Det var under stor ståhej, at Morten Østergaard i det tidlige forår begav sig ud på en tre dage lang dannelsesrejse i udsatte boligområder. Med storladne vendinger og glitrede avisannoncer bedyrede den radikale leder, at han nu ville bruge tre dage i den virkelighed, han åbenbart ikke tidligere havde skænket sin tid eller opmærksomhed.

Som en anden dr. Livingstone begav Morten Østergaard sig med en opdagelsesrejsendes nysgerrighed på tre dagsrejser ind i betonjunglens vildnis for at møde de ædle vilde folk og lære om deres kulturelle skikke og vaner.

Og sikken inspiration han fandt der blandt de oprindelige folk

Stop for den udlændingepolitiske skyttegravskrig

Og sikken inspiration han fandt der blandt de oprindelige folk. Han var blevet et nyt menneske derude ved den højt besungne virkeligheds streetbasket-baner og fritidsjobprojekter, måtte vi forstå. Som et genfødt menneske bedyrede han, at det skulle være slut med den udlændingepolitiske skyttegravskrig, hvor Morten Østergaard ellers i årevis havde været en af de fremmeste generaler.

Der er grænser for, hvor mange Danmark kan integrere, lød det. Nu skulle den radikale udlændingepolitik kalibreres til at passe til den virkelighed, man i 30 år havde trukket på skuldrene af, meddelte Morten Østergaard i endnu en omgang tætskrevne dagbladsannoncer.

Det virker så fjernt for et socialdemokrati, der har en ganske stor del af både vælgere og partimedlemmer, der bor i de områder, Morten Østergaard tager på dannelsesrejse til

En omvendt synder i Himlen

Set fra et socialdemokratisk synspunkt var det et ganske surrealistisk teaterstykke at være vidende til. På den ene side var et gryende morgenrøde i den radikale udlændingepolitik, særligt understreget af Ida Aukens glimrende tanker om danskhed.. På den anden side understregede det også De Radikales betryggende afstand fra de mennesker, hvis sag de hævder at repræsentere, at det ligefrem er en dannelsesrejse at tage hen hvor de bor.

Det virker så fjernt for et socialdemokrati, der har en ganske stor del af både vælgere og partimedlemmer, der bor i de områder, Morten Østergaard tager på dannelsesrejse til. Hvor mange af vores folke- og tillidsvalgte er vokset op i kongerigets forskellige betonørkener, og hvor det er socialdemokrater i Lejerbo, der prøver at lave fællesskaber og gode boligforhold.  Hvor det er mere reglen end undtagelsen, at formanden for fodboldklubben og den kriminalpræventive medarbejder fra lokalpolitistationen mødes hver anden tirsdag nede i den socialdemokratiske partiforening.

Det er de menneskers hverdagerfaringer, Det Radikale Venstre i årevis har trukket på skuldrene af. Men nuvel, en enkelt omvendt synder giver som bekendt mere glæde i Himlen end 10 frelste, og hvis en dannelsesrejse kunne bringe Det Radikale Venstre på bølgelængde med det konkrete Danmark, var det da glædeligt.

Det er de menneskers hverdagerfaringer, Det Radikale Venstre i årevis har trukket på skuldrene af

”Nok er nok” og en ”klam” aftale

Men knap var blækket tørt på de østergaardske avisannoncer og tobakken i fredspiben med virkeligheden brændt ud, før den radikale leder faldt tilbage i de gamle vaner fra 90’ernes udlændingepolitiske tidsboble. Da et bredt flertal i Folketinget vedtog en reform, der skulle nedbryde de parallelsamfund, Morten Østergaard netop havde oplevet på sin ekskursioner, var De Radikale imod. Det kan der jo for så vidt være mange legitime politiske grunde til. Men Morten Østergaards blik var ikke rettet mod de mennesker, han havde besøgt i de udsatte boligområder. Nej, aftalen var ganske enkelt bare ”klam”.

I samme omgang blev det fulgt op af 00’ernes gamle kampråb om, at ”nok er nok”

I samme omgang blev det fulgt op af 00’ernes gamle kampråb om, at ”nok er nok”, og De Radikale havde igen kaldt de bedrevidende og moraliserende tropper tilbage i skyttegraven. Hvis man var i tvivl om, om det blot var uheldige tilbagefald i gamle og forladte vaner, så blev det totalt afvist i de sidste uger. Der bedyrede Morten Østergaard i et Politiken-interview om børn på et udrejsecenter, at De Radikale ”står for en anden retning (end S, DF og V, red.), hvor man behandler mennesker værdigt.”

Altså den samme gamle radikale skillingsvise, hvor politisk uenighed med Det Radikale Venstre uundgåeligt må betyde, at man ikke ønsker, at mennesker skal behandles ordentligt. Hvorefter den nyslåede radikale folketingskandidat Jens Rohde udtalte, at hvis ikke Mette Frederiksen som statsminister retter ind efter det radikale mindretal i udlændingepolitikken, vil han vælte hende. Vel at mærke, inden nogen af dem er valgt til et embede, der gør den diskussion meningsfuld.
Som en tur til Costa del Sol

Ak ja, det lød så godt, da Morten Østergaard kom hjem fra sin dannelsesrejse i de udsatte boligområder. I et kort øjeblik kunne man tro, at De Radikale havde lært noget af at tage fejl i 30 år. Men det, der skulle have været Morten Østergaards dannelsesrejse ud i virkeligheden, endte med at minde mere om en uvant charterrejse til Spanien. Hvor folk betaget af sydlandsk kultur spiser paella og drikker vin af bastflasker i et par måneder, før de glemmer alt om den kulturelle horisontudvidelse, falder tilbage i gamle roller og gør, som de altid har gjort.

Mads Havskov Hansen skriver "Mads og Monologen" på Netavisen Pio
Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.