Hvad mener Ellemann egentlig?

Regeringens modstand mod et voksende EU-budget har vakt Ellemanns utilfredshed. Han vil have tonen forbedret, så bureaukraterne i Bruxelles ikke bliver stødt.
Foto: Flickr Venstre: Henrik Bjerregrav
Vi møder dem i enhver Facebook-debat eller til enhver større familiekomsammen. Dem, der ikke helt kan finde ud af, hvad de skal mene om en given sag, men som i hvert fald synes, at tonen i debatten er et stort problem.

Jeg har tidligere beskrevet, hvordan denne toneteori har gjort sit indtog i Venstre, hvor den med stort engagement bliver doceret af Jan E. Jørgensen. For nylig er også formand Ellemann sprunget ud som toneteoretiker i Berlingske, hvor han stiller sig meget kritisk over for regeringens tone i EU-politikken.

Regeringen bør prøve at arbejde med tonen, så bureaukraterne i Bruxelles ikke bliver stødt på manchetterne

Baggrunden er regeringens modstand mod, at EU-budgettet stiger voldsomt på baggrund af Brexit. Det vakte Ellemanns utilfredshed og i stedet mener han, at regeringen bør prøve at få Albanien med i EU og arbejde med tonen, så bureaukraterne i Bruxelles ikke bliver stødt på manchetterne.

Regeringens holdning er klar

Forhandlingerne om de kommende års EU-budget har på det seneste fyldt meget i Folketinget. Men hvor regeringen har ønsket at drøfte substansen forblev Ellemann svævende med overordnede betragtninger og snak om EU-sokker, som nu skal trækkes op i buksebenet, så man tydeligt kan se dem. Svaret på hvad det realpolitisk betyder blæser i vinden.

Samtidig vil vi målrette EU's mange milliarder til de områder, hvor problemerne er størst

Regeringens holdning til EU er klart. Vores danske EU-forbehold er grundlaget for vores EU-politik anno 2020, og Danmark skal ikke øge sit bidrag til EU. Vi skal fortsætte med at betale 1 procent af bruttonationalindkomsten (et mål for landets velstand) til EU. Samtidig vil vi målrette EU's mange milliarder til de områder, hvor problemerne er størst.

Det betyder, at der skal flyttes penge fra strukturfonde og landbrugsstøtte og over til kontrol med EU’s ydre grænser og den grønne omstilling. Vi skal bruge flere penge på de områder, som har stor betydning for landenes sammenhængskraft og fremtidsmuligheder i en stadig mere globaliseret verden. Vi skal have et EU for folket, hvor vi styrker de ydre grænser, sætter ind over for menneskesmuglere og illegale migranter og øger indsatsen for at redde planeten via en grøn omstilling.

Tålmodighed med Ellemann

Jeg havde håbet, at når Jakob Ellemann for en enkelt gangs skyld udtalte sig om politik, så ville have løftet sløret for en klar holdning.

Vi må væbne os med tålmodighed, når det kommer til at få svar fra Jakob Ellemann på, hvad han mener om politik

Men udover at vi nu ved, at han er stærkt begejstret for den reklame SAS forleden droppede, så må vi væbne os med tålmodighed, når det kommer til at få svar fra Jakob Ellemann på, hvad han mener om politik, og hvad han mener det vil sige at være borgerlig anno 2020.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Medlem af Folketinget og Udlændinge- og integrationsordfører for Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Mon ikke Socialdemokratiet og Venstre er enige om økonomisk og politisk støtte til Grækenlands og Bulgariens beskyttelse af EUs ydre grænse? Måske kan de fælles grænseproblemer være udgangspunkt for et kompromis om EUs budget? Både i Danmark og i hele unionen.

Det er deprimerende at læse, at "de danske forbehold er grundlaget for vores politik i EU anno 2020". Vi skal passe på ikke at forveksle omfanget af det pædagogiske problem med at forklare, hvorfor de bør afskaffes, med at gøre forbeholdene til selve kernen i vores politik. Forbeholdenes sikre virkning er, at Danmarks indflydelse i EU reduceres. Befolkningen er garanteret ikke rigtig klar over, at de også betyder, at Danmark ikke må deltage i diskussionen om og udformningen af EU's politik på de områder, der er dækket af forbeholdene. Beslutningsprocessen i det europæiske samarbejde går naturligvis på kryds og tværs af alle mulige sektorer - herunder også spørgsmålet om budgettets størrelse. Jo mindre Danmark faktisk er en velfungerende partner i samarbejdet, jo svagere er vores indflydelse, både i henseende til varetagelsen af specifikke danske interesser og i henseende til dansk indflydelse på de store principielle spørgsmål om f.eks. Brexit, nye medlemslande o.s.v. Det er på tide, at en realpolitisk alvor kommer mere til udtryk i stedet for den perspektivløse, forskræmte klyngen sig til, at vi har disse forbehold.

Annonce