Sådan lyder indledningen til Berlingske og Dansk Arbejdsgiverforenings seneste kampagne ”De bredeste skuldre”, der desværre indeholder så meget klynk fra (og mest på vegne af) velhavende mennesker, at man næsten får helt ondt i maven. For nøj, hvor er det åbenbart synd for rige mennesker. Den rigeste 1 % bidrager med mange penge til statskassen, en forretningsmand skal betale en stor sum i skat efter at have solgt sit firma for en større sum, en konservativ folketingskandidat fra Nordsjælland brokker sig over udligningsordningen mellem kommuner og så videre og så videre. Det hele akkompagneret af stribevis af artikler hvor Mads Lundby Hansen fra Cepos igen og igen kommer med den samme løsning: lavere skat, lavere skat, lavere skat.

En af kampagnens elementer er en regnemaskine, hvor man kan regne ud, om man er en god eller en dårlig forretning for Danmark. Alene baseret på ens køn, alder, uddannelse og projekterede pensionsalder.

Ved at taste forskellige tal ind i regnearket, kan man konkludere at:

”En kvinde med en folkeskoleuddannelse, som eksempelvis tjener 20.000 kroner om måneden som 30-årig, vil således typisk ende med at koste samfundet 5,7 millioner kroner gennem et livsforløb.”

Og at:

”En 30-årig mand, der tjener 40.000 kroner, og som har en bachelor fra universitetet, giver et overskud til samfundet på 7,4 millioner kroner gennem et helt liv.”

Ud over det noget naive i at en ung mand, med kun en bachelor i baggagen, uden videre skulle kunne tjene 40.000 kroner om måneden, så er der noget grundlæggende forkert i påstanden om at lang uddannelse i sig selv skulle være en god forretning for samfundet. I så fald ville vi være verdens rigeste samfund, hvis bare vi alle sammen blev læger eller departementschefer.

Dermed ikke sagt, at det er ligegyldigt at få flere til at tage mere uddannelse, det er det ikke, men verden og samfundet er jo mere kompleks, end at det kan koges ned til længden på ens uddannelse og ens køn.

Helt grundlæggende er det bare, at ingen er noget værd uden fællesskabet. Mennesket kan ikke trives isoleret fra andre, eller som Tænketanken Ceveas direktør Kristian Weise skrev i en kommentar på Facebook:

”Den eneste grund til at ingeniøren og advokaten kan arbejde så meget, at de kan betale det, de gør i skat, er, fordi pædagogen passer deres børn, læreren har været med til at uddanne dem, og sygeplejersken hjælper dem over uheld og gennem sygdom. ”

Det er flot, at Berlingske gerne vil agere grædende skulder for de åbenbart hårdtprøvede danske ”job creators”, men ude i virkeligheden er det heldigvis stadig sådan, at ikke alt der har værdi, kan måles i kroner og ører.