Hvad laver et regionsråd egentlig? Hvorfor du bør stemme 18. november

Debat

Hvad laver et regionsråd egentlig? Hvorfor du bør stemme 18. november

Lad os gøre regionsrådsvalget i år til et synligt valg – for din og dine kæres sundhed

Foto: Colourbox
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

Det sker meget tit, at folk spørger mig: “Hvad laver et regionsråd egentlig?” Som regionsrådsmedlem møder jeg det spørgsmål oftere, end man skulle tro – og det forundrer mig. 

For sandheden er, at regionsrådsvalget er et af de vigtigste valg, vi har – men alligevel er det næsten usynligt i medierne og i den offentlige debat.

Den 18. november 2025 får vi alle muligheden for at sætte vores kryds til regionsrådsvalget. Det handler om, hvem der skal have ansvaret for vores sundhedsvæsen de næste fire år. 

Regionsrådene forvalter årligt over 150 milliarder kroner, hvoraf langt størstedelen går til sundhed. De beslutter om hospitaler, psykiatrien, de praktiserende læger, forebyggelse, genoptræning og specialiserede sociale tilbud.

Fra 1. januar 2026 udvides ansvaret yderligere: Regionerne får også ansvar for akutsygepleje, nye sundheds- og omsorgspladser samt opgaven med at sikre bedre sammenhæng mellem hospital, praktiserende læger og kommunale sundhedstilbud. 

Læs også:Ingen forlomme hos lægen – sundhed skal være for alle

Samtidig oprettes sundhedsråd i hele landet, hvor region, kommuner og almen praksis skal samarbejde tættere. Her bliver regionsrådets medlemmer centrale for at skabe det nære, sammenhængende sundhedsvæsen, som borgerne efterspørger.

Og i Østdanmark står vi foran en historisk ændring: Region Hovedstaden og Region Sjælland lægges sammen til en ny, stor Region Østdanmark. Med omkring 2,78 millioner borgere bliver det Danmarks største region. 

Regionsrådsvalget er nærmest usynligt – og det er der flere grunde til

Til det nye regionsråd vælges 47 medlemmer, som får enorm betydning for, hvordan sundhedsvæsenet udvikler sig. 

Dit kryds er derfor helt afgørende for sammensætningen af rådet – og for retningen mod et nært og sammenhængende sundhedsvæsen.

Hvorfor er valget nærmest usynligt?

Regionsrådsvalget er nærmest usynligt – og det er der flere grunde til. Kommunalvalget stjæler rampelyset, fordi folk kender deres borgmester og kommunalpolitikere. 

Medierne dækker næsten ikke regionerne – fokus er altid på Christiansborg.

Mange borgere aner ikke, at det faktisk er regionsrådet, der beslutter og har ansvaret for hospitalerne, psykiatrien og de praktiserende læger.

Læs også:Ung faglært: Tre ønsker til kommunal- og regionsrådsvalget

Resultatet er, at et af de vigtigste valg, vi har, næsten drukner i stilhed. Men når vi lader regionsrådsvalget forsvinde fra dagsordenen, overlader vi styringen af vores fælles sundhedsvæsen til de få, der møder op. 

Det er ikke bare forundrende – det er et demokratisk problem.

Det handler om din sundhed og sygdom

Regionsrådsvalget er ikke noget fjernt teknisk spørgsmål – det handler direkte om din og dine kæres sundhed og sygdom. 

Det handler om, hvor hurtigt du kan få en scanning. Om dit barn kan få den nødvendige hjælp i psykiatrien, når mistrivslen rammer. Om din mor på 86 kan komme til kontrol tæt på hjemmet. Og det handler om, hvorvidt fødsler kan ske i nærheden – eller kræver en lang køretur.

Læs også:Ældrepleje og sundhed skal hænge sammen og ikke behandles hver for sig

Sundhed er ikke en vare, men et fælles gode, vi løfter i fællesskab. Ingen skal være afhængige af pengepung eller postnummer, når de bliver syge – alle skal have lige adgang til behandling.

Når kun to ud af tre stemmer – og hver tredje bliver hjemme – overlades beslutningerne til et mindretal. Det svækker demokratiet og det svækker fællesskabet.

Et spørgsmål om fællesskab

Regionsrådsvalget handler om noget langt større end budgetter. Det handler om værdier. 

Skal vi have et sundhedsvæsen, hvor marked og tilfældigheder afgør, hvem der får hjælp først? 

Eller vil vi stå fast på, at fællesskab, solidaritet og lighed skal være styrende – så alle borgere, uanset postnummer og pengepung, har lige adgang til behandling?

Regionsrådsvalget er alt for vigtigt til at blive valgt på stilhed

Med et nyt stort Region Østdanmark skal vi sikre, at alle borgere – fra Hovedstaden til Lolland, Odsherred og Bornholm – har lige adgang til sundhedsvæsenet. 

Det nye regionsråd skal bygge på solidaritet, så både store hospitaler og nære tilbud hænger sammen til gavn for alle.

Hvad skal der til?

Kandidaterne skal være til stede i hverdagen. På arbejdspladser, i foreninger, på uddannelser og i lokalsamfund.

Medierne skal tage regionsrådsvalget alvorligt og forbinde de store beslutninger med borgernes konkrete udfordringer: ventetider, psykiatri, fødsler og adgang til nært sundhedsvæsen.

Borgerne kan selv gøre valget synligt – ved at invitere kandidater til debat i de fællesskaber, de er en del af, og ved at tage samtalen med familie, venner og kolleger.

Brug dit kryds – fællesskabet forpligter

Regionsrådsvalget er alt for vigtigt til at blive valgt på stilhed. Det er et valg om retning: vil vi have et sundhedsvæsen, der trækker sig længere væk fra borgerne, eller et sundhedsvæsen, der bygger på fællesskab, solidaritet og lighed?

Den 18. november har vi chancen for at vise, at fællesskabet stadig står stærkt. 

Brug dit kryds – for stilhed forandrer intet, men fællesskabet kan forandre alt.

Så lad os gøre regionsrådsvalget den 18. november til et synligt valg – for din og dine kæres sundhed.

Vibeke Westh

Regionsrådsmedlem (S), Region Hovedstaden, kandidat til den nye Region Øst og 1. suppleant til kommunalbestyrelsen på Frederiksberg

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.