Hvad er egentlig nyt i kontroversielt smykkeforslag?

Debatten om det såkaldte ”smykkeforslag” foregår på et tvivlsomt grundlag. Det nye er ikke, at flygtninge fremover kan pålægges at betale for deres eget ophold, men den fremgangsmåde, myndighederne vælger.
I morgen starter Folketinget sin førstebehandling af L 87, regeringens forslag om stramninger på asylområdet. Lovforslaget dækker over en række forskellige ændringer af udlændingeloven, og er opdelt i otte delforslag.

Det i offentligheden mest suverænt mest omtalte forslag er forslaget om ”Inddragelse af asylansøgeres midler og øget egenbetaling”, der i offentligheden er blevet kendt som ”smykkeforslaget”. Der har været sagt og skrevet meget om forslaget, både i Danmark og i udlandet.

Dansk Folkepartis Martin Henriksen mente at man med forslaget skulle kunne flå vielsesringe af folk, de radikale og venstrefløjen har vendt sig skarpt mod forslaget, og den amerikanske avis Washington Post har trukket paralleller til holocaust, hvor jøderne fik beslaglagt deres værdier.

Mens alle har haft en holdning til forslaget, har der dog været forbavsende lidt om, hvad det rent faktisk indeholder. Hvad er op og ned, og hvad er helt præcist det nye i forslaget?

Grundlæggende handler forslaget om betaling for asylansøgeres indkvartering i den periode, fra de søger asyl i Danmark og til de enten får ophold eller afslag. Asylansøgere er ikke berettiget til kontanthjælp eller integrationsydelse, men ”får udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen”.

Det fremgår dog allerede i dag af udlændingelovens § 42 a, stk. 4, at ”Udlændingestyrelsen kan bestemme, at en udlænding omfattet af stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, der har tilstrækkelige midler hertil, ikke skal have dækket sine eller sin families udgifter til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser. Udlændingestyrelsen kan endvidere pålægge en udlænding at betale udgifterne til udlændingens eller dennes families underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser eller ophold på eller i tilknytning til et indkvarteringssted omfattet af stk. 5, såfremt udlændingen har tilstrækkelige midler hertil”.

Det er ikke nogen ny formulering. Faktisk har den eksisteret i sin nuværende form siden 1994, og er altså indsat under Nyrup-regeringen i 90’erne, med opbakning fra Radikale Venstre. Hvis man er imod princippet om, at flygtninge selv skal kunne pålægges at betale for deres ophold, har man altså sovet i over tyve år.

Men hvad er det så helt præcist, der er nyt i det kontroversielle forslag, som Inger Støjberg har fremlagt? Netavisen Pio har set nærmere på forslaget. Og der er især tre forhold, som er nye:

1) Politiet får adgang til at visitere flygtninge for værdier
I dag skal flygtninge selv oplyse, hvad de har af værdier, når de kommer ind i landet. Ifølge regeringen har det ”i praksis vist sig vanskeligt at kontrollere udlændinges medbragte midler”. I fremtiden vil regeringen derfor give politiet ret til at visitere flygtningene ved indrejse for at fastslå, hvad de har af værdier. Politiet har i dag lov til at visitere flygtninge og ransage bagage med henblik på at finde dokumenter og genstande, der kan fastslå deres identitet.

Derimod har de ikke lov til at visitere med henblik på at kontrollere, om flygtningene har oplyst det korrekte antal værdier. Visitationen af flygtninge for værdier skal ske efter de samme retningslinjer, som i dag gælder for visitation for dokumenter, og derfor følge reglerne i retsplejeloven. Det fremgår desuden, at ”rede penge og værdigenstande (...) kan tages i bevaring (beslaglægges)” af politiet.

2) Værdier beslaglægges ved indrejse
Som reglerne er i dag, kan flygtninge med store værdier ikke få udbetalt tilskud fra staten. Lidt forenklet kan man sige, at hvis en flygtning selv værdier for 20.000 kroner, får flygtningen tilsvarende mindre udbetalt i støtte fra den danske stat under indkvartering.

Med forslaget vendes den logik på hovedet: Nu beslaglægges værdierne ved indrejse, så flygtningene ikke har nogen værdier på sig. Til gengæld modtager alle flygtninge så støtte fra staten, i den tid de venter på at få deres sag behandlet. Det vil sige, at alle flygtninge automatisk kommer på offentlig støtte. Faktisk betyder regeringens forslag, at § 42 stk. 3 ophæves, da den anses for at være overflødig, nu staten har konfiskeret værdigenstandene ved indrejse!

Hvad staten så skal stille op med de værdigenstande, der beslaglægges, fremgår ikke af forslaget. Men formentlig skal de sælges på en auktion eller lignende, så pengene kan gå til staten, som kan bruge dem til at finansiere overførsler til asylansøgerne. ”Du giver os smykker, vi sælger smykker og giver dig penge”, synes logikken at være.

3) Perioden for egenbetaling udvides
Endelig udvides den periode, hvor flygtninge kan pålægges selv at betale for indkvartering. I dag er det kun de første tre måneder efter flygtningene har søgt asyl, som flygtningene kan pålægges selv at betale. Tre måneder anses for at være den almindelige sagsbehandlingstid for asylansøgere, og logikken har været, at det ikke skulle ligge flygtningene til last, hvis sagsbehandlingstiden trækker ud. Regeringen lægger op til at udvide perioden, så flygtninge i fremtiden kan blive pålagt selv at betale ”indtil udgangen af den første hele måned efter det tidspunkt, hvor Udlændingestyrelsen træffer afgørelse om visitering til en kommune”.

Stadig ubesvarede spørgsmål
Der er dog stadig ubesvarede spørgsmål. Først og fremmest hvordan det præcist skal vurderes, hvilke genstande der kan beslaglægges. Regeringen har talt om at præcisere, at kun kontantbeløb eller genstande til en værdi over 10.000 kroner kan beslaglægges. Men hvem skal konkret vurdere, hvor meget de forskellige genstande er værd?

Senest har Støjberg efter hårdt pres fastslået, at genstande med affektionsværdi, eksempelvis vielsesringe, ikke skal kunne beslaglægges, selvom værdien måtte overstige 10.000 kroner. Det er også lidt uklart, hvad der præcis skal ske med de genstande, der beslaglægges.


Kommentarer fra Facebook