Hvem er skattelettelserne til for?

Mads og Monologen: Skattelettelser er mere for regeringens end befolkningens skyld.
Engang gav jeg mine forældre et kranie fra en mink i julegave. Ja, en mink. Mit fritidshjem havde (af årsager jeg stadig ikke forstår) fået et parti minkkranier, og jeg fjernede omhyggeligt den ildelugtende hjernemasse fra kraniet. En af pædagogerne lagde kraniet i en væske, jeg endelig ikke måtte røre ved. Det var nok terpentin eller rensebenzin. Så blev det sat på gipsfod, og jeg gav det til mine forældre i julegave.

Formålet med minkkraniet var selvfølgelig ikke, at mine forældre skulle være glade for det. De havde ikke ønsket sig et sådant kranie, og mit indtryk var ikke, at de ligefrem stod og havde noget specielt at bruge kraniet fra en mink til.

Nej, det vigtige ved gaven var, at jeg fik ros. ”Ej, har du selv lavet det, Mads? Hvor er du dygtig!” Og så kunne jeg fortælle om min heroiske kamp for at fjerne hjernemassen og med alvorsmine fortælle, at pædagogen havde lagt det ned i en væske, jeg ikke måtte røre ved.

En liberalistisk bland-selv-butik
Den samme, barnagtige mekanisme, hvor man giver gaver af hensyn til sin egen selvtilfredsstillelse, virker til at have gjort sit indtog i regeringskontorerne. Her har regeringen således bebudet skattelettelser for svimlende 23 milliarder kroner i en slags liberalistisk bland-selv-slikbutik.

Der er imidlertid ikke udsigt til, at maskerede topskattelettelser eller billigere nødder skaber særlig mange arbejdspladser. Ifølge regeringens egne tal, vil hver arbejdsplads, der bliver skabt som følge af skattelettelserne, koste i omegnen af 3 millioner kroner.

Skattelettelserne løser heller ikke det grundlæggende problem, dansk økonomi står overfor – manglen på faglært arbejdskraft. Tværtimod vil regeringen blandt andet spare på uddannelser for at finansiere skattegaverne. Hvad selv regeringens trofaste venner i Dansk Erhverv beklager sig over.

Det kan heller ikke være for at gøre sig til over for vælgerne, at regeringen bruger penge på skattelettelser. Alle målinger tyder således på, at vælgerne er væsentligt mere interesserede i velfærd end skatterabatter.

Ja, regeringens maskerede topskattelettelser er så uønskede blandt vælgerne, at regeringen måtte fremlægge fabrikerede tal for at få skattekamelerne til at glide ned i dagligstuerne.

Skattelettelser for regeringens skyld
Tilbage sidder man med følelsen af, at pointen med regeringens skattelettelser er præcis den samme, som pointen var, da jeg gav mine forældre et minkkranie i julegave: At få det bedre mig sig selv.

At det for én gangs skyld skal lykkes for den stadigt mere dysfunktionelle regering at få gennemført noget. Tilmed det snart sagt eneste, der for alvor kan få det blå blod til at bruse i de borgerlige årer: Massive skattelettelser.

Skattelettelserne er regeringens columbusæg, der kan løse alle regeringens interne konflikter og give de tre regeringspartier fornyet tro på meningen med det hele.

Spørgsmålet er således ikke, om danskerne vil acceptere en ringere velfærd, hvis skattelettelser til gengæld skaber arbejdspladser og vækst. Det har regeringen allerede svaret på – det gør skattelettelserne ikke.

Spørgsmålet er derimod, om danskerne er klar til at bruge 23 milliarder på at redde Lars Løkke fra utilfredse regeringspartnere.

Mads Havskov Hansen skriver "Mads og Monologen" på Netavisen Pio.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet

Annonce