Hvad skulle man betale for akademikernes frokostpause?

Leder: Musketereden har fungeret optimalt og sikret de lavest lønnede offentligt ansatte et godt resultat. Det bør alle være stolte af!
Hvorfor skulle landets lavest lønnede offentligt ansatte ofre alt for at sikre akademikerne en frokostpause, som de allerede har?

Det er det afgørende spørgsmål lige nu til alle dem, der er ved at brænde op af frustrationer, skuffede drømme og afmagt overfor kampfællerne i fagbevægelsen.

Musketereden har indfriet sine erklærede målsætninger, søsat et historisk samarbejde og skabt resultater langt udover, hvad nogen havde forventet for bare to måneder siden.

Og skulle det virkelig være solidaritet, at SOSU’en, HK’erne og de ufaglærte i 3F kastede deres medlemmer i konflikt for at sikre en frokostpause – som i parentes bemærket let kunne vindes ved voldgiftsretten, som man gjorde det i DR – for nogle akademikere, der får omkring 50.000 i lønposen og møder klokken 09.00 og sidder foran en skærm hele dagen?

Musketereden har indfriet sine erklærede målsætninger, søsat et historisk samarbejde og skabt resultater langt udover, hvad nogen havde forventet for bare to måneder siden.

Forventningerne er oversteget Rundetårn
Musketereden har aldrig været nogen Lampens Ånd, som Aladdin og andre kan fremkalde, når man gerne vil have opfyldt alle sine drømme. Det er blevet til en holdeplads for drømme.

Musketereden har aldrig været grænseløs og hvis man havde hørt ordentligt efter, så har Dennis Kristensen gentagne gange fastslået at spørgsmålet om konflikt aldrig har været deponeret hos hverken lærere eller akademikere.

Musketereden har skullet sikre, at den offentlige lønudvikling følger den private, at der laves en lavtlønspulje og ligelønspulje, at der indføres en ny seniorordning og at der sikres realitetsforhandlinger om lærernes arbejdstidsaftale. Og netop det har den leveret. Det var nok for nogle forbund og utilstrækkeligt for andre.

Men kan sagtens kritisere musketereden og Dennis Kristensens forvaltning af denne for at lide under en betydelig mangel på realitetstest og forventningsstemning. Flere forbund og flere faglige ledere (inklusiv Dennis Kristensen selv) har helt givet bidraget til at hæve forventningerne til musketereden langt op over Rundetårn, men det retfærdiggør ikke tågesnak om ’granatchok’, ’skamskudt musketered’ og ’svigt af fællesskabet’.

Slet ikke når man ser på hvem, der vinder mest på de kommende lønstigninger, hvor de højtlønnede akademikere får mange flere penge mellem hænderne end SOSU’eren. Og her bør man bemærke, at særligt  FOA har fraveget deres tidligere krav om lønstigninger i kroner og ører fremfor procentstigninger, som netop betyder at flere penge bliver sendt akademikernes vej.

Det var netop fællesskabet og musketereden, der skabte den første delaftale og som nu har åbnet porten for flere aftaler. Fagbevægelsen  er naturligvis ikke i mål, men man har taget de første vigtige skridt.

Hvis musketereden bliver tabt på gulvet nu, så skyldes det alene den interne borgerkrig og det destruktive mundhuggeri, som visse forbund lægger ord til lige nu.

Den største trussel er intern faglig borgerkrig
Hvis musketereden bliver tabt på gulvet nu, så skyldes det alene den interne borgerkrig og det destruktive mundhuggeri, som visse forbund lægger ord til lige nu. Det fjerner fokus fra forhandlingsbordet og fra de altafgørende løsninger. Arbejdsgivernes eneste opskrift på succes er skrevet på grundlaget af de anklager, som lige nu fyger mellem fagforbundene.

Et hurtigt kig på især Magistrenes hjemmeside viser, hvordan dette akademikerforbund højest udsædvanligt går direkte efter en faglig leder fra et andet fagforbund. Eneste ærinde synes at være udskamning. Men hvem skulle det nogensinde gavne – udover Sofie Løhde og de andre forhandlere på arbejdsgiversiden?

Men det er i den grad skæbnens ironi, når det er ’fagbevægelsens røde banditter’ som Dennis Kristensen, socialrådgiverformand Majbrit Berlau og Jan Hoby, der er næstformand for LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger, der står for skud.

Det er bemærkelsesværdigt, at det netop er disse faglige ledere, som især akademiker-typerne forsøger at fyre op under på vredens bål. Måske de faktisk bare har lyttet til medlemmerne, kigget på de konkrete udspil og taget pragmatisk stilling. Præcis som man altid børe gøre. Hvis årelang splittelse og indbyrdes mistillid bliver et resultat, så er det alene fordi dele af fagbevægelsen lader sig forføre af mediernes konflikt-kærlighed og flygtige ophidselse.

I denne situation bliver Lizette Risgaard fornuftens stemme, når hun taler som den myndige overlærerinde og maner til ro: ”Vi skal holde fokus på, hvad opgaven er. Det er at skabe forhandlede løsninger”.

FOAs medlemmer skal ikke tages som gidsler
Musketeredens værdi har som resten af fagbevægelsens historie altid hvilet på evnen til at skabe resultater for medlemmer og fremdrift for samfundet.

Derfor er det mest nedslående og ahistoriske, som jeg endnu er faldet over i mediernes OK18-dækning en kommentar fra Politiken forleden. Her præsenteres avisen en soleklar “all or nothing”-målsætning, som handler om at ”det er vigtigere, at musketereden holder, end at vi undgår kæmpekonflikten”.

Hellere konflikt end resultat. Hellere milliardtab for samfundet og kaos for danskerne - end en fredelig forhandlet løsning. Jeg er målløs over budskabet i Politiken. Og jeg kan ikke se, at det har noget som helst at gøre med det, som den danske fagbevægelse har kæmpet for i snart 150 år.

Fagbevægelsens rolle og formål fanger Camilla Pedersen, der er SOSU og FOA-tillidsrepræsentant i Gladsaxe skarpt, når hun klogt skriver på Facebook: “Vi kan som FOA og som LO ikke leve med at tage vores medlemmer som gidsler i et forløb hvor det ender med ingen løsning til nogen.”

Musketeredens eksistensberettigelse er resultater
Jeg håber stadig på en løsning for lærerne og mener at KL og Danmarks Lærerforening skal kunne finde fælles fodslag omkring en arbejdstidsaftale.

Musketeredens mål har aldrig været andet end at skabe resultater for fagbevægelsens medlemmer.

Men musketereden har leveret varen og det faglige fællesskab står stærkere end det har gjort i årtier. Det er nu op til de faglige ledere og de enkelte forbund at bygge videre på sammenholdet.

Musketeredens mål har aldrig været andet end at skabe resultater for fagbevægelsens medlemmer.

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør for Netavisen Pio.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook