Den 23. juni 2016 besluttede briterne ved en folkeafstemning at forlade EU. 52 procent af vælgerne stemte Leave, og Europas tredjestørste land vil ikke længere være med i det europæiske samarbejde, som vi kender det. Især i de mindre byer i England, blandt ældre vælgere og blandt vælgerne med de korteste uddannelser, var der flertal for Brexit.

I dag, præcis et år efter, ved ingen endnu, hvordan det nye forhold til EU skal være. Skal Storbritannien stadig være en del af det indre marked? Skal vi samarbejde om at bekæmpe kriminalitet? Hvad sker der med alle de EU-borgere, der bor i Storbritannien? Og med alle de briter, der bor i EU? Hvad med fiskeripolitikken, industripolitikken og alle de andre europæiske områder, Storbritannien har været en del af i 40 år?

Ingen kender svarene, og valget til det britiske underhus for et par uger siden har ikke gjort situationen nemmere. Men hvad så?

Ingen kender svarene, og valget til det britiske underhus for et par uger siden har ikke gjort situationen nemmere. Theresa May er stadig premierminister, men tilbagegangen ved valget svækker hendes mandat til den såkaldte ”Hard Brexit”, det vil sige en radikal adskillelse fra EU. Men hvad så?

Der er mange grunde til, at det endte med Brexit ud over den indlysende, at et flertal af vælgerne foretrak Leave. En højere stemmeprocent blandt Leave-tilhængere end forudset, et overvejende EU-kritisk mediebillede, et skybrud over London der lammede undergrundsbanen og muligvis forhindrede en del Remain-vælgere i at stemme. Og meningsmålinger, der var forkerte og gav Remain en falsk tro på, at det nok skulle gå.

Så der er mange grunde og tre overordnede erkendelser, der trænger sig på.

Den første erkendelse: Nedton ikke de politiske forskelle
Den første læring er, at man ikke skal nedtone de politiske forskelle. Der er blevet sagt og skrevet meget om den dårlige stemning mellem Nigel Farages og UKIP’s 'Leave.EU' og den konservative Brexit-kampagne Vote Leave, men da det kom til stykket formåede de to kampagner at appellere til forskellige slags euro-skeptikere. 'Leave.EU-kampagnen stod stærkt hos de traditionelle arbejdervælgere i Labours

Hos Remain gjorde man præcis det modsatte ved at nedtone de politiske forskelle

Hos Remain gjorde man præcis det modsatte ved at nedtone de politiske forskelle. Labours kampagne var i høj grad koordineret med den konservative kampagne, og selv om det betød mange praktiske fordele at dele taletid, strategi og budskaber var resultatet, at mange Labour-vælgere ikke kunne genfinde sig selv i kampagnebudskaber, der et langt stykke hen ad vejen var opfundet i det konservative hovedkvarter.

Den anden erkendelse: It’s not always the economy, stupid
Remain-sidens kommunikation fokuserede fra start til slut på det økonomiske argument. Brexit ville betyde mindre samhandel, hvilket ville gå ud over det britiske BNP, hvilket ville føre til lavere indkomster for briterne, stigende skatter og færre penge til offentlig velfærd.

Det økonomiske argument blev kommunikeret i stærkere og stærkere form undervejs i kampagnen. Den internationale valutafond, IMF, blev – formentlig med fuldt overlæg – en del af valgkampen, da den i april 2016 udgav en rapport, der grundigt beskrev de negative økonomiske konsekvenser af et nej.

En uge før valgdagen beskrev den daværende finansminister, George Osborne, hvordan det ville være nødvendigt at lave et nød-statsbudget allerede ugen efter afstemningen, hvis briterne stemte sig ud af EU, fordi der ville mangle svimlende 30 milliarder pund. Nødbudgettet ville både kræve skatteforhøjelser og dramatiske nedskæringer på de offentlige udgifter, for eksempel hospitalerne, lød det fra finansministeren.

Med finansministerens udmelding blev det økonomiske argument kørt helt ud over kanten

Med finansministerens udmelding blev det økonomiske argument kørt helt ud over kanten. Osborne satte al sin troværdighed ind på at fortælle, at bunden ville gå ud af statsbudgettet hvis briterne valgte Brexit, og kunne, i modsætning til mange andre, ikke få plads i Mays regering efter afstemningen.

Uanset, hvor skingert det økonomiske argument blev fremført, hjalp det ikke mod Brexit-sidens politiske argument ”Take back control”. Følelsen af at være herre i eget hus. Både i forhold til EU’s indblanding i det hele taget og i forhold til retten til at kontrollere grænserne, det vil sige immigrationen. Migrantkrisen og frygten for endnu flere immigranter var fra starten et nøgletema hos Leave.EU, og blev det også i de sidste tre uger hos de mere moderate Vote Leave.

Man kan mene om kontrol- og immigrations-argumenterne hvad man vil, men det var en klar fejl at tro, at det politiske argument, som var svaret på mange vælgeres bekymringer, kunne negligeres til fordel for et skingert økonomisk argument.

