Et af de store spørgsmål på Socialdemokraternes kongres var dagpengene, og de forringelser, som VK-regeringen gennemførte i forbindelse med Genopretningspakken i 2010.

Særligt spørgsmålet om genoptjeningsretten – altså hvor lang tid, man skal arbejde, for at få ret til at modtage dagpenge – blev diskuteret intenst. Fhv. statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, satte diskussionen i perspektiv, da han fremhævede, at det blot gav 70 mio. kr. i statskassen, at man fordoblede genoptjeningsperioden fra et halvt til et helt år.

Efterfølgende har den radikale gruppeformand, Marianne Jelved, afvist Nyrups påstand, og selv påstået, at det vil koste 600 mio. kroner at føre genoptjeningsperioden tilbage til et halvt år.

Det kan undre, at De Radikale i andre sammenhænge giver Finansministeriets beregninger vetoret i beslutninger om økonomi, arbejdsmarked og skat.

Hvad Jelved baserer sin påstand på, står fortsat hen i det uvisse, men Nyrup var meget præcis i sin henvisning, da han pegede på aftaleteksten. Og her fremgår det sort på hvidt, hvad VKO og De Radikale selv skrev om fordobling af genoptjeningsretten:
”Der er i dag forskellige krav til optjening og genoptjening af dagpengeretten. For at harmonisere reglerne er parterne enige om, at kravet til optjening og genoptjening af retten til dagpenge i alle situationer skal være 52 ugers fuldtidsbeskæftigelse inden for 3 år. Det tilvejebringer 35 mio. kr. i 2012 og 75 mio. kr. i 2013.”
Aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om genopretning af dansk økonomi (Maj 2010), s. 14.
I følge de fire partier og Finansministeriet 'koster' genoptjeningsretten altså cirka de 70 millioner kroner, som Poul Nyrup påstod. Der er derfor to mulige konklusioner som følge af dette. Enten ignorerer Marianne Jelved bevidst fakta og bruger nogle hjemmestrikkede og manipulerede tal i et forsøg på at forsvare hendes holdninger på dagpengespørgsmålet. Eller så er Finansministeriets daværende beregninger fejlfyldte og kan ikke bruges som grundlag for politiske beslutninger.

Hvis sidstnævnte er tilfældet, kan det dog undre, at De Radikale i andre sammenhænge giver Finansministeriets beregninger vetoret i beslutninger om økonomi, arbejdsmarked og skat. De Radikales politik i forhold til efterløn, topskat og behovet for øget arbejdsudbud baserer sig netop på Finansministeriet beregninger, der siger, at disse politikker er 'nødvendige' for dansk økonomi. Hvis de samme regnefejl gør sig gældende i forhold til disse spørgsmål, falder en stor del af De Radikales argumentation til jorden.