af de andre nystartede forældre. Og så stod vi der efter skolestart. Uden en skole. 

For tørstig efter viden

I en feberredning kontaktede jeg en Steinerskole. Bare fordi jeg ikke selv synes, det var fedt at lege med pinde som barn, skulle det jo ikke gå ud over min søn. Jaja, vi har plads til jer, forsikrede de, også til dit barn.

Phew, tænkte jeg og iførte mig et passende outfit i ternet deadstock og droppede eyelineren – man vil jo gerne ligne en, der hører til. Jeg så ham blive fortryllet af krystaller og stearinlys på gulvet og grenene i loftet, selvom det lignede noget fra “True Detectives” første sæson. 

Jeg forstår nok bare ikke skoler, tænkte jeg

Så fulgte to ugers radiotavshed. Da jeg endelig fik hul igennem, var det til en afvisning. De kunne desværre ikke imødekomme min søns “tørst efter at tilegne sig ny viden”. 

Jeg forstår nok bare ikke skoler, tænkte jeg. Men jeg begyndte også at føle, at vi var forkerte. Det havde ikke været på min radar, at vi som nogenlunde normale ressourcestærke forældre til en glad dreng, der er mere kvik og nysgerrig end gennemsnittet, ikke var velkomne.

Læs også:Minister om voldskultur på Herlufsholm: “Ekstremt alvorligt”

Sidste mulighed var det, vi var blevet frarådet. Oh gru: distriktsskolen. En folkeskole med 500 elever midt på Vesterbro. 

Klap kaje

Rektoren opfordrede i sin velkomsttale nye forældre til at lade lærerne lære deres børn at kende. Alle synes, at deres eget barn er det klogeste og særlige, men back off, sagde han groft sagt. Jeg klappede derfor kaje. For en gang skyld. 

Vi nåede ikke mange dage ind i skoleåret, før klasselæreren Hanne havde opdaget mit barns kvikke og nysgerrige hoved og inviterede os til møde. 

Hun havde observeret og ville vide mere. Jeg kvitterede for engagementet med at begynde at græde. Det var som at få et kram af en mor. Sådan en, der ikke bare forlader en. Det er svært at navigere i børnelivet på vegne af et barn, hvis hjerne fungerer anderledes end flertallet. 

Foruden bålmad, skak, ispindeskulpturer, Pokémon og julebagning på skoleskemaet har de en plan

Jeg havde ikke turde håbe på en så proaktiv og favnende folkeskole, og nu kan jeg ikke få armene ned. De lovede ikke guld og grønne skove, men de var nysgerrige, omsorgsfulde og gav plads. 

Læs også:Flere fravælger folkeskolen: En ”bekymrende” tendens, mener ordfører

Bliver det nødvendigt med hjælp udefra ved skolen, hvad vi skal gøre. Foruden bålmad, skak, ispindeskulpturer, Pokémon og julebagning på skoleskemaet har de en plan. Privatskolerne havde knappe ressourcer, ipad-onsdag og en afvisning.

I min omgangskreds er min oplevelse ikke enestående. Flere har enten forladt eller er blevet bedt om at forlade en privatskole.

Der er brodne kar alle steder. Både på privatskoler, folkeskoler, blandt passagerne på Molslinjen og i Folketinget

“Jeg ved stadig ikke, hvad det er, jeg betaler 2800 kroner for,” sagde min veninde den anden dag, efter at skolelederen på hendes barns privatskole havde sagt, at klassens mistrivsel ikke var hans problem.

Der er brodne kar alle steder. Både på privatskoler, folkeskoler, blandt passagerne på Molslinjen og i Folketinget. Og jeg ved også godt, at inklusion er svær, og at privatskoler på landsplan har et højere karaktergennemsnit end folkeskolen. 

Læs også:Debat: Lærerne skal ind fra sidelinjen for at redde folkeskolen

Men måske det er lidt lettere at få, når man kan stritte de besværlige ud og invitere den næste på ventelisten ind. For det kan de jo, privatskolerne. De har ingen forpligtelse til at få det til at fungere med børn, der kræver mere, så hvorfor skulle de?

Nogle tror, at der er større ekspertise og mere hjælp på privatskoler. Min sparsomme erfaring fra mit og venners liv er det stik modsatte. Folkeskolen rummer for vores vedkommende alt, vi har brug for.