Der er for hovedpartens vedkommende tale om problemer som er groet i egen græsk baghave. Grækerne har størstedelen af ansvaret, men det retfærdiggør bare ikke den manglende indsigt i krisens opståen, gammeltestamentelig retorik og fejlagtig medicinering fra europæisk side.

Diskussion omkring Grækenlands gældsproblematik har kendetegnet ved et totalt fraværd af substans og nuancer. Hvilket også gælder de socialdemokratiske reaktioner over hele Europa. De sydeuropæiske socialdemokrater har frygtet fremvækst af nye venstrepopulistiske partier som Syriza, de nordeuropæiske sosser har mere nævert flugt SPD-linjen i Tyskland, mens franskmændene under Francois Hollandes ledelse har forsøgt tage pointe på en mere fremtrædende og diplomatisk rolle.

Fælles for alle reaktioner er dog, at de har været mere baseret på indenrigspolitiske slagsmål end på international solidaritet. Samlet set har socialdemokratiske position lydt som et ekko af Angela Merkels hardliner position.

Gammel Testamentelige kurs
Diskussionen om den græske krise har mest af alt mindet om noget, som man kan finde i gammel testamentelige strofer om den strafende gud, efterlevelse af en gudgivet lovreligion og retfærdig øje for øje straf af Grækenland. Og i den retorik drukner enhver mulighed for en dybere forståelse.

Tre erkendelser til videre diskussion er således:

- Den græske gæld har reddet vesteuropæiske banker
- Nedskæringspolitik er den primære kur
- Europa har Grækenland under administration

Redning af de vesteuropæiske banker
Der er ingen tvivl om, at de europæiske medlemsstater og Europa-Kommissionen har været meget bekendte med de græske udfordringer i årtier. Men de har lukket øjnene så længe det græske EU- og Euromedlemskab tjente deres egne formål.

Men en pointe, som er blevet groft ignoreret i den offentlige debat er at langt størstedelen af den græske gæld hverken skyldes dovenskab eller langsigtet overforbrug, men derimod redning af de vesteuropæiske banker, som kom i problemer under den græske krise. Ifølge flere opgørelser, så er mellem 65-90 procent af al den græske gæld givet ikke til nationalstaten Grækenland, men til at redde primært vesteuropæiske banker i Grækenland. En væsentlig del af gælden stammer ikke fra det græske overforbrug, men derimod fra tyske og andre vesteuropæiske banker.

Som idéhistorikerne Mark Blyth sammen med blandt andre anerkendte økonomer som Paul Krugman og Jeffrey Sachs derfor har peget på er det dybt utilstrækkeligheder at pege fingre af Grækenland. Udfordringerne er langt mere grundlæggende og ideologiske.

Nedskæringer der kun gør ondt værre
Mens en række af verdens førende økonomer har undsagt EU’s, Trojakens og Tysklands kurs over for Grækenland, så har netop EU fortsat med en såkaldt ”austerity” politik med massive nedskæringer, som har trukket luften ud af græsk økonomi og gjort det næsten umuligt at løfte den indenlandske efterspørgsel. En kurs, der har gjort livet sværere for almindelige grækere.

Derfor har ordinerede krisemedicin over for Grækenland været direkte ahistorisk og uden forståelse for den konkrete virkelighed, som den franske økonomi Thomas Pikkety blandt andet har peget: ”Når jeg i dag hører tyskerne sige, at de har et meget moralsk forhold til gæld, og at de tror fuldt og fast på, at gæld er noget, der skal betales tilbage, kan jeg ikke lade være med at tænke: Det må være én stor joke! Tyskland er jo om noget landet, som aldrig har betalt sin gæld. Så det skal ikke komme og belære andre lande om den slags”

Når europæiske lande (Tyskland og Storbritannien) tidligere er kommet ud af voldsomme gældskriser, der også overstiger den græske knibe, så har man ikke bildt sig at der udelukkende var en objektiv korrekt løsning og at denne var nedskæringer. Tværtimod har man satset på gældseftergivelse, særbeskatning og opadgående inflation. Selvom der i den grad er brug for at bekæmpe nepotisme og få styr på den offentlige økonomi i Grækenland, så har en generel austerity eller nedbarbering af den offentlige sektor holdt en indenlandsk efterspørgsel og vækst nede. Det har været en politik, der kun har gjort ondt værre.

Finanspolitisk kolonialisme
Den endelig reformpakke fra EU, som indeholder flere gode bud til opbygning af stærkere institutioner i Grækenland, lægger ligeledes op til helt massive privatisering af det græske samfund. Mens store dele af det politiske spektrum herhjemme har fortrudt 1990’erne privatiseringer af adskillige store statslige selskaber, så er piben stukket ind, når det kommer til Grækenland. Her er argumentet igen, at det er grækernes egen skyld.

De vedtagne reformer kommer til at betyde at Grækenland netop skal tvangsprivatisere for 50 milliarder euro, godt 375 milliarder kroner. Det svarer ifølge tænketanken Cevea til 7,5 gange det beløb, som Danmark har privatiseret for siden 1990.

Det vil få stor betydning for fremtidens Grækenland og man kan kun håbe at effekterne bliver positive for grækerne, selvom sporene ved så omfattende privatiseringsprogrammer skræmmer. I praksis er Grækenland sat under politisk og økonomiske administration af EU. Den finanspolitiske kolonialisering af Grækenland er komplet og EU har taget syvmileskridt mod etableringen af politisk union.

En socialdemokratisk kurs?
Den europæiske kurs over for Grækenland bør give dybe panderykker hos Socialdemokrater over hele Europa. Selvom vi aldrig må acceptere hverken forhandlingsform eller løsning hos den populistiske græske socialistleder Tsipras, så bør Tysklands nedskæringskurs heller ikke være vores foretrukne socialdemokratiske kop the.

Vi har brug for at forstå, at meget mere på spil end levestandarden hos de dovne og korrupte grækere. Den græske krise har udstillet et Europa, der stædigt har udskrevet en skadelig krise medicin, en blind accept af en fundamentalistisk nedskæringsideologi og en underminering af den græske selvbestemmelse.  Alt sammen i kontrast til den investeringsstrategi, der tidligere løftede

Vejen er banet for udvikling af et Europa, der bygger på alt andet end socialdemokratiske grundværdier.

Jens Jonatan Steen (f. 1981) er chefredaktør for Netavisen Pio.