Hvad kan en balletchef lære os om klassesamfundet?

Ulighed er der på mange områder. Og har altid været der. De velformulerede og selvsikre klarer sig altid bedst. At balletchefen er vred og såret og så melder sig syg fordi han kan dette, stillet overfor en influencer med en diagnose, som hun mener kræver hjælp i form af assistent som systemet skal betale. Begge dele er legitimt nok, men i min verden ikke okay.Balletchefen burde have bedt om orlov og den unge kvinde have et andet job, som kan bestrides med adhd. Har hun brug for assistance må hun selv betale det. Mange mange børn og unge har adhd. Desværre og det bør undersøges hvorfor. Og så gør noget ved det. Folk vil ikke betale mere i skat. Og de der ikke har kræver altid at de der tjener penge skal bidrage mere. Vi har nok så lige et system som er muligt i et moderne samfund. Men 100prc retfærdigt bliver det aldrig. Det er også noget med moral. Der er mange andre steder hvor behovet for hjælp og støtte er betydelig større.

Problemet er, at vi har tillidsmænd og fagforeninger til at sikre, at medlemmerne bruger deres rettigheder. Derfor er en tillidsmand andet end blot een, der forhandler med den lokale arbejdsgiver for at sørge for mere i løn, og fagforeningen ligeså, men netop en mand eller forening, der skal skabe læring og selvtillid i medlemmerne. Hvor mange gør det idag, hvor meget foregår her på nettet?

I arbejderklassen er vi socialiseret til at afvente vores tur i køen til de knappe ressourcer. Det er det mest retfærdige. Men så længe jeg kan huske, har folk med en anden baggrund og andre ressourcer sprunget over i køen, fordi de kan: sidde på kanten af skrivebordet hos hende i kommunen, der visiterede til vuggestueplads, formulere præcise klagebreve, så de kommer før andre til kræftoperationer…Da det offentlige Danmark gjorde forældrebestyrelser i institutioner mere magtfulde, tabte socialgruppe 5 den indflydelse, de tidligere havde udøvet gennem et repræsentativt demokrati. Da Lars Løkke fik åbnet op for markedskræfter og frit valg i forhold til sundhed, sejrede den egennyttige tilgang igen og endnu mere massivt i forhold til den mere demokratiske tilgang hos os, der venter i køen. Ressourcerne er altid knappe - og nu gælder den stærkes ret med et par figenblade på. Ikke den lige adgang sikret gennem professionel visitation med klare kriterier. En beklagelig udvikling for et udmærket samfundssystem…

God leder!

Måske Netavisen Pio skulle sætte fokus på, hvad de ændringer, som mentorordningen bliver udsat for i det nye udspil om beskæftigelsesindsatsen, reelt betyder.

At få tildelt en mentor kan være guld værd for de af os, som har svært ved at overskue det byrokratiske system. At være på mentorordningen betød indtil for nylig, at man fik sig en personlig allieret inden for systemet, der var "vant til at arbejde med ord, følelser og formidling", som det formuleres af Niels Jespersen. Og som i de fleste tilfælde havde en socialfaglig uddannelse og kendte systemet, så man ikke hele tiden ville løbe hovedet mod en mur helt alene.

Hvad betyder det helt konkret, når ministeriet skriver: "Mentorstøtte er ikke længere et tilbud, men en understøttende indsats"? Ifølge Beskæftigelsesministeriet har man tilsyneladende bare ændret et komma, men er det korrekt?

https://star.dk/indsatser/mentorordningen/spoergsmaal-og-svar-om-mentorordningen

Er der tale om en rettighed, som er blevet skrottet, er finansieringen af mentorordningen blevet ændret, så det fremover bliver nemmere for kommunerne at spare på udgifterne til de mest udsatte? Folk, som har været i systemet, har med rette en naturlig skepsis over for denne form for kommunikation. For mig at se er der tale om en forringelse, som forsøges skjult bag en semantisk finte.

Hvad er forskellen på et tilbud og en understøttende indsats?

Er mentorordningen reelt blevet afskaffet?

Der er desværre en del personer i samfundet, som er meget hurtige til at stille krav om de rettigheder samfundet (skatteyderne) skal stille til rådighed for dem, men samtidig er meget fraværende, når det gælder pligter som også er en del af et velfungerende samfund.

Det er i høj grad et spørgsmål om moral. At benytte en rettighed er ikke en pligt. Kan man klare sig selv, bør man have stolthed nok i livet til at gøre det og afholde sig fra at belaste fælleskassen.

Når det er sagt, kan jeg da godt forstå Hübbe. Har man i mange år betalt sin topskat og været dedikeret til sit arbejde uden sygeperioder etc, kan man nok tillade sig en sygemelding, når situationen koger over.

Den anden sag virker latterlig. Her er der tale om høj indtægt, skattebetaling? og en offerfortælling. Altså tvivlsom moral.

Jeg ved ikke om jeg har besøgt de forkerte skriveborde,
men jeg får gjort rent hver fjortende dag, og betaler
denne rengøring af egen lomme, jeg er tilfreds med den
ordning, som jeg selv har etableret, og synes ikke at jeg
skal blande det kommunale system ind i denne løsning.
Jeg får et besøg fra det kommunale system en gang om
året, og jeg har fortalt, at jeg bruger en privat hushjælp.
Og vedkommende som besøger mig, har ikke haft indvendinger
til denne løsning. Har heller ikke tilbudt mig en anden
løsning i de 15 år hun har besøgt mig. Jeg bor i eget hus.