Annonce

Hvad er en HK’er?: Det kan du nu slå op i ordbogen

Det er et blandt de 105 ord, som Dansk Sprognævn netop har tilføjet Retskrivningsordbogen. Formanden glæder sig over hæderen.
Foto: HK Privat
Anja C. Jensen, forbundsformand, HK
Hvis man går og er i tvivl om, hvad en HK’er er, så kan man nu slå ordet op i onlineudgaven af Retskrivningsordbogen. Det oplyser HK Danmark i en pressemeddelelse, og forbundsformanden er glad for tilføjelsen.

”Jeg er hamrende stolt over, at vi er kommet med i Retskrivningsordbogen! HK’ernes arbejde er ofte lidt mindre synligt i hverdagen end andre fagligheders, fordi vi ’bare’ er dem, der får det hele til at fungere bag linjerne. Men vi drifter hele landet – både det private og det offentlige Danmark. Og der begrænser vi os bestemt ikke til administration og handel,” siger Anja C. Jensen, forbundsformand i HK.

500 forskellige jobtitler

I Retskrivningsordbogen lyder definitionen således:

”HK’er (el. hk’er) sb., -en, -e, -ne (person der arbejder indenfor administration og handel og typisk er medlem af fagforeningen HK.”

Og selvom Anja C. Jensen er glad for tilføjelsen i ordbogen, så mener hun som sagt ikke helt, at definitionen er dækkende nok. Medlemmer af HK spreder sig nemlig over omtrent 500 forskellige jobtitler og mange forskellige funktioner i både det private og det offentlige.

”HK’ere i dag er ansat i Forsvaret, hos politiet, på sygehusene, hos domstolene, i ministerier og kommuner. Hos alt fra de største danske virksomheder til de helt små erhvervsdrivende. I supermarkeder, i tøjbutikker og på callcentre. I alt fra kundeservice til borgerservice. Fra laboratorier til klinikker. Fra togstationer til lufthavne, siger Anja. C. Jensen og tilføjer med et glimt i øjet:

”Det er faktisk ret simpelt: Uden HK’erne går Danmark i stå. Så mit ydmyge forslag er, at man bare tilføjer et pænt lille potpourri af vores titler."

Souschef, journalist og redaktionssekretær.


Flere artikler om emnet