Den tredje erkendelse: Det politiske lederskab betyder alt
Brexit-siden blev ledet af en gruppe karismatiske politikere, der satte alt ind på at vinde. Hos Leave.EU var Nigel Farage en ledende figur, og hos Vote Leave var kombinationen af justitsministeren, den lidt kedelige men troværdige Michael Gove og Londons borgmester, den karismatiske Boris Johnson et makkerpar, det var svært at slå.

Farage, Gove, Johnson og de øvrige ledende Brexit-politikere blev med rette kritiseret for ikke at have en Brexit-køreplan der sagde, hvad der skulle ske efter Brexit. Men de havde et overordnet politisk projekt, som de ikke var bange for at forsvare, selv om det betød øretæver.

På Remain-siden var det politiske lederskab katastrofalt svagt. Afstemningen havde været David Camerons løfte fra parlamentsvalgkampen i 2015, men han tøvede mange gange undervejs i kampagnen.

Da han forventede at vinde folkeafstemningen, holdt han sig tilbage i forhold til konservative EU-modstandere, fordi han havde øje for, at sårene i det konservative parti skulle kunne heles efter afstemningen. Muligvis sympatisk, men ikke et match mod Brexit-tilhængernes argumentation.

Theresa May var Remain-tilhænger og havde som indenrigsminister en vigtig rolle at spille i forhold til immigrations-argumentet, som fyldte så meget hos Brexit-siden. Men hun bidrog kun med et par udtalelser, ingen rigtigt forstod betydningen af. Var hun allerede fokuseret på tiden efter afstemningen?

Hos Labour var det politiske lederskab i bedste fald fraværende, i værste fald ødelæggende for Remain. Jeremy Corbyn sagde fra starten at han som Labour-leder selvfølgelig var for EU, men når han holdt valgtaler brugte han mere tid på at beskrive de ting, der skulle laves om end på at fortælle, at EU trods alle sine fejl betyder et mere socialt Europa.

Jeremy Corbyn sagde fra starten at han som Labour-leder selvfølgelig var for EU, men når han holdt valgtaler brugte han mere tid på at beskrive de ting, der skulle laves om

Da der en søndag i juni 2016 skulle bringes et åbent brev i avisen The Sunday Mirror fra 200 Labour-parlamentarikere, der havde underskrevet en erklæring om at EU er fredens og solidaritetens projekt, slog Corbyn sent fredag aften – altså lidt over et døgn før brevet ville være i avisen - pludselig bak i forhold til en formulering i brevet. Formuleringen var for de fleste ubetydelig, men Corbyn stod fast: Han kunne ikke bakke om brevet, uanset at han havde godkendt det lang tid forinden.

Resultatet blev som ventet: farvel
Resultatet var forventeligt: Det var i løbet af lørdagen umuligt at få taget mere end 200 parlamentarikere, der var spredt for alle vinde i valgkampen, i ed for at få dem til at forholde sig til den ændrede formulering. Brevet var allerede sendt til avisen og måtte trækkes tilbage, og i stedet kunne aviserne skrive om EU-splittelsen i Labour.

Corbyn ville også hellere møde græsrødderne på lokale aftenmøder end deltage i de aktiviteter, der kunne bringe ham i de landsdækkende nyheder, hvilket betød at han for de fleste Labour-vælgere var næsten usynlig, ligesom næsten halvdelen af Labours vælgere kort før afstemningen var i tvivl om partiets holdning.

Manglen på tydeligt politisk lederskab og noget, der mindede om sabotage fra Corbyn betød, at Labours Remain-kampagne aldrig havde nogen mulighed for at få gennemslag. Der blev gjort en ihærdig indsats fra Labour-medlemmer som Ed Miliband, Gordon Brown, Alistair Darling, Stephen Kinnock og den tidligere næstformand Harriet Harman, men lige lidt hjalp det uden formandens opbakning.

Brexit handler også om os
Brexit er ikke noget, der kun handler om Storbritannien. Det handler også om os her i Danmark. På grund af det historisk tætte bånd, de 70 milliarder kroner, danske virksomheder hvert år eksporterer til Storbritannien og betydningen for Danmark og resten af EU, når Storbritannien og få år ikke længere er med.

Brexit er ikke noget, der kun handler om Storbritannien. Det handler også om os her i Danmark

Brexit handler også om os, fordi vi har en rem af huden. Tænk blot på EU-parlamentsvalget i 2014 og folkeafstemningen om retsforbeholdet i 2015, der som bekendt endte med et nej.

Vi har i Danmark brug for at drage de samme erkendelser, som til syvende og sidst handler om at anerkende, at EU er et politisk projekt, som kræver politiske argumenter og et politisk lederskab. Så længe vi insisterer på bare at behandle EU som en avanceret frihandelsorganisation, vil det ende galt.
Henrik Andersen er cand.scient.pol. og S-medlem i Gladsaxe.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.