I dag går turen endnu engang til Christiansborgs Slotsplads for medlemmerne af Danmarks Lærerforening (DLF). Tusindvis af lærere vil give udtryk for en massiv utilfredshed med KL’s forslag til en ny arbejdstidsaftale. Demonstranterne på slotspladsen tror formentlig, at de kæmper en fælles sag og dermed er en del af den fælles kamp mod et uretfærdigt system. Lærerne må jo stå sammen.

Hvem er det lige, der betaler prisen for, at alle lærere fra 60 års alderen har ret til 175 timers ekstraordinær frihed hvert år?

Virkeligheden er dog langt fra sådan, og det kan undre, hvordan DLF egentligt har formået at sælge budskabet til deres mange unge medlemmer om, at de kæmper for fælles interesser med deres ældre og mere erfarne kollegaer. Jeg har længe funderet over, hvordan i alverden denne fortælling har kunnet sprede sig blandt medlemmerne af DLF. For hvis der er noget, som kløver medlemsskaren i to, er det da netop spørgsmålet om arbejdstid.

Hvem er det lige, der betaler prisen for, at alle lærere fra 60 års alderen har ret til 175 timers ekstraordinær frihed hvert år? En regel der betyder, at en velfungerende, erfaren lærer automatisk får, hvad der svarer til mere end en måneds ekstra fridage om året. Da eleverne jo stadig skal have undervisning, betyder det, at andre må løfte opgaven – og hvem mon det bliver?

De yngre lærere bør overveje, om de ikke er ved at lade deres egen faglige organisation blokere for en moderne og bedre arbejdsplads for dem selv.

Det er ligeledes åbenlyst, at nyuddannede og knap så erfarne lærere har brug for mere forberedelsestid end deres mere erfarne kollegaer. Dette er vel heller ikke i de yngre læreres interesse? Desto mere retorikken er blevet skærpet over de seneste måneder, desto mere tydeligt er det, at DLF med deres holdninger i højere grad repræsenterer de erfarne læreres interesser på bekostning af deres mange tusinde yngre medlemmer.

Javist, skal der være en ordentlig seniorpolitik på enhver arbejdsplads. Det gælder naturligvis også for folkeskolen. Men navnlig de yngre lærere bør overveje, om de ikke er ved at lade deres egen faglige organisation blokere for en moderne og bedre arbejdsplads for dem selv. Man kan allerede nu se, at denne konflikt er ved at tyvstjæle rampelyset fra det massive løft af folkeskolen, som indebærer efteruddannelse, en mere sammenhængende skoledag, nye pædagogiske læringsværktøjer og meget, meget mere. I værste tilfælde kan alt dette falde på gulvet. Som nyuddannet og yngre lærer bør man som minimum gøre sig nogle overvejelser om dette, før man tropper op på slotspladsen til dagens demonstration.