Der er vel få politiske forslag, der har fyldt så meget i den her valgperiode som Socialdemokratiets udlændingeudspil. Efter årtiers vaklen og flik-flak, fik det gamle arbejderparti endelig en sammenhængende udlændingepolitik. Til den hårde side.

Efter årtiers vaklen og flik-flak, fik det gamle arbejderparti endelig en sammenhængende udlændingepolitik

Det vakte – og vækker – vrede og frustration hos det mindretal af befolkningen, der ønsker en mere lempelig udlændingepolitik. Og det er jo for så vidt forståeligt nok, om end det på i hvert fald dele af venstrefløjen efterhånden tager mere karakter af et stigende had til Socialdemokratiet krydret med egne statsministerambitioner.

Hvad nu, hvis...

Nogle gange er der dog en kontrafaktisk tanke, der nager mig: Hvad forestiller disse præmiehumanister sig egentlig, der ville være sket, hvis Socialdemokratiet havde fortsat sin tøvende vaklen i udlændingepolitikken? Eller for den sags skyld hvis Socialdemokratiet havde lagt sig i selen for lempelser af udlændingepolitikken.

De borgerlige ville kunne marchere ganske uhindret ind i endnu en periode i regering

For det første ville Socialdemokratiet utvivlsomt blive et væsentligt mindre parti ved næste valg. De borgerlige ville – i hvert fald på den korte bane – kunne marchere ganske uhindret ind i endnu en periode i regering. Med de konsekvenser, det nu engang vil have for vores miljø, vores velfærd og kampen for social retfærdighed. Af den relativt simple årsag, at der ikke i befolkningen er et ønske om en mere lempelig udlændingepolitik, og at langt størstedelen af befolkningen ikke vil stemme på en regering, der vil åbne for yderligere indvandring.

Så er der givetvis en gruppe af ultimative humanister, der vil være ligeglade med det. Hvor ønsket om flere udlændinge er så bærende, at hvis ikke de kan få det opfyldt, så kan det også være ligegyldigt.

Populisternes sejrsmarch

Hvis man ser ud over verden må det dog være klart, hvor farlig en sådan kapitulation i tidens måske vigtigste spørgsmål er. I land efter land ser vi populister fra både det yderste venstre og det yderste højre vinde frem. Nok mest af den sidste kategori. USA, Brasilien, Frankrig, England, Tyskland, Sverige.

Verden fungerer ikke sådan, at hvis centrum-venstre bare stopper med at tale om indvandring, så vil folk være ligeglade med det

Overalt ser vi, at når det politiske centrum (det være sig centrum-venstre eller centrum-højre) ikke har politiske løsningsforslag på de store samfundsudfordringer, så stemmer folk i stedet på alverdens gustne typer. Verden fungerer ikke sådan, at hvis centrum-venstre bare stopper med at tale om indvandring, så vil folk være ligeglade med det. At hvis der stiller sig en flok velfriserede socialdemokrater op og siger, at det er storkapitalens skyld det hele, og at indvandring ikke er noget problem, så bliver folk overvist om det.

Konsekvensen af et socialdemokrati, der ikke håndterer udlændinge- og integrationsproblemerne er ikke, at problemerne forsvinder. Det er, at det bliver Trump, Bolsinaro, Le Pen, Orban, Åkesson, folk vender deres forhåbninger mod.

Det er, at det bliver Trump, Bolsinaro, Le Pen, Orban, Åkesson, folk vender deres forhåbninger mod

Og så synes jeg, man skylder sig selv at gøre den overvejelse, om verden egentlig vil blive mere eller mindre humanistisk og medmenneskelig af det. Folk kommer ikke til at acceptere uhindret indvandring, ghettoisering og integrationsproblemer. Nogen skal fikse det. Er det så ikke – trods alt – bedre, at det er Socialdemokratiet, der gør det? Hvor man vil overholde menneskerettighederne. Lave en Marshall-plan for Afrika. Hvor loven er lige for alle, og hvor man rent faktisk ønsker at afsætte penge til de så sagnomspundne nærområder?

Alternativet er – uanset om man så i øvrigt er enig med Socialdemokratiet – trods alt værre.